Mit barn har en diagnose!

Nogle tanker til andre forældre, hvis børn ikke er helt som “de andre” - hvordan dét så end er:  

Min yngste søn blev udredt, da han gik i børnehave, og fik diagnosen Aspergers Syndrom. Han var en blid og stille og gammelklog lille fyr, som forsvandt ind i sig selv i gentagne, montone aktiviteter - tegnede samme tegning om og om igen, lærte sig alfabetet forfra OG bagfra, startede hver dag med at klæde sig ud som prinsesse. Han legede med én pige fra sin stue og holdt sig langt væk fra vild, fysisk leg. Og så faldt han i søvn de særeste steder fra det ene øjeblik til det næste.  

Før han gik ud af børnehaven, lærte han sig selv at læse. At tale med ham var ofte som at åbne for et leksikon, hvor han fx opremsede fakta om H.C. Andersen, en af hans særinteresser.  

Vi frygtede hans skolestart. Ville klassekammeraterne synes, han var sær og drille ham? Ville han få venner eller blive en underlig enspænder? Jeg var altid bekymret for min særlige, følsomme dreng.  

I skolen var han så heldig at komme i en klasse med meget videbegærlige elever. De syntes, han var megaklog og sej. Han fik venner, og med tiden blev han mindre og mindre “sær”, lærte sig at tale som de andre og ikke altid remse lange foredrag op med tusind fremmedord. Han havde det rigtigt godt. Og vi glemte hans diagnose med tiden, selvom han fra tid til anden var og er professordistræt - glemmer og mister stadig sine ting, kan ikke overskue at rydde op på sit værelse etc.  

Han bliver student på onsdag. Har nu scoret fire 12-taller i rap til de afsluttende eksamener. Men det er overhovedet ikke det vigtigste! Han er meget politisk engageret, har derigennem en kæmpe flok af venner over hele landet, stillede op til kommunalvalget 18 år gammel og fik næstflest stemmer i sit parti, og tager ofte initiativ til demonstrationer og happenings. Han er også aktiv i LGBT-bevægelsen - han er selv homoseksuel og har en skøn, jævnaldrende kæreste. For nyligt gik vi sammen i optoget til Aarhus Pride, omgivet af hans skønne, modige jævnaldrende venner. Han er ikke en asocial, ensom ung mand, og hans selvværd fik ikke de skrammer, jeg sådan frygtede. Og så er han stadig en blid og god fyr, omsorgsfuld og eminent til at aflæse andre menneskers følelser.  

Studenterhuen er hjemme igen og klar til på onsdag, efter at han glemte den i toget samme dag, han fik den udleveret. Samme dag, han fik 12 i filosofi ved at perspektivere Kierkegaard til Camus, som ikke stod på pensum, men som han selv har fordybet sig i. Helt klassisk ham at være så teoretisk klog og så åndsfraværende “dum” på én gang.  

Om kort tid flytter han hjemmefra, hvilket kan gøre mig både lidt trist og nervøs - vil han kunne strukturere sin hverdag, huske at betale regninger, passe på sine ting? Han flytter som det eneste af vores tre børn langt væk, helt til København,   fra vores lille, østjyske stationsby, så der bliver langt til mors og fars hjælp. Men det er ikke, og har i mange år ikke været, tanken om hans Aspergers, der rumsterer - det er tanken om HAM med de svagheder, han også har, for han ER ikke sin diagnose. Og mon ikke, han lærer at navigere i sit nye liv også?  

Mennesker er først og fremmest mennesker, uanset særpræg, diagnoser og diverse afvigelser, og mange moderlige bekymringer går aldrig i opfyldelse.  

Dejlig fortælling. Tak for den  

Jeg får helt en klump i halsen, over at der kan fyldes så meget moder-kærlighed ind i sådan en lille fin bid tekst 

Jeg kan sandelig godt forstå, at du er stolt af ham, han skal nok gøre en forskel på den ene eller den anden måde. 

Dejligt at høre at det går ham godt. Det ønsker jeg også for min dejlige datter på otte år som fik diagnoserne autisme og ADHD som fem årig 

Jeg bliver så pisse glad om hjertet af at læse dit indlæg. Tillykke til din (helt sikkert super dejlige søn)  Det må være noget helt andet at være syg/handicappet nu om dage og det er rigtigt dejligt at vide. I øvrigt tænker jeg, at man ikke må undervurdere hvor fantastisk en familie din søn har haft  

Stort tillykke med og til din helt igennem fantastiske søn. Som mor til en dreng med Aspergers, læser jeg dit indlæg med største fornøjelse! Vores har lige afsluttet 9 klasse med et langt større gennemsnit end vi troede var muligt, så vi lever også på at alt kan lade sig gøre.

