Feriefravær for skolelærer

FruStolpe skriver:

Du skal selvfølgelig gøre hvad du og din mand beslutter. 

Hvad angår fravær fra skolen, ja så ville jeg dæleme synes det var træls med en lærer med så enormt meget fravær. 

Og det ville jeg også selv studse over. Det må blive et kompromis, så jeg kan stå inde for det selv. 

Jeg ville helt klart i dit tilfælde, prioritere ferien med manden, da du risiker aldrig at ku komme afsted igen. 

Jeg har arbejdet på plejehjem, hvor vi havde 2 kvinder i midt 40'en som allerede der, var så dårlige pga mms, at de sku ha hjælp til alt! 

Sæt altid familen først! Vh Stine 

Rejs for søren! Jeg forstår såmænd godt dine betænkeligheder, men rejs!! Du vil ikke se tilbage på et liv, hvor du satte arbejde højere end familietid, rejser osv - eller, det vil jeg i hvert fald ikke selv, til trods for at jeg elsker mit arbejde.

Jeg ved præcist hvordan du har det, og kampen mellem hensynet til arbejdet og sygdommen. Jeg arbejder selv stadig fuld tid, her knap 12 år efter min MS diagnose, og det regner jeg med at blive ved med..

Mit spørgsmål er, hvis du nu vidste, at du indenfor de næste 12 måneder blev ramt af det attak, der bare ikke gik over igen, og som efterlod dig i en kørestol eller ramte så hårdt kognitivt, at du ikke kunne fortsætte som klasselærer, hvilken løsning ville du så vælge?

Hvad er vigtigt for dig, helt inderst inde?

Skouboe skriver:

Jeg ved præcist hvordan du har det, og kampen mellem hensynet til arbejdet og sygdommen. Jeg arbejder selv stadig fuld tid, her knap 12 år efter min MS diagnose, og det regner jeg med at blive ved med..

Mit spørgsmål er, hvis du nu vidste, at du indenfor de næste 12 måneder blev ramt af det attak, der bare ikke gik over igen, og som efterlod dig i en kørestol eller ramte så hårdt kognitivt, at du ikke kunne fortsætte som klasselærer, hvilken løsning ville du så vælge?

Hvad er vigtigt for dig, helt inderst inde?

Jeg ville også tage denne indgangsvinkel. Du har en sygdom, der kan gøre både dit arbejde og det at rejse noget mere besværligt, så jeg ville som Skouboe tage beslutningen ud fra, hvad du ville fortryde mest om et år, hvis du endte i kørestol: den manglende rejse eller den manglende tid med klassen?

Personligt er jeg ikke i tvivl om, at jeg havde valgt rejsen, men det betyder også utroligt meget for mig at komme ud og opleve Verden (faktisk er vi selv i gang med at planlægge 14 dage til USA).

Som forælder ville jeg som andre i tråden, da også være ked af at have en lærer, der var meget væk, hvis det betød mange vikartimer, da min datter tager sin tid med at lukke nye mennesker ind. Hun skal så også først til at starte i 0. klasse, så det kan heldigvis blive bedre med alderen. Jeg har så også set den anden side af dit dilemma, da min mormor havde sclerose, og har siddet i kørestol og have brugt for en del af hjælp i al den tid, jeg kan huske, så jeg tænker, at man altid skal prioritere at nå det i livet, man gerne vil.

Mor og meget mere skriver:

Jeg er klasselærer for en 7. klasse, som jeg har til dansk og engelsk. Desuden er jeg medlem af kredsstyrelsen i Lærerforeningen og derfor frikøbt til dette arbejde ca. 1/4 af arbejdstiden. Jeg er i praksis væk fra skolen hver tirsdag. Ud over det kommer nogle kurser, kongres m.v. i skoleårets løb, hvor eleverne har vikar. Nok omtrent ti dage i alt.  

Ved en fejl har jeg ikke fået udbetalt 6. ferieuge for dette skoleår, som jeg plejer - vi kan vælge mellem udbetaling og at afholde den. Det kan rettes endnu, så jeg får pengene, men jeg er kommet i tvivl om, hvad jeg vil. Hvis jeg ikke ændrer det, kan jeg afholde 2 x 6. ferieuge næste skoleår, og derudover har jeg næsten en uges afspadsering til gode. Altså tre uger i alt. Vi har en god økonomi og mangler ikke de ca. 6000 kroner, jeg ville få udbetalt.  

Jeg har aldrig holdt ferie uden for skoleferierne, og det er meget fristende for min mand og mig at tage til USA på ferie i et par uger til efteråret samt måske en tur til Rom i foråret. Det er jo min ret at gøre det, men alligevel er jeg i tvivl, om jeg kan være det bekendt over for min kommende 8. klasse, som jo i forvejen må undvære mig og have vikar - af svingende kvalitet - en del dage. Jeg er ærligt talt også lidt bekymret over, hvad forældrene vil tænke/sige. Min klasse er dejlig, men lidt “vild” og har det bedst med faste lærere, der kender dem - og de er ikke vilde med vikarer!  

Ydermere har jeg sclerose, og på den konto har jeg cirka ti sygedage om året, nogle år færre, nogle år lidt flere. Ellers er jeg aldrig syg, men sæt, jeg nu fik influenza en uge - så rammer jeg hurtigt 30+ fraværsdage.  

Samvittighed og rettigheder kolliderer lidt her - hvad skal jeg lytte til?  

