Uengagerede bedsteforældre

Lad mig starte med at sige, at jeg synes ikke, at man - fordi man får børnebørn - skal være tvangsindlagt til at passe, stå evigt standby osv. I sidste ende vælger man jo selv. Men det der med at være ret ligeglad, den har jeg svært ved at forstå, og den gør mig ked. 

Det handler om min far og stedmor. De skriver ikke og spørger ind til os, hvordan det går. Jeg skriver først. Jeg sender dem opdateringer ind i mellem om os og børnene og spørger ind til dem, ellers er der ikke noget den anden vej. Og størst af alt, mine børn er nu 5 og 7 og de har aldrig nogensinde lavet noget med børnene alene. De har aldrig vist interesse for det og aldrig gidet. Én gang har min far passet dem i nogle timer, fordi jeg skulle akut til lægen, men ellers ikke. 

Men når vi så ses, hvilket stort set kun er til fødselsdage og højtider, spammer de løs på Facebook om deres fantastiske børnebørn, så de fremstår som årets bedsteforældre. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke interesse i at presse på, for mine børn og min familie skal ikke være en tvangsgerning. Men på samme tid gør det helt klart ondt på mig, at de ikke er mere involverede og interesserede. 

Hvordan finder man fred med det, og hvad siger man til børnene, når de er større? Farmor og farfar ser de mindst en gang om ugen, og de har lige været ude at rejse i en uge med dem uden os forældre. Mormor er super engageret, døjer med kroniske smerter, men har dem alligevel på overnatning på skift hver anden uge, og den uge hun ikke har, er hun på besøg én dag om ugen og henter dem og spiser med. 

Så jeg tænker, at på et tidspunkt vil de studse over, hvorfor morfar og bonusmormor ikke rigtig vil dem. Hvordan forklarer man det, uden at bagtale og også uden at såre børnene? 

Jeg tror måske bare at børnene kan mærke den slags.. Og ellers tror jeg bare, jeg ville svare at jeg ikke ved hvorfor det er sådan. 

Til gengæld tror jeg, at jeg ville bede dem om at lade være med at poste ting på facebook, eller komme til at komme med en lidt spydig bemærkning til billederne.. Ikke at det ville hjælpe eller fremme noget som helst..

Anonym skriver:

Lad mig starte med at sige, at jeg synes ikke, at man - fordi man får børnebørn - skal være tvangsindlagt til at passe, stå evigt standby osv. I sidste ende vælger man jo selv. Men det der med at være ret ligeglad, den har jeg svært ved at forstå, og den gør mig ked. 

Det handler om min far og stedmor. De skriver ikke og spørger ind til os, hvordan det går. Jeg skriver først. Jeg sender dem opdateringer ind i mellem om os og børnene og spørger ind til dem, ellers er der ikke noget den anden vej. Og størst af alt, mine børn er nu 5 og 7 og de har aldrig nogensinde lavet noget med børnene alene. De har aldrig vist interesse for det og aldrig gidet. Én gang har min far passet dem i nogle timer, fordi jeg skulle akut til lægen, men ellers ikke. 

Men når vi så ses, hvilket stort set kun er til fødselsdage og højtider, spammer de løs på Facebook om deres fantastiske børnebørn, så de fremstår som årets bedsteforældre. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke interesse i at presse på, for mine børn og min familie skal ikke være en tvangsgerning. Men på samme tid gør det helt klart ondt på mig, at de ikke er mere involverede og interesserede. 

Hvordan finder man fred med det, og hvad siger man til børnene, når de er større? Farmor og farfar ser de mindst en gang om ugen, og de har lige været ude at rejse i en uge med dem uden os forældre. Mormor er super engageret, døjer med kroniske smerter, men har dem alligevel på overnatning på skift hver anden uge, og den uge hun ikke har, er hun på besøg én dag om ugen og henter dem og spiser med. 

Så jeg tænker, at på et tidspunkt vil de studse over, hvorfor morfar og bonusmormor ikke rigtig vil dem. Hvordan forklarer man det, uden at bagtale og også uden at såre børnene? 

Har du snakket med dem om det? 

Min far er heller ikke der kommer til at passe sine børnebørn, kommer forbi ofte eller henter, men han elsker dem, og de er velkomne, men han kommer ikke til at have dem på overnatning, men derfor er hans stadigvæk en skøn morfar og farfar. Og han viser det på hans måde, han er stolt.  

Nogen mennesker har bare ikke interesse i andres børn, også børnebørn. 

Men snak med dem, invitere dem med når der er bedsteforældre dag. Lav en familie udflugt, og hold jer lidt i baggrunden. 

Spørg hvad de ville sige, hvis jeres børn ville overnatte hos dem, eller bare være sammen med dem nogle timer.  

Mine bærn og bonus datter har en morfar ( bonus kalder ham også morfar) der er dybt engageret og altid vil se hans børnebørn

deres farfar og farmor ser de måske 3 gange om året, max 3 timer. Den store bonus datter er nu 13 og har aldrig spurgt eller undret sig. Det har de andre heller ikke. Tror bærn er meget bedre til blot at acceptere tingenes tilstand end vi voksne er. Så jeg lade det ligge og skulle de spørge så blot sige at mennesker er forskellige og har forskellige måder at være bedsteforældre på. 

Hvis de kan mærke det går dig på så vil de reagere, men hvis du er helt afslappet omkring det vil de med al sandsynlighed aldrig tænke over at det kunne være anderledes. 