Mor og meget mere skriver:

Nogle tanker til andre forældre, hvis børn ikke er helt som “de andre” - hvordan dét så end er:  

Min yngste søn blev udredt, da han gik i børnehave, og fik diagnosen Aspergers Syndrom. Han var en blid og stille og gammelklog lille fyr, som forsvandt ind i sig selv i gentagne, montone aktiviteter - tegnede samme tegning om og om igen, lærte sig alfabetet forfra OG bagfra, startede hver dag med at klæde sig ud som prinsesse. Han legede med én pige fra sin stue og holdt sig langt væk fra vild, fysisk leg. Og så faldt han i søvn de særeste steder fra det ene øjeblik til det næste.  

Før han gik ud af børnehaven, lærte han sig selv at læse. At tale med ham var ofte som at åbne for et leksikon, hvor han fx opremsede fakta om H.C. Andersen, en af hans særinteresser.  

Vi frygtede hans skolestart. Ville klassekammeraterne synes, han var sær og drille ham? Ville han få venner eller blive en underlig enspænder? Jeg var altid bekymret for min særlige, følsomme dreng.  

I skolen var han så heldig at komme i en klasse med meget videbegærlige elever. De syntes, han var megaklog og sej. Han fik venner, og med tiden blev han mindre og mindre “sær”, lærte sig at tale som de andre og ikke altid remse lange foredrag op med tusind fremmedord. Han havde det rigtigt godt. Og vi glemte hans diagnose med tiden, selvom han fra tid til anden var og er professordistræt - glemmer og mister stadig sine ting, kan ikke overskue at rydde op på sit værelse etc.  

Han bliver student på onsdag. Har nu scoret fire 12-taller i rap til de afsluttende eksamener. Men det er overhovedet ikke det vigtigste! Han er meget politisk engageret, har derigennem en kæmpe flok af venner over hele landet, stillede op til kommunalvalget 18 år gammel og fik næstflest stemmer i sit parti, og tager ofte initiativ til demonstrationer og happenings. Han er også aktiv i LGBT-bevægelsen - han er selv homoseksuel og har en skøn, jævnaldrende kæreste. For nyligt gik vi sammen i optoget til Aarhus Pride, omgivet af hans skønne, modige jævnaldrende venner. Han er ikke en asocial, ensom ung mand, og hans selvværd fik ikke de skrammer, jeg sådan frygtede. Og så er han stadig en blid og god fyr, omsorgsfuld og eminent til at aflæse andre menneskers følelser.  

Studenterhuen er hjemme igen og klar til på onsdag, efter at han glemte den i toget samme dag, han fik den udleveret. Samme dag, han fik 12 i filosofi ved at perspektivere Kierkegaard til Camus, som ikke stod på pensum, men som han selv har fordybet sig i. Helt klassisk ham at være så teoretisk klog og så åndsfraværende “dum” på én gang.  

Om kort tid flytter han hjemmefra, hvilket kan gøre mig både lidt trist og nervøs - vil han kunne strukturere sin hverdag, huske at betale regninger, passe på sine ting? Han flytter som det eneste af vores tre børn langt væk, helt til København,   fra vores lille, østjyske stationsby, så der bliver langt til mors og fars hjælp. Men det er ikke, og har i mange år ikke været, tanken om hans Aspergers, der rumsterer - det er tanken om HAM med de svagheder, han også har, for han ER ikke sin diagnose. Og mon ikke, han lærer at navigere i sit nye liv også?  

Mennesker er først og fremmest mennesker, uanset særpræg, diagnoser og diverse afvigelser, og mange moderlige bekymringer går aldrig i opfyldelse.  

Det lyder som en rigtig dejlig dreng du har. Men kan selvfølgelig godt forstå dine bekymringer.

Min bonussøn har "kun" ADHD, men har klaret at flytte hjemmefra og bo i egen lejlighed og er i gang med en erhvervsuddannelse.

Du har så evig ret. Man ER ikke sin diagnose. '

Og du har så meget grund til at være stolt af din søn.