Bedt om skilsmisse

I går aftes meddelte jeg min mand, at jeg ikke længere kunne se formålet med, at vi var sammen, og at vi skulle drøfte muligheden for skilsmisse.

Vores forhold har kørt dårligt længe, og vi kysser, krammer og rør ikke længere ved hinanden. Denne del har han aldrig lagt op til, og da jeg stoppede med at tage initiativet ophørte det. 

Vi taler ikke sammen mere ud over praktisk koordinering, og hvad vi hver især har oplevet på arbejde.

Jeg har før foreslået parterapi, men det afviser han blankt. 

Da jeg i går nævnte skilsmisse, blev han vred, og udbrød "hvad fanden er det for noget at sige". Han vil ikke høre på, hvad jeg siger og føler. 

Hvad skal jeg gøre herfra? Inderst inde ønsker jeg jo ikke skilsmisse, men jeg kan ikke se, hvordan vi kommer igennem det her, når vi ikke kan tale om problemerne sammen eller med en terapeut. Vi har fælles børn.

Du holder fast. Du skal ikke true ham uden at mene det, så du ansøger om skilsmisse og skriver at I er uenige om bopæl og samvær. Så køre det der fra. Så beslutter de tingene. 

Så enten bekender du at du truer ham uden at ville gennemføre det eller også tager du konsekvensen af jeres forhold og kommer videre. 

DU fortæller ham klart og tydeligt at så længe han ikke vil tale om problemerne og arbejde på bedring - så ser du ikke at der er mere at komme efter i jeres forhold. Du er ikke lykkelig.. - det går jeg lidt udfra du allerede har sagt til ham. Men hvis ikke, så er det det du siger. 

Og hvis han stadig synes det hele er åndssvagt, jamen så har han jo meget fint bevist at dit valg er det rette. Og så går du ind og søger om skilsmisse ligesom ovenstående siger. 

Kram. Det lyder til det godt kan blive et strengt forløb. Har selv været den der tog beslutningen, og det er ikke nemt når der ikke er enighed.  

Anonym skriver:

I går aftes meddelte jeg min mand, at jeg ikke længere kunne se formålet med, at vi var sammen, og at vi skulle drøfte muligheden for skilsmisse.

Vores forhold har kørt dårligt længe, og vi kysser, krammer og rør ikke længere ved hinanden. Denne del har han aldrig lagt op til, og da jeg stoppede med at tage initiativet ophørte det. 

Vi taler ikke sammen mere ud over praktisk koordinering, og hvad vi hver især har oplevet på arbejde.

Jeg har før foreslået parterapi, men det afviser han blankt. 

Da jeg i går nævnte skilsmisse, blev han vred, og udbrød "hvad fanden er det for noget at sige". Han vil ikke høre på, hvad jeg siger og føler. 

Hvad skal jeg gøre herfra? Inderst inde ønsker jeg jo ikke skilsmisse, men jeg kan ikke se, hvordan vi kommer igennem det her, når vi ikke kan tale om problemerne sammen eller med en terapeut. Vi har fælles børn.

Når man ikke vil tale om sit parforhold, gør man sin partner til eneansvarlig for forholdet. Det er ikke acceptabelt.

Enten må han komme ind i kampen for jeres parforhold. Eller også må du forlade din enlige kamp og ham.

Anonym skriver:

Du holder fast. Du skal ikke true ham uden at mene det, så du ansøger om skilsmisse og skriver at I er uenige om bopæl og samvær. Så køre det der fra. Så beslutter de tingene. 

Så enten bekender du at du truer ham uden at ville gennemføre det eller også tager du konsekvensen af jeres forhold og kommer videre. 

 

 

Jeg har været sammen med min mand i mere end 15 år og har aldrig før nævnt ordet skilsmisse. Og jeg er som sådan også parat til at gennemføre det, men det gør ondt, når jeg ikke føler, at der er kæmpet nok. Som nævnt ønsker jeg som sådan ikke en skilsmisse. Kunne jeg vælge, ville jeg hellere have et godt ægteskab. Derfor håbede jeg nok bare, at der sad nogen med en vinkel, som jeg ikke havde set, inden jeg tog skridtet. 

Jeg skal ikke afvise, at jeg pt er lidt sårbar, men jeg blev faktisk ked af dit indlæg, da jeg følte mig fremstillet som en der bare "truer" sin kæreste. 

Anonym skriver:

Jeg har været sammen med min mand i mere end 15 år og har aldrig før nævnt ordet skilsmisse. Og jeg er som sådan også parat til at gennemføre det, men det gør ondt, når jeg ikke føler, at der er kæmpet nok. Som nævnt ønsker jeg som sådan ikke en skilsmisse. Kunne jeg vælge, ville jeg hellere have et godt ægteskab. Derfor håbede jeg nok bare, at der sad nogen med en vinkel, som jeg ikke havde set, inden jeg tog skridtet. 

Jeg skal ikke afvise, at jeg pt er lidt sårbar, men jeg blev faktisk ked af dit indlæg, da jeg følte mig fremstillet som en der bare "truer" sin kæreste. 

Men søde du.. HAN vil jo ikke kæmpe for dig.. du kan ikke redde jeres forhold uden hans indsats. DU har gjort alt, ved at italesætte og foreslå muligheder. Men han har afvist..

 Hvem ved. Måske får han øjnene op når han ser, at du faktisk mener det og begynder at savne dig i hans hverdag. Men lige nu.. der vil han vidst mest have at du bliver fordi det er mest praktisk. Jeres kærlighedsliv er jo åbenbart ikke vigtigt nok til at gide gøre noget ved ❤️❤️��

Først det en skide hård situation at stå i .. Jeg var i den for 4 år siden så kan godt forstå det svært .. hvis han ikke vil lytte eller er villig til og snakke om problemerne så ja er skilsmisse den rigtige vej at gå

.. men inden da : prøv en gang til og sig du føler der er mere at kæmpe for men at i begge skal være ærlige omkring hinandens følser og mangel på samme evt . hvis han virkelig ønsker forholdet så giv ham et par dage så vil han helt sikkert snakke når han forstår det alvor .. Min mand gjorde dog det modsatte og vi blev skilt desværre . 

Nu ved jeg ikke om det er en mulighed for Jer, men måske kunne det sætte tingene i perspektiv for ham, hvis du og ungerne tog 1-2 ugers ferie uden ham?

Jeg synes også, du er nødt til at holde fast i, at han SKAL acceptere at få hjælp udefra til at arbejde med forholdet, hvis du skal blive. Hvis han ikke vil gøre noget for at bevare forholdet, så kæmper du en forgæves kamp. 

Håber du stadig læser med.

Det lyder som om du et eller andet sted gerne vil redde dit ægteskab, og at du truer med skilsmisse, fordi du er desperat . Det er selvfølgelig ikke det mest konstruktive, men jeg kan sagtens forstå, at man kan komme derud, hvor man ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Især hvis man føler, at den anden ikke tager det, man siger seriøst.

Hvis jeg var dig, ville jeg finde en god parterapeut og booke en tid, og så sige til din mand, at hvis han ønsker at redde jeres ægteskab, så møder han op der og giver det en chance, hvis ikke for andet, så for din skyld. Jeg ved godt, at din mand før har afvist parterapi, men måske er det fordi han ikke rigtig ved, hvad det går ud på eller har fordomme om det.