Foretrækker vist at være alene...

Min mand og jeg har sammen en lille datter. Han har på det sidste fået mere og mere arbejde og kommer hjem mellem 17 og 18 de fleste dage, når han da ikke lige er ude at rejse på arbejdet og er væk i en uge af gangen. Jeg er hjemmegående med vores datter.

I starten ærgrede og irriterede det mig, da jeg så stod med rengøring, tøjvask, indkøb, aftensmad og hele molevitten selv, men på det sidste er jeg faktisk begyndt at foretrække det på den måde og de dage, hvor han slet ikke kommer hjem er begyndt at være de bedste. (Ja, jeg er hjemmegående, vil folk så indvende, så jeg bør jo gøre alt det - men når jeg arbejder, gør jeg stadig det hele. Han gør kun lige akkurat det, han har fået besked på og ikke én eneste ting mere! Han er doven og ubetænksom på det punkt)

Når han kommer hjem, så føles det nærmest som om, der pludselig er to børn i huset. Han farer rundt og leger så vildt, at barnet knap nok når at få et lille pusterum. Hun griner og elsker sin far, men det er som om (og det har det været fra starten) det eneste han vil, er at få hende til at grine. Han kilder og flyver og angriber og fanger. Det er alt for meget og han gør hende nogle gange så vild, at når vi skal spise er hun stadig så meget oppe i legegear, at al maden bare flyver på gulvet og der intet bliver spist. Hvorefter jeg så skal amme hele natten. Han arbejder, så han er jo "fredet" hele natten...
Jeg ved godt, at fædre gerne leger vildt, mens mødre står og ryster på hovedet og siger "Pas nu på". Sådan er det vist tit. Men hvorfor fanden har de fædre så travlt med at kyle rundt med deres afkom? Jeg bliver sindssyg. Ser bare datterens hektiske røde kinder, hvordan hun begynder at svede, hvordan hun bare kaster sig rundt og ja... jeg føler, at jeg har to børn. Og det er simpelthen klamt at føle, at man er mor til sin mand.

Jeg er også selv kedelig og står der og siger "dæmp jer nu lidt", "lad nu være med at råbe så højt" og så videre. Så står jeg der ved kødgryderne, mens "børnene" leger. Han har jo ikke set sit barn hele dagen, så derfor er det altid mig, der laver mad. Og det er også fordi, han har savnet hende og det er den eneste måde, åbenbart, at han kan vise det på.

Jeg føler bare, at det er bedst, når vi er alene. Og det har fået mig til at tænke den frygtelige tanke, at det måske var bedst, om jeg bare var alene hele tiden. De dage, hvor han slet ikke kommer hjem, er altid de bedste. Og når han så er hjemme en hel dag, så skændes vi tit meget, fordi vi jo slet ikke ses til dagligt og så er der på en eller anden måde en masse vrede og spændinger og bebrejdelser.
Omvendt elsker min datter sin far og bliver lykkelig, når han kommer hjem. Hun elsker også deres lege og jeg ved jo godt, at børn også skal have sig deres flyve- og kildeture, især da hun ingen søskende har at slås med.
Ville dog ønske, at jeg ikke følte, at jeg stod med to børn... men at manden faktisk var en mand og ikke en legekammerat for vores datter...
Og jeg ikke altid stod der som den sure mor med vasketøj og aftensmad og oprydning...

Når jeg snakker med ham om det (på en pæn måde) og siger, hvordan jeg har det, så siger han bare (stolt) at sådan er han. Det må jeg bare finde mig i.

Hvad ville jeg med dette? Jeg ved det ikke... ville nok bare ud med det. Og måske have et lille råd fra andre, der har prøvet det samme.

Jeg kan til en vis grad godt forstå dig. Min mand arbejder også meget, og kommer først hjem kl 18 hver dag. Her er det også mig der gør det meste, jeg er på barsel. 

Jeg er heller ikke altid enig med min mand i den måde han agere med vores datter. Men vi får nogle gode snakke omkring Hvornår han gør sådan og synes sådan og hvorfor jeg gør noget andet. Tror bare som du selv er inde på at der er forskel på mænd og kvinder og deres leg 

MEN jeg synes faktisk ikke helt at du kan være bekendt at være sur over at det er dig som skal holde hjemmet. Du går jo hjemme, også mener jeg at det er naturligt at det er dig som gør rent, vasker tøj osv. Han forsørger jo faktisk jer alle 3, og det lyder til at han arbejder rigtig meget. Jeg ville selv blive lidt indebrændt hvis min mand gik hjemme og jeg knoklede for at tjene til at forsørge hele familien, og jeg kom hjem og skulle støvsuge og lave mad.. 

