Måske ondt i knæet

Hejsa. 

Vi står med en situation med min bonusdreng, som vi er lidt i tvivl om, hvordan vi skal tackle. I ved godt det med børn nogen gange har ondt i maven, men så er det egentlig deres måde at fortælle på, at de er kede af det eller bekymrede, ikke? Vi er i tvivl om sådan en situation med min bonusdreng. 

Vi har samvær hver anden weekend pga afstanden, og de sidste par gange han har været her, har han klaget over ondt i knæet, når vi har været ude at gå. Mor sagde, at han også siger det samme hos hende, og at hun har ringet til lægen, der har sagt vokseværk, og så vil hun ikke gøre yderligere ved det. 

Vi tænker personligt, at hvis han rent faktisk har ondt, så kunne han have gavn af at se fx en fys, eller en grundigere tur til lægen. Han ser for mig lidt kalveknæet ud, nemlig. 

MEN! vi er bare ikke sikre på, om det er rigtigt, eller om han siger det pga 'dovenskab'. For det er konsekvent hvis vi skal gå en lidt længere tur. Fx i dag da han fandt ud af, vi skulle gå de knap 2 km ned til toget, så havde han pludselig ondt. Da vi så stod af toget og gik rundt inde i byen nævnte han intet og haltede ikke. Lige så snart vi stod af toget hjemme igen, havde han pludselig ondt i knæet igen. 

Det var det samme tidligere på ugen, da vi skulle gå hjem til bedstemor og bedstefar. Da havde han også vældig ondt, sagde han. Men hjemme hos bedsteforældrene løb han rundt og spillede bold i haven med sin fætter i 4 timer i streg og sagde ikke et ord om knæene, og der var ingen problemer. 

I morges, da jeg og ham gik tur med hunden i 15 min. Var der heller ikke noget, og der var han også glad fordi han måtte gå med sin hund.

Så jeg er lidt skeptisk, fordi han sjovt nok kun har ondt, når han skal gå en tur han virkelig ikke gider. Men når der sker noget sjovt, så har han ikke ondt. Omvendt ser han lidt kalveknæet ud, og vi vil selvfølgelig gerne tage ham alvorligt, hvis der er noget. 

Så nu er spørgsmålet, om vi skal risikere konflikten med mor og selv tage ham til en behandler og betale den udgift, når det egentlig langt hen af vejen virker som noget, han bare finder på? Vi vil altid hjælpe ham og være der, det ville også bare være mega ærgerligt at få en masse bøvl med mor (skrøbeligt samarbejde) og betale de penge, hvis det er noget han siger, fordi han ikke gider gå og han dermed bare finder på det.. 

Anonym skriver:

Hejsa. 

Vi står med en situation med min bonusdreng, som vi er lidt i tvivl om, hvordan vi skal tackle. I ved godt det med børn nogen gange har ondt i maven, men så er det egentlig deres måde at fortælle på, at de er kede af det eller bekymrede, ikke? Vi er i tvivl om sådan en situation med min bonusdreng. 

Vi har samvær hver anden weekend pga afstanden, og de sidste par gange han har været her, har han klaget over ondt i knæet, når vi har været ude at gå. Mor sagde, at han også siger det samme hos hende, og at hun har ringet til lægen, der har sagt vokseværk, og så vil hun ikke gøre yderligere ved det. 

Vi tænker personligt, at hvis han rent faktisk har ondt, så kunne han have gavn af at se fx en fys, eller en grundigere tur til lægen. Han ser for mig lidt kalveknæet ud, nemlig. 

MEN! vi er bare ikke sikre på, om det er rigtigt, eller om han siger det pga 'dovenskab'. For det er konsekvent hvis vi skal gå en lidt længere tur. Fx i dag da han fandt ud af, vi skulle gå de knap 2 km ned til toget, så havde han pludselig ondt. Da vi så stod af toget og gik rundt inde i byen nævnte han intet og haltede ikke. Lige så snart vi stod af toget hjemme igen, havde han pludselig ondt i knæet igen. 

