Angst for min babys liv

Åhhh, jeg har brug for gode råd. 

Om min baby på 7 mdr. For en uges tid siden sov min kæreste med den lille om natten i samme seng. Vi samsover. Jeg sov ovenpå på en anden etage bag to lukkede døre. Jeg kæmper med fødselsdepression og bliver meget negativt påvirket af forstyrret søvn, derfor har vi denne ordning de fleste nætter. 

Tidligt om morgenen vågner jeg med et sæt. Jeg kan høre ekstrem svag baby gråd. Så svag det lyder som om det kommer fra en anden bygning. Jeg ligger og rumsterer med en knude i maven og går til sidst ned i soveværelset for at kigge.. 

Der ligger min søn og græder med en pude over hovedet. Min kæreste sover tungt, og han vågner normalt af selv den mindste lyd, men er så langt væk denne dag at han slet ikke hører det, men man kan virkelig heller ikke høre meget pga puden. Jeg kan ikke nå min søn, kun få fat i og fjerne puden, så skubber til min kæreste, som springer øjeblikkeligt op og hiver vores søn op og trøster.

Min kæreste er ulykkelig og græder over situationen. Er forfærdet over hvad der kunne være sket. Hovedpuden havde han sat i spænd mellem væggen og sengekanten, fordi vores søn maser sit hoved op i væggen i søvne (han sætter fødderne i sengen og skubber sig bagud i søvne), så det er helt ufatteligt han havde hevet puden fri og fået den nedover sig. 

Det er også helt ufatteligt at den ekstremt svagt lydende gråd kunne vække mig en etage og to lukkede døre væk, men det må være moderlig instinkt. Hvis ikke det var fordi det var så skræmmende, er det egentlig ret interessant og fascinerende. 

Det var vigtigt for min kæreste at komme i gang med at samsove med det samme igen og ikke få angst for at sove med vores søn. Det var virkelig et uheldigt uheld. Jeg har samsovet med mine to andre til de var flere år gamle og aldrig oplevet noget lignende. 

Vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler som er ingen puder eller noget andet end den ene min kæreste har hovedet på. 

Men jeg er så angst når de sover dernede. Jeg vågner kl lort og spekulerer på om min søn er ok. Hvis de sover længe er jeg i panik fordi jeg er bange for han er død, men prøver på samme tid at overbevise mig selv om det er angsten der taler og jeg ikke skal vække dem bare for at lytte til min angst. 

Men hvad skal jeg gøre? Jeg kommer ikke til at sove dernede pga depressionen, det er alfa omega for min bedring jeg får sovet. Vi vil heller ikke droppe samsovning. Igen, så vinder angsten. Og den skal ikke ødelægge noget som vi trives med, og som er virkelig godt og dejligt for min søn og som far og søn elsker at dele sammen. 

Så hvad gør man så? Han elsker at putte hovedet ind til ting, den anden dag havde han hevet sin babydyne over hovedet, så han gør det jo heller ikke nemt. Altså kan jo ikke du han skal sove i en helt bar seng!

Hilsen en mor, der ikke kan give slip på en uheldig, usædvanlig men grim oplevelse 

Anonym skriver:

Åhhh, jeg har brug for gode råd. 

Om min baby på 7 mdr. For en uges tid siden sov min kæreste med den lille om natten i samme seng. Vi samsover. Jeg sov ovenpå på en anden etage bag to lukkede døre. Jeg kæmper med fødselsdepression og bliver meget negativt påvirket af forstyrret søvn, derfor har vi denne ordning de fleste nætter. 

Tidligt om morgenen vågner jeg med et sæt. Jeg kan høre ekstrem svag baby gråd. Så svag det lyder som om det kommer fra en anden bygning. Jeg ligger og rumsterer med en knude i maven og går til sidst ned i soveværelset for at kigge.. 

Der ligger min søn og græder med en pude over hovedet. Min kæreste sover tungt, og han vågner normalt af selv den mindste lyd, men er så langt væk denne dag at han slet ikke hører det, men man kan virkelig heller ikke høre meget pga puden. Jeg kan ikke nå min søn, kun få fat i og fjerne puden, så skubber til min kæreste, som springer øjeblikkeligt op og hiver vores søn op og trøster.

Min kæreste er ulykkelig og græder over situationen. Er forfærdet over hvad der kunne være sket. Hovedpuden havde han sat i spænd mellem væggen og sengekanten, fordi vores søn maser sit hoved op i væggen i søvne (han sætter fødderne i sengen og skubber sig bagud i søvne), så det er helt ufatteligt han havde hevet puden fri og fået den nedover sig. 

