Fortæl mig jeg ikke er sindsyg

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gravid i uge 7, og indtil for 3 dage siden har jeg glædet mig. Men de sidste par dage har overfuset mig med tanker om, at jeg måske slet ikke er klar, og jeg tænker om jeg burde få en abort   

min kæreste er 30 og jeg er selv 26, vi har kun været sammen i et års tid. Ja graviditeten var ikke planlagt.... Vi blev enige om, at vi beholder barnet og det kan vi godt. Han er så god og rolig, men havde selvfølgelig også en chok reaktion ligesom jeg selv.. 

Min familie og hans ved det godt, og er også rigtig støttende. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker oppe i mit hovede. Det kører rundt, om jeg egentlig kan og vil have det her barn. Jeg er i panik og er så død bange for det hele.. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. 

Tak fordi du læste med, jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her opslag, men havde brug for at få mine tanker ud. Jeg er så flov over at sidde sådan her.. 

Anonym skriver:

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gravid i uge 7, og indtil for 3 dage siden har jeg glædet mig. Men de sidste par dage har overfuset mig med tanker om, at jeg måske slet ikke er klar, og jeg tænker om jeg burde få en abort   

min kæreste er 30 og jeg er selv 26, vi har kun været sammen i et års tid. Ja graviditeten var ikke planlagt.... Vi blev enige om, at vi beholder barnet og det kan vi godt. Han er så god og rolig, men havde selvfølgelig også en chok reaktion ligesom jeg selv.. 

Min familie og hans ved det godt, og er også rigtig støttende. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker oppe i mit hovede. Det kører rundt, om jeg egentlig kan og vil have det her barn. Jeg er i panik og er så død bange for det hele.. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. 

 

Tak fordi du læste med, jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her opslag, men havde brug for at få mine tanker ud. Jeg er så flov over at sidde sådan her.. 

Du må ikke være flov over at have det sådan. Det er slet ikke unormalt. Og slet ikke når graviditeten ikke er planlagt. 

Jeg blev selv ramt af panik da jeg blev gravid med min søn. Og vaklede også frem og tilbage helt frem til Nf scanningen. 

Jeg er enlig mor og kan stadig have tanken om det var det rigtige selvom min søn nu er 3 år gammel. Men så smiler han til mig også ved jeg det er det rigtige valg jeg tog ved at beholde ham.  

Anonym skriver:

Jeg ved slet ikke hvor jeg skal starte... Jeg er gravid i uge 7, og indtil for 3 dage siden har jeg glædet mig. Men de sidste par dage har overfuset mig med tanker om, at jeg måske slet ikke er klar, og jeg tænker om jeg burde få en abort   

min kæreste er 30 og jeg er selv 26, vi har kun været sammen i et års tid. Ja graviditeten var ikke planlagt.... Vi blev enige om, at vi beholder barnet og det kan vi godt. Han er så god og rolig, men havde selvfølgelig også en chok reaktion ligesom jeg selv.. 

Min familie og hans ved det godt, og er også rigtig støttende. Jeg ved simpelthen ikke hvad der sker oppe i mit hovede. Det kører rundt, om jeg egentlig kan og vil have det her barn. Jeg er i panik og er så død bange for det hele.. Ved simpelthen ikke hvad jeg skal stille op. 

 

Tak fordi du læste med, jeg ved ikke helt hvad jeg vil med det her opslag, men havde brug for at få mine tanker ud. Jeg er så flov over at sidde sådan her.. 