Det var det samme tidligere på ugen, da vi skulle gå hjem til bedstemor og bedstefar. Da havde han også vældig ondt, sagde han. Men hjemme hos bedsteforældrene løb han rundt og spillede bold i haven med sin fætter i 4 timer i streg og sagde ikke et ord om knæene, og der var ingen problemer. 

I morges, da jeg og ham gik tur med hunden i 15 min. Var der heller ikke noget, og der var han også glad fordi han måtte gå med sin hund.

Så jeg er lidt skeptisk, fordi han sjovt nok kun har ondt, når han skal gå en tur han virkelig ikke gider. Men når der sker noget sjovt, så har han ikke ondt. Omvendt ser han lidt kalveknæet ud, og vi vil selvfølgelig gerne tage ham alvorligt, hvis der er noget. 

Så nu er spørgsmålet, om vi skal risikere konflikten med mor og selv tage ham til en behandler og betale den udgift, når det egentlig langt hen af vejen virker som noget, han bare finder på? Vi vil altid hjælpe ham og være der, det ville også bare være mega ærgerligt at få en masse bøvl med mor (skrøbeligt samarbejde) og betale de penge, hvis det er noget han siger, fordi han ikke gider gå og han dermed bare finder på det.. 

Hvor gammelt er barnet? 

Min datter på 7 har manga skavanker når det er noget hun ikke gider.   Så jeg ville tage det med et gran salt, hvis han godt kan lege etc. uden at I kan se han ømmer sig. 

Jeg synes det er super fint at du er opmærksom. Men giv det mere tid, og er det fortsat sådanom 3 mdr. ville jeg nok lige runde den med mor igen.  

Mamacita til 2 piger skriver:

Hvor gammelt er barnet? 

Min datter på 7 har manga skavanker når det er noget hun ikke gider.   Så jeg ville tage det med et gran salt, hvis han godt kan lege etc. uden at I kan se han ømmer sig. 

Jeg synes det er super fint at du er opmærksom. Men giv det mere tid, og er det fortsat sådanom 3 mdr. ville jeg nok lige runde den med mor igen.  

Nåh ja, vigtig detalje  han er 9 år. Det er nemlig også min tanke. Men fuck man bliver i tvivl. Vi spurgte ham direkte, om det var fordi han ikke havde lyst til at gå. Og sagde det var ok hvis det var tilfældet, men det var vigtigt han var ærlig, fordi det ville være enormt træls at sætte en masse undersøgelser i gang, hvis han bare sagde det, fordi han ikke gad gå. Og der insisterede han på det var rigtigt - men igen, 10 min senere gik han frejdigt rundt inde i midtbyen 

Anonym skriver:

Nåh ja, vigtig detalje  han er 9 år. Det er nemlig også min tanke. Men fuck man bliver i tvivl. Vi spurgte ham direkte, om det var fordi han ikke havde lyst til at gå. Og sagde det var ok hvis det var tilfældet, men det var vigtigt han var ærlig, fordi det ville være enormt træls at sætte en masse undersøgelser i gang, hvis han bare sagde det, fordi han ikke gad gå. Og der insisterede han på det var rigtigt - men igen, 10 min senere gik han frejdigt rundt inde i midtbyen 

til hans forsvar, kan man godt have ondt i knæ nogle gange når man går, men sagtens løbe rundt og lege eller cykle uden at det gør ondt hver gang. Det har jeg, eller jeg har ondt hele tiden, men nogle gange er det som at jeg kunne hugge benet af, andre gange er den en smule ubekvemt, og andre gange, er der intet. 

Har I spurgt ham, hvordan smerten følelsen er? 

