Jeg er gift på 14. år og har 4 børn. Jeg er i det generelle billede tilfreds med mit liv men nogle gange indser jeg, hvad det er jeg "går glip af" ved at være så sat som jeg er.
Feks i weekenden var jeg i byen med en veninde. Jeg kan slet ikke huske sidst hvornår jeg var det. Flere år. Jeg faldt i snak med en fyr. Og efter et stykke tid, gik vi hver til sit. Så der skete intet. Senere så vi hinanden igen, smilede til hinanden og så var det sådan set det.
Nu spøger det i min hjerne.
Det der med, at man skal lære en ny at kende. Lære hinandens vaner og opdage noget nyt om hinanden. Jeg er godt klar over, at det selvfølgelig har sine ulemper.
Det sker jo ikke mere her. Vi kender hinanden ud og ind. Jeg ved hvad der sker hos ham, før han oftest selv ved det. Og det samme omvendt. Det er ikke fordi vi ikke gør noget for os selv som kærester. Men det der med, at gå i seng sammen første gang. Det første kys mm.
Det er der jo ikke mere. Nu er det en dans som er indøvet. Vi ved hvad hinanden godt kan lide og "spændingen" er der ikke mere.
Jeg ved ikke hvad jeg ville med det her indlæg. Jeg ville nok bare fortælle sådan ud i rummet, hvilke ting der rører sig inde i mig. Jeg agerer ikke på det. Jeg kan bare mærke, at jeg føler mig fanget i det her. Om det er nok.. er det det? Er det nok, at føle sig elsket i dagligdagen og vide at der er en der som vil gå igennem ild og vand for en og har gjort det. Som griber mig når jeg falder. Eller hvad fanden gør man? Man kan jo ikke kysse en for første gang hver dag eller knalde med en ny hver dag. 
Anmeld
Citér
