Jeg er knust!

Min mand og jeg er i gang med en proces, for at se om vi skal gå fra hinanden eller blive sammen. Vi har en lille pige på 10 måneder. 

Jeg elsker ham, så åndssvagt meget. Men vores store "problem" er at han ikke priotere familielivet og han føler sig kvalt i pligter og vores datter. Og jeg savner hans nærvær og lyst til at tilbringe tid med mig og vores datter.

Jeg tror både ham og jeg ved at det ender med, at vi ikke kan finde tilbage til hinanden. 

Det gør bare SÅ ondt! Jeg græder og græder. Har faktisk ikke lavet andet idag.. Og min lille pige kan jo ikke forstå hvad der dog er galt jeg føler mig som en dårlig mor over at hun skal se og mærke mig så ulykkelig. Men det er jeg. Mit hjerte er fuldstændig knust.

Kan din mand måske have en efterfødsel reaktion der gør at kan føler sig kvalt hjemme omkring jeres datter? 

Det kunne godt lyde sådan i mine ører. I så fald så er der jo god hjælp at hente gennem sundhedsplejersken. 

Jeg går godt nok ikke selv ind for parterapi. Men derfor vil jeg nu foreslå det alligevel hvis i tror på det 

 kram til dig

Den følelse har alle nye forældre. Jeg har hørt et råd om at man ikke må træffe store beslutninger (skilsmisse osv) de første tre år.

Det er drænende for alle at have små børn. Man er er seviceorgan hele tiden. Man får sivet mindre og der er mindre tid til hinanden.

Jeg ville klart anbefale jer at få hjælp hos en professionel parterapeut. Det er det mindste I kan gøre for jer selv og jeres datter før I kaster håndklædet i ringen. 

Jeg tænker også, at din kæreste kunne have en form for efterfødselsreaktion. Min mand har noget af det samme. Dog virker han til at være ved at få det bedre. Vores datter er nu 16 mdr. Har jeres problemer været der før I fik barn? Hvis ikke er det jo et stensikkert tegn på, at det spiller ind på jeres forhold, at I er blevet forældre. 

Min mand og jeg har to børn og har mange gange været ved at kaste håbdklædet i ringen, fordi vi bare var/er så max pressede af det at have små børn. Jeg har vitterligt været i tvivl mange gange, om jeg rent faktisk stadig havde følelser for manden. Alt hvad han gjorde irriterede mig, og jeg følte vi gled længere og længere fra hinanden. MEN, da vores første barn rundede de halvanden, kom overskuddet langsomt tilbage og friheden - både individuelt og som par. Lige pludselig fik vi tid og overskud til hinanden og pludselig blomstrede følelserne op igen . 

Så mit råd er at give det noget mere tid. Vent til jeres datter er 2-3 år og se, om I ikke har det helt anderledes. Sænk forventningerne og accepter at I lige nu er mere bofæller end kærester. Og ja opsøg evt en parterapeut, der kan hjælpe jer med at kommunikere og sætte ord på jeres forventninger til hinanden.

Må sige som de andre, man kan altså virkelig ramme bunden i ens parforhold når man får barn/børn. Jeg selv har da siddet og regnet på om jeg kunne blive boende i vores lejlighed hvis vi gik fra hinanden. Men vi er stadig sammen efter 3 år, men det er da kun fordi vi var indstillede på at en periode slet ikke handlede om os - men om vores barns behov. Men det skal man selvfølgelig være voksen nok til at kunne klare. 

Helt ærligt, jeg har da stadig lyst til at gå hjemmefra engang i mellem. Sådan kan vi alle have det, når vi føler os overbelastede og måske har brug for lidt fred. Nu er din kæreste jo så "heldig" at han kan "flygte" fra de sure pligter da han er manden og han ikke ammer og at samvær med så lille et barn nok ikke ville være overvældende hvis i gik fra hinanden, så for ham er et brud jo en nem løsning.

Men ud fra det du skriver kan jeg ikke se om han bare er "træt af det hele" (fair nok, men man tager sig sammen og hænger i) eller om han reelt ikke er tilstedeværende i hjemmet? Hjælper han dig? Har han en god relation til jeres barn? Du skriver at du mangler hans nærvær og lyst til at tilbringe tid med jer.. En ting er om han som sådan har "lyst" til de her ting.. men gør han dem? Hvis han helt har smidt håndklædet i ringen, ikke deltager og ikke er en værdig faderfigur. Så er det selvfølgelig virkelig en hård erkendelse og så forstår jeg godt at du tænker på at gå hver til sit. Men hvis det mere bare handler om at han synes det hele er lidt træls, for lidt kærestetid, for lidt byture.. så må du sige til ham at det er virkeligheden her og nu, men at det bliver bedre. Og at man bider i det sure æble fordi man er voksen og fordi man har bragt et barn til verden sammen.