Dine følelser med at det er nemmere at være alene kender jeg også godt. For mig bunder det i, at når min mand er hjemme fx hele weekenden så er min datter og min rutine ikke helt som den plejer at være. Og det kan irritere mig grænseløst. Men samtidig elsker jeg min mand og jeg kan se at min datter elsker at han er hjemme og bruger tid sammen med hende. Og jeg elsker også at bruge tid sammen med ham. Jeg synes du skal mærke efter, sådan helt inderst inde, elsker du ham? Hvis svaret er Ja! Så synes jeg i skal få snakket ordentligt sammen, evt en par terapeut der kan hjælpe jer med at tale sammen om de svære ting?

Anonym skriver:

Jeg kan til en vis grad godt forstå dig. Min mand arbejder også meget, og kommer først hjem kl 18 hver dag. Her er det også mig der gør det meste, jeg er på barsel. 

Jeg er heller ikke altid enig med min mand i den måde han agere med vores datter. Men vi får nogle gode snakke omkring Hvornår han gør sådan og synes sådan og hvorfor jeg gør noget andet. Tror bare som du selv er inde på at der er forskel på mænd og kvinder og deres leg 

MEN jeg synes faktisk ikke helt at du kan være bekendt at være sur over at det er dig som skal holde hjemmet. Du går jo hjemme, også mener jeg at det er naturligt at det er dig som gør rent, vasker tøj osv. Han forsørger jo faktisk jer alle 3, og det lyder til at han arbejder rigtig meget. Jeg ville selv blive lidt indebrændt hvis min mand gik hjemme og jeg knoklede for at tjene til at forsørge hele familien, og jeg kom hjem og skulle støvsuge og lave mad.. 

Dine følelser med at det er nemmere at være alene kender jeg også godt. For mig bunder det i, at når min mand er hjemme fx hele weekenden så er min datter og min rutine ikke helt som den plejer at være. Og det kan irritere mig grænseløst. Men samtidig elsker jeg min mand og jeg kan se at min datter elsker at han er hjemme og bruger tid sammen med hende. Og jeg elsker også at bruge tid sammen med ham. Jeg synes du skal mærke efter, sådan helt inderst inde, elsker du ham? Hvis svaret er Ja! Så synes jeg i skal få snakket ordentligt sammen, evt en par terapeut der kan hjælpe jer med at tale sammen om de svære ting?

Men hun skriver jo netop at hun også skal lave det hele når hun har arbejde. Det lyder til at han er ret doven på hjemmefronten, men til gengæld synes der er dejligt at arbejde. Så han påtager sig bare tilpas meget arbejde til at han kan gemme sig bag det når han er hjemme.

Jeg synes det er rimeligt at TS laver det meste når hun er hjemmegående, men man kan sgu da ikke bare slippe tøjlerne fuldstændig i hjemmet bare fordi man arbejder meget. Så skal man få styr på sine prioriteter.

Til TS: Nej, det er ikke alle fædre der SKAL lege vildt. Jeg tror problemet er at han omgås sit barn så lidt at han ikke har fantasi til andet. Jeg synes du skal foretage dig ting en gang imellem som kræver at han har barnet alene. 

Som skrevet, så synes jeg, at det er helt fair, at jeg laver husarbejdet, når jeg er hjemmegående. Men jeg lavede også ALT, da jeg var på barsel og barnet var 1 måned og klæbede til mig, mens han arbejdede nonstop.
Jeg gruer for, når jeg skal tilbage på arbejde og stadig skal holde alt det huslige - for jeg ved jo, at jeg kommer til det. Jeg kan godt bede ham om det, men skal sige det SÅ mange gange, inden han gør det, så jeg føler mig virkelig som en led kælling, der står der og siger "hent så det tørre vasketøj".
Det virker så småligt at lave lister over, hvem der gør hvad, men måske er det sådan noget, der skal til.

Om jeg elsker ham? Jeg ved det ærlig talt ikke længere. Jeg tvivler tit. Føler ikke den store kærlighed og selvom jeg egentlig altid går og glæder mig lidt til, at han kommer hjem, så har han nærmest kun været indenfor døren i 5 sekunder, før jeg er irriteret på ham.

At han netop ikke har fantasi til andet, end at kaste rundt og kilde, er faktisk en rigtig god pointe og han har selv flere gange sagt, at han ikke fatter, at jeg kan få en hel dag til at gå...

Jeg ville også ønske, at han lavede noget mere selv med vores datter, især fordi hun faktisk er ved at være så stor, at hun sagtens kan undvære mig. Men det gør han ikke! Højst ud at købe ind... fordi jeg siger det... Han kan godt have hende alene en hel dag, hvis jeg skal noget og det går faktisk godt.

Hvad er det du faktisk godt kunne tænke dig han gjorde? 

Der er en masse "han hjælper ikke til" og "han leger "forkert"" men samtidig er du ok med at du laver alt når du er hjemmegående. 

