Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er ulykkelig i mit forhold, og jeg er kun i det for vores fælles barns skyld. Det er bare som om mine følelser overhovedet ikke er genkendt hos min mand, som synes det går fint - til trods for vi ikke har haft sex i snart 2 år.
Der er rigtig mange ting, som er skyld i vores forhold er dårligt, og vil gerne prøve at dele nogle af dem her, for at høre om jeg er helt urimelig.
Jeg synes min kæreste taler meget grimt til mig, men han benægter det selv og kan ikke se, at han taler grimt eller surt. Det er mere tonen end ordene, som er hårde. Hvis jeg spørger om der er handlet til aftensmad får jeg er “ja, selvfølgelig!” Ment på den måde, at det er et dumt spørgsmål (til trods for der tit ikke er handlet til aftensmad selvom han har haft fri (hvilket er helt fint - jeg vil bare vide det). En anden ting er, at blive kritiseret for alt. “Hvorfor gør du det? Hvorfor har du ikke gjort sådan? Hvorfor tager det så lang tid? Det ville nok være bedre hvis du gjorde sådan?” Jeg får også gerne: “hvor har DU lagt xxx? Hvorfor har DU ikke lagt det på sin plads?” (Her er det 9/10 gange ham selv, der har lagt det et sted).
Derudover mener han, at det er mit ansvar, ar han taler pænere til mig, fordi han ikke selv kan se det. Derfor har vi aftalt, at jeg skulle sige det til ham, når han talte grimt, hvilket ikke har været en succes. Han er blevet pissesur når jeg har nævnt det, og jeg har efterhånden prøvet alle måder. Så nu er jeg stoppet. Prøvede at tage snakken i aftes med ham, men han sagde bare, at ansvaret var på mig, og jeg havde jo ikke gjort som vi havde aftalt.
Derudover bliver det fx også mit ansvar hvis han er sulten. “Jeg er sulten. Hvorfor har DU ikke købt noget til mig?” Kl 16: “Hvornår er der aftensmad? HVORFOR skal vi først spise kl 18??” (Fordi det gør vi hver evig eneste dag, og så er det bare et problem fordi han er sulten). Ham kan tage på arbejde i 8-12 timer uden at spise, fordi han ikke prioriterer at tage madpakke med, hvorefter han så kommer hjem og er pissesur fordi han jo selvfølgelig er sulten, og så er der ikke lige det, der kan stille hans (lækker)sult. Når jeg foreslår han kan tage madpakke med, får jeg at vide, at det skal jeg sørge for så. Synes ikke det kan passe, at en 30-årig mand ikke selv kan styre hvornår han skal spise og er sulten.
I forhold til sexdelen, så skal jeg gerne indrømme, at der er det nok mest mig, der har skylden. Jeg har fået et meget anstrengt forhold til min krop, og jeg kan faktisk ikke klaret at blive rørt. Jeg arbejder på det, for jeg ved vores forhold ville have gavn af noget intimitet. Derudover er jeg meget bange for at jeg ikke Ann klare at blive rørt af ham, fordi jeg ganske enkelt ikke kan tage ham mere. Jeg føler alle følelser er forsvundet, og jeg vil så gerne have dem tilbage - jeg ved bare ikke hvordan.
Hvis vi havde det mindste råd til det, var vi taget i parterapi, for jeg tror det vil hjælpe en hel del, da vores kommunikation kører helt forbi hinanden. Jeg har mange gange lagt op til, at jeg synes ikke, at vores forhold kører særlig godt. Jeg får ofte at vide at det er noget fis og jeg skal tage mig sammen. Det er meget svært at have en konstruktiv samtale om. Jeg tænker næsten dagligt på skilsmisse, og jeg kæmper for ikke at nævne det, når vi diskuterer vores forhold. Jeg kan snart ikke se andre udveje, men jeg vil heller ikke gøre det, fordi vores barn skal ikke være skilsmissebarn.
Jeg er ikke helt sikker på hvad jeg vil med alt det her, og jeg er i tvivl om det overhovedet gav mening. Det var nok bare alle mine tanker i en stor pærevælling her kl 1 om natten.