Jeg glædede mig rigtig meget, selv om graviditeten ikke var planlagt. Men blev også på et tidspunkt ramt af en vild panik. Tvivlede på mig selv, mit valg, fremtidsudsigterne, hele livssituationen, og alt muligt. Gik rundt som et fanget vilddyr i buret, og kunne slet ikke finde ro i et stykke tid. Men det gik over, og glæden og lykken vendte tilbage, og med mangedoblet styrke. Og kærligheden som bare voksede for hver dag, og gjorde man ikke kunne holde op med at smile til tider. Så min erfaring siger, at du nok gennemgår noget ret almindeligt, i hvert fald for nogle

Jeg kan trøste dig med, at det vist er helt normalt. Jeg havde også de tanker - og det endda, selvom jeg havde prøvet at blive gravid i 2 år og det var mit største ønske. 
Da den første eufori over den positive test havde lagt sig, begyndte jeg at fortryde og tilmed overveje abort! Det var forfærdeligt... men det gik over og jeg kunne snart begynde at glæde mig til babys ankomst. Især nakkefoldsscanningen gjorde en stor forskel.

Nu er baby blevet til en tumling og jeg kan stadig have dage, hvor jeg fortryder... men de tanker forsvinder heldigvis altid igen. Det er jo nok noget af det største, der kan ske i ens liv - så selvfølgelig får man også sådan nogle tanker. Selvom de er modbydelige at have.

Det er helt normalt. Jeg tror faktisk jeg havde det sådan indtil min første var 4 mdr. ����

Hvor er jeg taknemmelig for alle jeres svar! Gud hvor er det rart at læse, at jeg ikke er helt alene i verden med de tanker og følelser! Af hjertet tak, for det er godt nok forfærdeligt at have det sådan her

Anonym skriver:

Hvor er jeg taknemmelig for alle jeres svar! Gud hvor er det rart at læse, at jeg ikke er helt alene i verden med de tanker og følelser! Af hjertet tak, for det er godt nok forfærdeligt at have det sådan her

Jeg var i fertilitetsbehandling og var lyyyyyyyyyykkelig, da det langt om længe lykkedes. Indtil ca. en uge efter den positive test, hvor jeg pludselig tænkte fuuuuuuck, hvad nu, hvad har jeg dig gjort, osv. For mig varede det en uges tid, men kom ind i imellem igen som et lyn fra en klar himmel.

Det er helt normalt. Og måske en god måde at forberede dig til at blive forældre. Efter jeg er blevet mor, tænker jeg ikke længere på, om jeg traf den rigtige beslutning. Men på om jeg gør det rigtige i min forældrerolle, gør det godt nok, osv.

Du er ikke sindssyg

Jeg havde verdens nemmeste  lykkeligste og planlagte graviditet. Undervejs var min eksmand og jeg på bryllupsrejse til Paris og vi var så stjerne lykkelige, at tanken pludselig slog ned i mig "hey hvad fuck har vi rodet os ud i, alt er helt perfekt. Vi har jo ikke brug for et barn her" . Og ind i mellem kunne jeg godt vågne efter drømme hvor jeg ikke var gravid og så blive skræmt når jeg mærkede min store mave. Det er naturligt.

Tror det er helt normalt at have den slags tanker - især i 1. trimester, hvor det hele jo lige skal synkes, og man skal vænne sig til, at et lille nyt liv er i gang med at blive skabt inde i ens egen krop. Og kan sagtens forstå, at du får de tanker, når nu din graviditet ikke var planlagt.

Selv jeg, som venter et donorbarn og har planlagt det de sidste 4 år, har i ny og næ haft lignende tanker i min graviditet. De er jo et udtryk for, at man forbereder sig på sin rolle som mor og bliver bevidst om det kæmpe ansvar, der følger med. Egentlig tror jeg man bør være mere bekymret, hvis man slet ikke tænker i de baner på ét eller andet tidspunkt i sin graviditet.

Men hvis du synes, det tynger eller nager dig, så synes jeg da, du skal snakke med din kæreste om det. Ofte kan det godt hobe sig lidt op og føles mere "farligt", når man går alene med det. Du kan også nævne det for din læge eller jordemoder - de har med garanti hørt det før og kan komme med et par gode råd.

Tillykke med graviditeten i øvrigt - I skal nok finde ro i den. Og husk at I har mange måneder endnu til at vænne jer til det og forberede jer på jeres nye liv