Jeg er førstegangsgravid,er 24 uger henne og venter en dejlig dreng.
Fra uge 5 og 13 uger frem led jeg voldsomt af opkast, kvalme og konstant grim smag i munden-syre/salt/gift også ved indtag af al slags væske og fødevarer. Jeg måtte tvinge al mad og drikke i mig uden nogen form for lyst til det. Fra uge 18-20 aftog opkast men kvalmen er stadig massiv, fordi at min smagssituation ikke er ændret. Har også store problemer med at alt lugter ulækkert.
Jeg er så frustreret over min smagssans-ændring. Hvis jeg så bare havde en eller to ting, der ikke smagte forfærdeligt, så ville jeg være lykkelig for det. Det forringer min livskvalitet i en enormt stor grad og jeg har bare brug for at høre om, om det kan være normalt under en graviditet, da jeg ikke har hørt om andre, der er ramt af det i samme grad som mig? Jeg føler mig så alene med mit problem og er så bange for, at det aldrig vil gå over igen. At ha det så skidt med mad og drikke og konstant ækel smag i munden, gør at jeg aldrig har ro og havde aldrig troet at det kunne lade sig gøre, ikke at ha andet end et angstforhold til mad og drikke. Jeg håber ikke for nogen andre, at de har det sådan her. Jeg kæmper hver dag for min lille søn, men uvisheden om fremtiden er så barsk.
Håber at du vil kunne gi mig lidt ro med din viden om emnet og evt gi mig nogle råd til, hvad jeg kan gøre.
På forhånd tak.
Karens svar
Kære dig
Ja, du har ret, kvalme i den grad, du beskriver, forringer livskvalitet i svær grad og når man står midt i det, er det næsten ikke til at se sig ud af. Men det aftager på et eller andet tidspunkt eller stopper måske helt!! :-)
Det er, som du selv skriver, ret normalt at lide af både kvalme, opkast og smagsforvrængning når man er gravid. Og det lyder godt nok også som om du er plaget i svær grad. Men det ligger stadig inden for normalen af graviditetsgener.
Jeg har flere fif til, hvordan du kan håndtere din kvalme og din smagsforvrængning
Mit første og vigtigste råd til dig er selvforkælelse. Sæt dig ned og tænk de sidste tre dage igennem. Hvornår var du mindst forkvalmet, havde mindst smagsforvrægning? Genkald dig situationen og prøv så at planlægge i morgen, så du så meget som muligt af dagen kommer til at ligene de situationer, hvor det var mest udholdeligt. Saml på de gode minder og og reproducer dem, der kommer flere og flere af dem.
Tænk over, hvornår på døgnet, du har det bedst. Prioriter, de tidspunkter og afled dig fra de andre tidspunkter. Måder at aflede sig selv på er ved at holde sig beskæftiget, arbejde, sove, se serier, gøre rent eller...?!?
Prøv også at tænk på mad som en 'behandling', som noget der skal til, for at du på sigt får det bedre. Og lige nu skal du vælge den 'behandling' som smager bedst. Selv om alt lugter grimt, er det et eller andet der lugter/smager lidt mindre grimt. Hold dig til det og opbyg lige så stille et nogle retter eller noget mad, som lige kan få hverdagen til at hænge sammen. Udvid dine retter, efterhånden som det kommer til dig.
Ofte kan ture ud i naturen på gåben eller på cykel give humøret et løft.
Jeg håber, den værste kvalme og smagsforvrængning snart er overstået.
Venlig hilsen
Karen Bøhrnsen
Jordemoder, IBCLC og ammekonsulent
https:// www.facebook.com/jordemoder.net/
Hvis du har brug for en mere uddybende dialog om inerverende graviditetsgener, har du mulighed for at ringe direkte til jordemoder Karen Bøhrnsen - en telefonisk jordemoderkonsultation koster kun 145.- og kan faktureres via mobilpay - så tøv ikke - ring og få en personlig og fortrolig snak med jordemoderen. Ring på mobil 27216882.
Karen tilbyder i brevkassen personlig og individuelt tilpasset vejledning i graviditet, fødsel, barsel og ikke mindst i amning.
Se Karens hjemmeside: www.jordemoder.net