Det ikke fordi de syntes at det er svært at komme på banen , når de andre er så meget " på " 

årgang84 skriver:

Det ikke fordi de syntes at det er svært at komme på banen , når de andre er så meget " på " 

 

Nej, de ved ikke en gang de andre ser dem så ofte. De interesserer sig jo ikke for vores liv og hverdag. Jeg har testet ikke at initiere kontakten i en periode fordi jeg er træt af at være den der ringer, skriver eller spørger om besøg. Så de ved ikke en gang børnene lige har været udenlands i en uge.. 

Anonym skriver:

Nej, de ved ikke en gang de andre ser dem så ofte. De interesserer sig jo ikke for vores liv og hverdag. Jeg har testet ikke at initiere kontakten i en periode fordi jeg er træt af at være den der ringer, skriver eller spørger om besøg. Så de ved ikke en gang børnene lige har været udenlands i en uge.. 

Ja det er jo lidt iforståeligt hvorfor nogle melder sig ud på den måde.  

Det samme her vi også,  hvor der bare er et tvist af favorit barnebarn ind over.  Hvor man kan som voksen krumme tæer ved visse samvær hvor alle er samlet.  Men børnene har som de andre også nævnt. 

De ved hvem har har og kan regne med. Det andet er løst og bliver ofte ikke spurgt til. 

Jeg har aldrig haft nogle bedsteforældre, der var engageret i deres børnebørn, og det har aldrig været noget, jeg har tænkt over eller savnet, selv om flere af mine venner/veninder var på besøg hos deres bedsteforældre. 

Min morfar døde allerede, da min mor var barn, og min mormor sad i kørestol i al den tid, jeg kan huske, så hun havde ikke overskuddet til det. Min farmor døde også, da min far var barn, og min farfar og hans kone har jeg kun set til familiefødselsdage og arrangementer (som der også var mange af).

Jeg ved ikke, om det skyldtes, at mine forældre ikke ville lade dem passe os. eller om det var manglende interesse fra farfar, men jeg ved, at en af mine fætre og en kusine har været passet af dem. Jeg har aldrig manglet et forhold til mine bedsteforældre eller efterspurgt det, så måske er det ikke noget dine børn nogensinde vil tænke over. 

Det er først efter, at jeg selv har fået børn og alle bedsteforældre er meget engagerede i dem, at jeg har tænkt over, at jeg ikke selv havde et forhold til mine bedsteforældre, men det er som skrevet ikke noget, jeg har manglet, så det er ikke noget, der rører mig hverken nu eller dengang.

Anonym skriver:

Lad mig starte med at sige, at jeg synes ikke, at man - fordi man får børnebørn - skal være tvangsindlagt til at passe, stå evigt standby osv. I sidste ende vælger man jo selv. Men det der med at være ret ligeglad, den har jeg svært ved at forstå, og den gør mig ked. 

Det handler om min far og stedmor. De skriver ikke og spørger ind til os, hvordan det går. Jeg skriver først. Jeg sender dem opdateringer ind i mellem om os og børnene og spørger ind til dem, ellers er der ikke noget den anden vej. Og størst af alt, mine børn er nu 5 og 7 og de har aldrig nogensinde lavet noget med børnene alene. De har aldrig vist interesse for det og aldrig gidet. Én gang har min far passet dem i nogle timer, fordi jeg skulle akut til lægen, men ellers ikke. 

Men når vi så ses, hvilket stort set kun er til fødselsdage og højtider, spammer de løs på Facebook om deres fantastiske børnebørn, så de fremstår som årets bedsteforældre. 

Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal gøre. Jeg har ikke interesse i at presse på, for mine børn og min familie skal ikke være en tvangsgerning. Men på samme tid gør det helt klart ondt på mig, at de ikke er mere involverede og interesserede. 

Hvordan finder man fred med det, og hvad siger man til børnene, når de er større? Farmor og farfar ser de mindst en gang om ugen, og de har lige været ude at rejse i en uge med dem uden os forældre. Mormor er super engageret, døjer med kroniske smerter, men har dem alligevel på overnatning på skift hver anden uge, og den uge hun ikke har, er hun på besøg én dag om ugen og henter dem og spiser med. 

Så jeg tænker, at på et tidspunkt vil de studse over, hvorfor morfar og bonusmormor ikke rigtig vil dem. Hvordan forklarer man det, uden at bagtale og også uden at såre børnene? 

Jeg bliver helt misundelig, når jeg læser, hvor utrolig meget bedsteforældre-backup, I har... Vi har min far, det er nogenlunde som med din. Så har vi farmor og farfar, der taler meget om deres engagement og næsten intet viser.

Vi har ingen bedsteforældre i hverdagen. INGEN.

Abracadabra skriver:

Jeg bliver helt misundelig, når jeg læser, hvor utrolig meget bedsteforældre-backup, I har... Vi har min far, det er nogenlunde som med din. Så har vi farmor og farfar, der taler meget om deres engagement og næsten intet viser.

Vi har ingen bedsteforældre i hverdagen. INGEN.

Børnene er helt klart heldige  det skal dog siges de er delebørn. Det fælles barn vi har, har "kun" smerteplagede mormor, der ikke kan holde til meget og også skal være der for de store. For ud over at min far og stedmor ikke er interesserede, så er min kærestes forældre heller ikke. Så kender det godt. Vi har ikke rigtig nogen at trække på med den mindste, da min mor (helt fair) ofte må sige fra!