Det er også helt ufatteligt at den ekstremt svagt lydende gråd kunne vække mig en etage og to lukkede døre væk, men det må være moderlig instinkt. Hvis ikke det var fordi det var så skræmmende, er det egentlig ret interessant og fascinerende. 

Det var vigtigt for min kæreste at komme i gang med at samsove med det samme igen og ikke få angst for at sove med vores søn. Det var virkelig et uheldigt uheld. Jeg har samsovet med mine to andre til de var flere år gamle og aldrig oplevet noget lignende. 

Vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler som er ingen puder eller noget andet end den ene min kæreste har hovedet på. 

Men jeg er så angst når de sover dernede. Jeg vågner kl lort og spekulerer på om min søn er ok. Hvis de sover længe er jeg i panik fordi jeg er bange for han er død, men prøver på samme tid at overbevise mig selv om det er angsten der taler og jeg ikke skal vække dem bare for at lytte til min angst. 

Men hvad skal jeg gøre? Jeg kommer ikke til at sove dernede pga depressionen, det er alfa omega for min bedring jeg får sovet. Vi vil heller ikke droppe samsovning. Igen, så vinder angsten. Og den skal ikke ødelægge noget som vi trives med, og som er virkelig godt og dejligt for min søn og som far og søn elsker at dele sammen. 

Så hvad gør man så? Han elsker at putte hovedet ind til ting, den anden dag havde han hevet sin babydyne over hovedet, så han gør det jo heller ikke nemt. Altså kan jo ikke du han skal sove i en helt bar seng!

Hilsen en mor, der ikke kan give slip på en uheldig, usædvanlig men grim oplevelse 

Jeg ville forsætte som I hele tiden har gjort. Når du så vågner i panik kan du jo liste i d og lige så roligt lægge en hånd på maven og mærke om der er vejrtrækning. Så behøver du ikke vække nogen men du får ro i dit hoved. 

Og så køb en sengerand og sæt den fast der hvor puden plejer at være. Det virker for os 

Anonym skriver:

Åhhh, jeg har brug for gode råd. 

Om min baby på 7 mdr. For en uges tid siden sov min kæreste med den lille om natten i samme seng. Vi samsover. Jeg sov ovenpå på en anden etage bag to lukkede døre. Jeg kæmper med fødselsdepression og bliver meget negativt påvirket af forstyrret søvn, derfor har vi denne ordning de fleste nætter. 

Tidligt om morgenen vågner jeg med et sæt. Jeg kan høre ekstrem svag baby gråd. Så svag det lyder som om det kommer fra en anden bygning. Jeg ligger og rumsterer med en knude i maven og går til sidst ned i soveværelset for at kigge.. 

Der ligger min søn og græder med en pude over hovedet. Min kæreste sover tungt, og han vågner normalt af selv den mindste lyd, men er så langt væk denne dag at han slet ikke hører det, men man kan virkelig heller ikke høre meget pga puden. Jeg kan ikke nå min søn, kun få fat i og fjerne puden, så skubber til min kæreste, som springer øjeblikkeligt op og hiver vores søn op og trøster.

Min kæreste er ulykkelig og græder over situationen. Er forfærdet over hvad der kunne være sket. Hovedpuden havde han sat i spænd mellem væggen og sengekanten, fordi vores søn maser sit hoved op i væggen i søvne (han sætter fødderne i sengen og skubber sig bagud i søvne), så det er helt ufatteligt han havde hevet puden fri og fået den nedover sig. 

Det er også helt ufatteligt at den ekstremt svagt lydende gråd kunne vække mig en etage og to lukkede døre væk, men det må være moderlig instinkt. Hvis ikke det var fordi det var så skræmmende, er det egentlig ret interessant og fascinerende. 

Det var vigtigt for min kæreste at komme i gang med at samsove med det samme igen og ikke få angst for at sove med vores søn. Det var virkelig et uheldigt uheld. Jeg har samsovet med mine to andre til de var flere år gamle og aldrig oplevet noget lignende. 

Vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler som er ingen puder eller noget andet end den ene min kæreste har hovedet på. 

Men jeg er så angst når de sover dernede. Jeg vågner kl lort og spekulerer på om min søn er ok. Hvis de sover længe er jeg i panik fordi jeg er bange for han er død, men prøver på samme tid at overbevise mig selv om det er angsten der taler og jeg ikke skal vække dem bare for at lytte til min angst. 