Jeg tænker, han har set din barsel og dit nu hjemmegående liv, som havende de samme muligheder for at ordne hus og hjem. Det er naturligvis slet ikke det samme! Men han skulle  ikke være den første mand til at sidestille de to ting. 

Hvis du er bange for hvordan jeres hverdag kommer til at se ud når du skal i arbejde igen, sp synes jeg du skal tage en alvorlig forventningsafstemning med ham, hvor du gør det klart at du lige nu gruer for at han er blevet doven af at have en hjemmegående kone, men han skal vide at du nægter at være ene om det huslige når du også har job at passe. Og så skal du self stå ved det, når tid er! 

Ang leg.. jeg har svært ved at se hvorfor han skulle lege anderledes end hvad han kan? Det er lidt som at bede mig om at lege med actionfigurer med min søn. Det er bare ikke min ting. Far er mega god til det! Men jeg er bedre til at læse en bog, lave opgavebøger med ham, eller få lavet noget praktisk sammen med ham. Fx køre ud efter badebassin og få det sat op og fyldt og den slags. Vi er alle sammen med vores børn på forskellig vis. Du synes det passer dårligt fordi det er om aftenen og det forstår jeg. Men han er der jo ikke på andre tidspunkter. Hvad med at lave et kompromis og sige "10 min før mad, skal i lige køle af så hun kan spise" og så forelå hvad de kan lave, om det skal være en bog eller 10 min tv. Et eller andet. 

Mor11: Tak for dit meget konkrete svar. Det har givet mig stof til eftertanke.

Jeg kan godt se, at vi alle leger forskelligt og jeg prøver også at lade være med at blande mig, når de leger. Nogle gange overskrider han bare hendes grænser, kan jeg se, og hun prøver reelt at slippe væk og slår f.eks., men han fortsætter med at lege vildt/kilde/jagte. Og når hun så slår, gør han det til en del af legen. Det synes jeg er meget forkert, da jeg jo prøver at lære, at man ikke slår - nogensinde. Men hun bliver nødt til at slå, for det er det eneste sprog, hun har.
Der griber jeg ind, fordi jeg ikke kan lide at se på det...
Han kan faktisk være rigtig god til at lege, men jeg tror desværre også, at det er svært for ham at lege med et så lille barn. Hans leg bærer meget præg af hans gamle job i en børnehave og SFO med store børn.

Jeg håber bare virkelig, at det bliver anderledes, når hun starter i vuggestue og ikke ligefrem har brug for at blive kastet rundt og kildet efter sådan en dag...

Men det er nok vigtigt, at jeg får lavet mig en forventningsafstemning med først mig selv og så ham. Og derefter må jeg jo så se, om det er en situation, jeg kan holde ud.

Anonym skriver:

 

Som skrevet, så synes jeg, at det er helt fair, at jeg laver husarbejdet, når jeg er hjemmegående. Men jeg lavede også ALT, da jeg var på barsel og barnet var 1 måned og klæbede til mig, mens han arbejdede nonstop.
Jeg gruer for, når jeg skal tilbage på arbejde og stadig skal holde alt det huslige - for jeg ved jo, at jeg kommer til det. Jeg kan godt bede ham om det, men skal sige det SÅ mange gange, inden han gør det, så jeg føler mig virkelig som en led kælling, der står der og siger "hent så det tørre vasketøj".
Det virker så småligt at lave lister over, hvem der gør hvad, men måske er det sådan noget, der skal til.

Om jeg elsker ham? Jeg ved det ærlig talt ikke længere. Jeg tvivler tit. Føler ikke den store kærlighed og selvom jeg egentlig altid går og glæder mig lidt til, at han kommer hjem, så har han nærmest kun været indenfor døren i 5 sekunder, før jeg er irriteret på ham.

At han netop ikke har fantasi til andet, end at kaste rundt og kilde, er faktisk en rigtig god pointe og han har selv flere gange sagt, at han ikke fatter, at jeg kan få en hel dag til at gå...

Jeg ville også ønske, at han lavede noget mere selv med vores datter, især fordi hun faktisk er ved at være så stor, at hun sagtens kan undvære mig. Men det gør han ikke! Højst ud at købe ind... fordi jeg siger det... Han kan godt have hende alene en hel dag, hvis jeg skal noget og det går faktisk godt.

Han han hjulpet meget til før I fik jeres datter? 

Nej, han har aldrig hjulpet særlig meget.

Anonym skriver:

Nej, han har aldrig hjulpet særlig meget.

Nu springer jeg lige ind - håber at det er okay

Men havde du forventet at det med hjælpen ville ændre sig, fordi I har fået et barn?

Jeg undre mig gang på gang over de kvinder der klager over deres mænd - for noget de ALTID har gjort eller noget de ALDRIG har gjort i deres forhold. Hvorfor tro at tingene ændre sig, fordi man bringer et barn ind i ligningen.