Har han slået knæet(bare et fald eller ramt af noget? ) 

ja, det kan være at det bare er kedeligt at gå, når der ikke sker noget, men han kan også have en smerte der kommer og går(men ikke altid noget læger kan gøre noget ved, man skal selv træne det. )

prøv at læs op om vokseværk. 

Det er ret normalt for børn at være kalveknæede, så det ville jeg ikke bekymre mig om, medmindre der er asymmetri.

mht smerterne. Hvis der er intermitterende klager gennem længere tid (>2 måneder) er det et lægebesøg værd.

en fys er ikke relevant for en 9-årig.

Jeg synes i lægger for meget i det. I har jo set at det ikke er så slemt, siden han sagtens kan gå og løbe rundt. I ser ham kun hveranden weekend og må derfor stole på at hans mor, som endda har haft ham forbi lægen, har styr på det. Hun ser ham immervæk hver dag... 

Hvis han er ked af det eller at der er andet der trykker ham, så støt ham i det og grib chancen hvis han selv åbner en lille dør for at ville snakke om det.

bitterfnisen skriver:

Jeg synes i lægger for meget i det. I har jo set at det ikke er så slemt, siden han sagtens kan gå og løbe rundt. I ser ham kun hveranden weekend og må derfor stole på at hans mor, som endda har haft ham forbi lægen, har styr på det. Hun ser ham immervæk hver dag... 

 

Hvis han er ked af det eller at der er andet der trykker ham, så støt ham i det og grib chancen hvis han selv åbner en lille dør for at ville snakke om det.

Åh, her bliver jeg alligevel lidt ramt, fordi det lyder som om du antager, at vi spekulerer over det alene fordi mor ikke gør. Mor har ikke haft ham forbi lægen. Hun har ringet i telefontiden og sagt han har ondt i knæet, og da har lægen sagt det nok er vokseværk. Dertil kommer, at det har været et generelt problem at mor ikke tager hverken hans følelser eller fysiske gener alvorligt, hvilket har skabt problemer for ham førhen - derfor reagerer vi, som vi gør. 

Anonym skriver:

Åh, her bliver jeg alligevel lidt ramt, fordi det lyder som om du antager, at vi spekulerer over det alene fordi mor ikke gør. Mor har ikke haft ham forbi lægen. Hun har ringet i telefontiden og sagt han har ondt i knæet, og da har lægen sagt det nok er vokseværk. Dertil kommer, at det har været et generelt problem at mor ikke tager hverken hans følelser eller fysiske gener alvorligt, hvilket har skabt problemer for ham førhen - derfor reagerer vi, som vi gør. 

Undskyld, så læste jeg lige for hurtigt der mht. lægen. 
Men det jeg mener er, eftersom de er hende der har bopæl og størstedelen af samvær, hvad end i vil det eller ej, må i have tiltro at ift. hans fysiske helbred, så har hun styr på det. I kan vel ikke tage ham til lægen i weekenden anyways, specialister har vel også lukket der?

Jeg tror, som din fornemmelse også er, at det er noget psykisk. Måske er det bare dovenskab, som du siger med at ofte siger børn at de har ondt i maven når der er noget de ikke har lyst til. 
Det lyder ikke til at han er vant til at snakke med hans mor om sådan nogle ting, men jeg synes heller ikke i skal presse på. 

Jeg vil stadig holde ved at i måske lægger for meget i det, overanalysere alt hvad drengen gør, pga. den fortid og det dårlige samarbejde der er med mor. 

Sidst var det legetøj der ikke blev leget med (hvilket jeg godt kan forstå er irriterende), andre gange har det været drengens dovenskab. Det må være mega frustrerende ikke at kunne gøre mere når i bor så langt væk og ikke har mere samvær, og det er måske i bund og grund det drengen har brug for?
Men det lader ikke til at det kan lade sig gøre, så måske prøv at slappe lidt af med alle de her tanker og bekymringer omkring ham og så bare nyd ham de dage i har ham, kampen er tabt omkring mor, så støt hende i stedet.