Helt ærligt ville jeg vælge ferien - og jeg er selv lærer. Du uddyber længere nede, at fraværet i klassen faktisk ikke er så højt. Du har ret til denne ferie. Du har en sygdom, der på et hvilket som helst tidspunkt kan gøre ting meget besværlige. Og ikke mindst vil din klasse være en 8. klasse næste år. Havde det været en afgangsklasse, havde jeg nok været mere forbeholdende, da de skulle til eksamen. 

Skouboe skriver:

Jeg ved præcist hvordan du har det, og kampen mellem hensynet til arbejdet og sygdommen. Jeg arbejder selv stadig fuld tid, her knap 12 år efter min MS diagnose, og det regner jeg med at blive ved med..

Mit spørgsmål er, hvis du nu vidste, at du indenfor de næste 12 måneder blev ramt af det attak, der bare ikke gik over igen, og som efterlod dig i en kørestol eller ramte så hårdt kognitivt, at du ikke kunne fortsætte som klasselærer, hvilken løsning ville du så vælge?

Hvad er vigtigt for dig, helt inderst inde?

Til det sidste kan jeg jo kun svare, at det selvfølgelig er min mand og en stor oplevelse med ham, der er vigtigst. Jeg tror bare, jeg har vænnet mig så meget til situationen i forhold til sclerosen, at jeg efterhånden ikke har øje for, at det kan blive alvorligt en dag. Jeg har jo brugt oceaner af tid, kræfter og tanker på skrækscenarier, og da katastrofen indtil videre ikke er indtruffet alligevel, oplever jeg det, som om worst case er aflyst, og mit liv vil fortsætte som nu. 

For to år siden var vi hele familien afsted på “den store tur” til USA - den, jeg havde drømt om i årevis. Det var netop med tanken om, at dét skulle vi nå, før jeg ikke kunne. Sådan har der været mange “dét skal jeg nå, mens jeg kan”-oplevelser, og på et tidspunkt er jeg holdt op med at leve og tænke sådan. Nu kan vi tage til USA igen, og så igen om nogle år - min bror og svigerinde bor i Los Angeles, så vi har en særlig grund til at rejse netop til USA flere gange - og jeg skænker det ikke en tanke, at det kan blive sidste gang, før jeg aner. 

Og så ER mit arbejde meget vigtigt for mig, nok også FOR vigtigt, og det er dét, jeg “har” at bruge mit liv på, nu hvor mine børn snart er fløjet fra reden alle tre. Selvfølgelig er min mand også vigtig, men der skal jo være andet end ham til at fylde i mit liv. 

Jeg ved ikke, om jeg bevægede mig ud af en tangent nu - pointen var, at når sygdommen er blevet hverdag, så glemmer jeg Carpe Diem og “hvad nu hvis ...”. Det er nok værd at huske på engang imellem - så selvfølgelig skal vi på den tur til USA. 

Ud og rejs. Synes med din uddybning af fravær, er det meste “arbejdsfravær” og det du har pga sygdommen, er ikke værre end det sygdom andre bliver ramt af (hvis man tæller dage). 

Du har en sygdom som kan blive aggressiv. Så nyd dit liv og rejs som du har ret til. Som andre skriver: ingen takker dig senere. Og børnene vil få oceaner af nye lærer/vikarer igennem deres liv, selv hvis du var der hver dag året rundt. Så det blot når du har vinket farvel til dem. Synes de har en alder, hvor de godt kan klare det  Ville synes det var værre hvis det var en vuggestue eller børnehave. 

Mor og meget mere skriver:

Til det sidste kan jeg jo kun svare, at det selvfølgelig er min mand og en stor oplevelse med ham, der er vigtigst. Jeg tror bare, jeg har vænnet mig så meget til situationen i forhold til sclerosen, at jeg efterhånden ikke har øje for, at det kan blive alvorligt en dag. Jeg har jo brugt oceaner af tid, kræfter og tanker på skrækscenarier, og da katastrofen indtil videre ikke er indtruffet alligevel, oplever jeg det, som om worst case er aflyst, og mit liv vil fortsætte som nu. 

For to år siden var vi hele familien afsted på “den store tur” til USA - den, jeg havde drømt om i årevis. Det var netop med tanken om, at dét skulle vi nå, før jeg ikke kunne. Sådan har der været mange “dét skal jeg nå, mens jeg kan”-oplevelser, og på et tidspunkt er jeg holdt op med at leve og tænke sådan. Nu kan vi tage til USA igen, og så igen om nogle år - min bror og svigerinde bor i Los Angeles, så vi har en særlig grund til at rejse netop til USA flere gange - og jeg skænker det ikke en tanke, at det kan blive sidste gang, før jeg aner. 

Og så ER mit arbejde meget vigtigt for mig, nok også FOR vigtigt, og det er dét, jeg “har” at bruge mit liv på, nu hvor mine børn snart er fløjet fra reden alle tre. Selvfølgelig er min mand også vigtig, men der skal jo være andet end ham til at fylde i mit liv. 

Jeg ved ikke, om jeg bevægede mig ud af en tangent nu - pointen var, at når sygdommen er blevet hverdag, så glemmer jeg Carpe Diem og “hvad nu hvis ...”. Det er nok værd at huske på engang imellem - så selvfølgelig skal vi på den tur til USA. 

Det er klart at du ikke kan leve hele dit liv på kanten og hvad nu hvis osv. Du ville blive sindssyg.

Men jeg tror også generelt - MS eller ej - er det vigtigt at tænke over sine prioriteter og valg fra tid til anden.