Noget galt på øverste etage

Jeg er MEGA frustreret og noget i vildrede. Den er helt gal på øverste etage for tiden, synes jeg. Altså kognitivt. Jeg er klar over at man kan have barselshjerne. Men for det første var jeg nysgerrig omkring det og undersøgte forskningen, og den viser at den såkaldte amme hjerne er værst slut graviditet og så bliver bedre efter fødsel i takt med hormonerne normaliseres. Og for det andet er det noget nyt indenfor den sidste måneds tid. Dvs jeg har haft 4 måneder med normalt hoved og nu en måned hvor min kognition har drillet.

Jeg husker af h til, men det er mest min korttidshukommelse. Hvis jeg skal fortælle noget, kan det ikke vente til en anden har talt færdig, for så har jeg glemt det igen. Ligeledes kan jeg være i gang med at sige noget, men hvis så jeg bliver afledt, så taber jeg tråden og kan ikke finde tilbage igen. Det sker også trods det var vigtigt, det jeg skulle sige. 

Jeg vrøvler mere. Altså det er som om mine tanker er hurtigere end min mund, sådan at siger starten og slutningen af en sætning men misser midten, fordi mit hoved allerede var ved slutningen af sætningen. Eller vrøvler, fx jeg sagde til min søn han ikke skulle tage et sæt nattøj på, men nøjes med undertøj, fordi ellers fik han det for koldt (mente for varmt). Rimelig harmløst eksempel. Men det sker adskillige gange dagligt. Jeg rooooder rundt i navne, vi har 3 børn og en kat, og når jeg skal sige noget til Per (finder lige på navnene) lyder det noget ala 'Mik.. Sof.. Lær.. Nej jeg mener per!". Og så har jeg svært ved at koncentrere mig, når jeg læser. 

Det er værst når jeg er træt. Det er altså ikke fordi jeg er bange for jeg har en hjernetumor eller sådan noget. Har ingen smerter i hovedet, ingen motoriske problemer og min personlighed er som den plejer. Er bare virkelig forvirret over hvad der foregår.

Er der nogen der har prøvet noget lignende? Min kæreste har også bemærket det, han siger jeg har fået for vane at gentage mig selv, altså jeg åbenbart ikke kan huske jeg allerede har sagt tingene én gang. 

Rent psykisk HAR jeg lidt af stress og efterfødselsdep her efter fødsel, led et traume ifm fødslen. Men det mærkelige er, at jeg faktisk præcis den sidste måned har haft det meget meget bedre, haft mere overskud, bedre humør, ikke følt mig så presset mentalt.

Så hvorfor dælen står mine kognitive evner så af nu!? Altså det er ikke fordi jeg ikke kan have en normal samtale, eller at jeg ikke kan huske hvem jeg er eller hvor jeg er, det er ikke på den måde. Det er ikke sådan jeg har problemer med at føre mit liv eller tage mig af mine børn..

Jeg ved ikke særlig meget om hjernes reaktioner på stress og depression, men jeg tænker at det ikke er helt ved siden af, at selv om du har det bedre på de fronter, tager det bare hjernen noget tid at "komme tilbage"?

Jeg har selv oplevet "ammehjerne" og oplever det tildels stadig her et år efter fødsel, ikke ligeså slemt som du beskriver, men i samme stil. Jeg roder rundt i sætninger, glemmer aftaler mm, noget jeg ALDRIG gjorde før - og jeg har altså hverken haft fødselsdepression eller decideret stress. På baggrund af det tænker jeg egentlig det du oplever er meget normalt, men selvfølgelig hvis det virkelig genere dig og hvis du ikke begynder at føle bare en smule bedring i den nærmeste fremtid, så kan du jo prøve at tage en snak med din praktiserende læge.

Til sidst, kender du det at nogen gange når man har meget fokus på noget så bliver det værre? Det gælder især sådanne ting. Jeg har prøvet at lade være med at være så meget efter mig selv når jeg siger et forkert navn eller kludrer rundt i en sætning, at undgå at stresse mig selv over det har faktisk hjulpet en del. Derudover er jeg så begyndt at skrive alt ned og bruge min kalender meget mere - jeg ser det som om jeg lige skal have trænet hjernen op igen 

Får du nok væske her i varmen??

samtidig tænker jeg det også kan være en reaktion på stress...

Ved sådan en stor ændrig i adfærd,ville jeg bestemt opsøge læge.

Ikke at jeg siger det er det,men man behøver ikke have hovedpine osv for at det kan være en hjernetumor.

Bliv undersøgt - heller en gang for meget end for lidt.

Jeg ville nok også gå til læge. Det er sandsynligvis intet, men hvis det er noget, bør du ikke ignorere det og for alt hvad jeg kan komme i tanke om, der kan give disse problemer, gælder det at tid betyder noget.

Jeg er så ovre i den anden grøft end nogle af de andre, for jeg tror, at det er meget normalt.. Jeg husker også efterhånden som en si, og kan fx glemme, hvad jeg skulle, bare mens jeg har rejst mig fra sofaen.. Og jeg bytter også om på ordene åbenbart .. Min kæreste mener i hvert fald tit, at jeg får byttet rundt på mange ord, og er også selv begyndt at lægge mærke til det.. 

Og ja så kan jeg jo heller ikke huske rigtig mange ting.. Det kan være en hel samtale, som er fuldstændig slettet fra min hukommelse.. Det kommer dog min kæreste til gode, for jeg aner jo så ikke, om jeg har givet ham ret i nogle ting 

Det er meget typisk i forbindelse med stress, for lidt søvn og varme. Jeg sad engang og kiggede på min mand i det meste af et minut, før jeg huskede hvad han hed... det var før vi fik børn, men under en stresset eksamenstid. Det tager lidt tid at komme tilbage fra. Drik godt med vand, få din søvn og så skulle det blive bedre. Hvis det ikke bliver bedre skal du en tur forbi lægen.