Sammen for børnenes skyld.

Hvor mange er bund ærligt kun sammen med jeres mand/kæreste for børnenes skyld?

bund ærligt har manden og jeg intet sammen længere. Og når børnene ikke er til stede har vi intet at snakke om. Der er ingen intimitet og ej heller lyst til det. 

Egentlig ville jeg ønske han ville stoppe forholdet, for jeg "tør" ikke selv tage skridtet og vælger nok bare at blive for børnenes skyld...

det har været sådan i 2-3 år nu... 

andre der har det lige sådan? 

Kram! Jeg har selv været der, og endte med at stoppe forholdet. Jeg kender ingen der er i forhold der har fortalt mig at de har det sådan, men jeg kender flere skilte kvinder der er taknemmelige for at manden brød dem op, da de ikke selv havde modet pga alt det praktiske. ❤️ Så.. du er ikke alene... 

hvad med at tale med din mand om det? Spørge om han har det ligesådan? Om i skal gå til terapi og forsøge at se hvad der sker - enten at i finder hinanden igen, eller får et pænt brud i det mindste. Hvis begge ikke længere er tilstede i forholdet, er det heldigvis ofte lettere at bryde uden drama, og hjælpe hinanden videre med bolig osv. ❤️

Jeg har det vist lidt ligesom dig 

Vi snakker fint og udmærket sammen, men har virkelig ikke de følelser for min mand længere. Overvejer indimellem en skilsmisse, men synes egentlig, det føles lidt egoistisk, da det udelukkende vil være for min skyld. Min mand og mine børn har det nok bedst med, at vi alle bliver sammen. Det lyder helt forkert at sige, at man bliver sammen for børnenes skyld, men det er efterhånden der, jeg er, og måske er det også helt ok....

Jeg tror egentlig godt man kan blive sammen for børnene, hvis man vel at mærke ikke føler sig ulykkelig og længes ud af forholdet. Børn mærker hvis vi ikke er glade, så hvis man går og er ulykkelig tror jeg ikke på det er bedst for nogen at man bliver. Men hvis man har det ok, ikke skændes og diskuterer for et godt ord, er gode som team, så kan det da sikkert fungere fint. 

Én ting jeg dog vil sige er.. og dette tænkte jeg ikke over da jeg forlod mine børns far.. hvordan vil vi gerne lære vores børn at et sundt parforhold skal se ud? Skal de vokse op med at det blot handler om at komme igennnem til ungerne er 18? At parforhold er timing af vasketøj, hækklipning og Forældremøder? Eller skal de lære at et parforhold OGSÅ er kærlighed? Jeg er i hvertfald blevet glad for at mine børn ser hvordan kærlighed mellem voksne ser ud nu. Jeg tænkte ikke over det før, men dengang var kærlighed heller ikke en del af min tilværelse. Jo til mine børn, men i ved hvad jeg mener  

Har i snakket om det forsøgt at løse det?? Personligt tror jeg ikke at et forhold, gnist, passion for hinanden osv. Bare passer og holder sig ved lige, det kræver arbejde og indsats. Specielt hvis man har været sammen i mange år alt kræver vedligeholdelse, indsats og engagement, det gør venskaber jo også.

Jeg tror du skal gøre op med dig selv om du elsker ham og vil det her forhold. Hvis svaret er ja så synes jeg i skal søge noget prof hjælp.  

Nej sådan har jeg det heldigvis ikke,og kender heller ikke nogle der har det.

Den dag jeg ikke elsker og er forelsket i min mand,og ikke har lyst til ham mere,må vores forhold bringes til ophør omgående.

Både af hensyn og respekt for ham og mig som person,men bestemt også for vores børn.

Mine børn skal lære at forhold er kærlighed - omsorg - respekt for sig selv og sin partner,og ikke en praktisk foranstaltning.

På et tidspunkt har alle mennesker brug for ømhed - nærhed og sex,og det vil blive søgt uden for ægteskabet.

Men er det ok??

Og er det ok at lære vores børn.

Børn kan godt være glade og lykkelige børn i en skillesmisse familie.

migxher skriver:

Har i snakket om det forsøgt at løse det?? Personligt tror jeg ikke at et forhold, gnist, passion for hinanden osv. Bare passer og holder sig ved lige, det kræver arbejde og indsats. Specielt hvis man har været sammen i mange år alt kræver vedligeholdelse, indsats og engagement, det gør venskaber jo også.

Jeg tror du skal gøre op med dig selv om du elsker ham og vil det her forhold. Hvis svaret er ja så synes jeg i skal søge noget prof hjælp.  

Helt enig. Jeg tror det er en illusion hvis folk forventer at et parforhold skal være stor kærlighed, forelskelse og lyst hele vejen igennem. Især når der kommer børn og hvis det har været hårdt.

Det er klart det fungerer for nogle få og godt for dem. Men jeg synes man giver for hurtigt op hvis man gå fra den anden så snart der ikke er de følelser mere. Man skylder sgu sine børn at gøre en indsats.

Selvfølgelig kræver et forhold hårdt arbejde,men er kærligheden væk,er grundlaget for at arbejde væk.

IenFart skriver:

Helt enig. Jeg tror det er en illusion hvis folk forventer at et parforhold skal være stor kærlighed, forelskelse og lyst hele vejen igennem. Især når der kommer børn og hvis det har været hårdt.

Det er klart det fungerer for nogle få og godt for dem. Men jeg synes man giver for hurtigt op hvis man gå fra den anden så snart der ikke er de følelser mere. Man skylder sgu sine børn at gøre en indsats.

Men når ts skriver at end ikke lysten til at begynde at tale sammen og være intime er der, så er der altså lang vej. Selvom man ikke går og et nyforelskede hele livet, skulle man jo gerne nære nogen kærlige følelser - som man så skal arbejde for at blive ved at vise så ens partner også Kan mærke det og føler sig elsket og ikke blot som en praktisk brik dag ud og dag ind. Men har man slet ingen kærlige følelser for den anden at vise længere, så er det jo lidt som at tage to fremmede og sige "forelsk jer!" 

Jeg synes det virker til at ts netop har mærket efter, om det virkelig er helt tomt inden i hende? Og kommet frem til, at det er det faktisk. Siden hun kan mærke at hun end ikke har lysten til at prøve at finde de kærlige sider frem. Det må jo være fordi der ikke er noget at give af.. jeg har selv prøvet det. Jeg væmmedes seriøst hvis min eks gjorde fysiske tilnærmelser. Jeg KUNNE ikke. Lysten til at være tæt, kærlig og intim var 100% væk. Han var ikke et dårligt menneske, men vi havde udviklet os dybt forskelligt efter vi fik børn, og den jeg var blevet, var ikke længere tiltrukket hverken fysisk eller mentalt af den han var blevet. Jeg synes han er en fantastisk far.. men som min kæreste, var han bare ikke længere den rette.. det er svœrt at beskrive  

Nu synes jeg at opslaget er meget kort og overfladisk beskrevet så jeg skal da ikke kunne sige om trådstarter og hendes kæreste har gjort alt hvad de kan jeg siger bare at et godt og langvarig forhold kommer ikke af sig selv. Det kan jo være følelserne kommer igen hvis de smider noget tid og energi i det, og virkelig plejer dem selv og forholdet. Jeg synes i hvertfald det er værd at overveje når der er børn involveret