Men hvad skal jeg gøre? Jeg kommer ikke til at sove dernede pga depressionen, det er alfa omega for min bedring jeg får sovet. Vi vil heller ikke droppe samsovning. Igen, så vinder angsten. Og den skal ikke ødelægge noget som vi trives med, og som er virkelig godt og dejligt for min søn og som far og søn elsker at dele sammen. 

Så hvad gør man så? Han elsker at putte hovedet ind til ting, den anden dag havde han hevet sin babydyne over hovedet, så han gør det jo heller ikke nemt. Altså kan jo ikke du han skal sove i en helt bar seng!

Hilsen en mor, der ikke kan give slip på en uheldig, usædvanlig men grim oplevelse 

Derfor har jeg aldrig turdet at sove sammen med baby i en seng. - vores børn har sovet i en vugge lige ved siden af.

bliver bare bekræftet da jeg læser det 

Sikke en ubehagelig oplevelse! 

I forhold til dyne, så kan i overveje en sovepose istedet for. Så er der ikke risiko for at baby får det hævet op over hovedet. Det kan være det giver lidt ro på. 

Er det ik dig der skrev for ikke så lang tid siden at far havde et hørehandikap og derfor lå med sådan en dims under puden der vibrerede, når baby græder? 

Anonym skriver:

Åhhh, jeg har brug for gode råd. 

Om min baby på 7 mdr. For en uges tid siden sov min kæreste med den lille om natten i samme seng. Vi samsover. Jeg sov ovenpå på en anden etage bag to lukkede døre. Jeg kæmper med fødselsdepression og bliver meget negativt påvirket af forstyrret søvn, derfor har vi denne ordning de fleste nætter. 

Tidligt om morgenen vågner jeg med et sæt. Jeg kan høre ekstrem svag baby gråd. Så svag det lyder som om det kommer fra en anden bygning. Jeg ligger og rumsterer med en knude i maven og går til sidst ned i soveværelset for at kigge.. 

Der ligger min søn og græder med en pude over hovedet. Min kæreste sover tungt, og han vågner normalt af selv den mindste lyd, men er så langt væk denne dag at han slet ikke hører det, men man kan virkelig heller ikke høre meget pga puden. Jeg kan ikke nå min søn, kun få fat i og fjerne puden, så skubber til min kæreste, som springer øjeblikkeligt op og hiver vores søn op og trøster.

Min kæreste er ulykkelig og græder over situationen. Er forfærdet over hvad der kunne være sket. Hovedpuden havde han sat i spænd mellem væggen og sengekanten, fordi vores søn maser sit hoved op i væggen i søvne (han sætter fødderne i sengen og skubber sig bagud i søvne), så det er helt ufatteligt han havde hevet puden fri og fået den nedover sig. 

Det er også helt ufatteligt at den ekstremt svagt lydende gråd kunne vække mig en etage og to lukkede døre væk, men det må være moderlig instinkt. Hvis ikke det var fordi det var så skræmmende, er det egentlig ret interessant og fascinerende. 

Det var vigtigt for min kæreste at komme i gang med at samsove med det samme igen og ikke få angst for at sove med vores søn. Det var virkelig et uheldigt uheld. Jeg har samsovet med mine to andre til de var flere år gamle og aldrig oplevet noget lignende. 

Vi har selvfølgelig taget vores forholdsregler som er ingen puder eller noget andet end den ene min kæreste har hovedet på. 

Men jeg er så angst når de sover dernede. Jeg vågner kl lort og spekulerer på om min søn er ok. Hvis de sover længe er jeg i panik fordi jeg er bange for han er død, men prøver på samme tid at overbevise mig selv om det er angsten der taler og jeg ikke skal vække dem bare for at lytte til min angst. 

Men hvad skal jeg gøre? Jeg kommer ikke til at sove dernede pga depressionen, det er alfa omega for min bedring jeg får sovet. Vi vil heller ikke droppe samsovning. Igen, så vinder angsten. Og den skal ikke ødelægge noget som vi trives med, og som er virkelig godt og dejligt for min søn og som far og søn elsker at dele sammen. 

Så hvad gør man så? Han elsker at putte hovedet ind til ting, den anden dag havde han hevet sin babydyne over hovedet, så han gør det jo heller ikke nemt. Altså kan jo ikke du han skal sove i en helt bar seng!

Hilsen en mor, der ikke kan give slip på en uheldig, usædvanlig men grim oplevelse 

Da min søn var nyfødt, sov han i en tremmeseng med den ene side taget af og sat op af min seng. På den måde kunne jeg nemt lægge ham fra den ene seng til den anden, ligge med en hånd på hans mave eller en arm op af ham.