Brug for luft

Vi er i behandling og har i alt forsøgt omkring 2 år og 7 måneder. Vi har været igennem 5 IUI og indtil videre 3 IVF forsøg. 

Jeg har de sidste par måneder haft mange nedture og dårlige dage, hvor jeg er død ked af det. 

Men er på det sidste (par uger) virkelig slået i gulvet. To af mine ældste veninder er gravide (med ca 2 måneders mellemrum), og jeg er rigtig glad på deres vegne - men gud hvor er det hårdt at høre om hele tiden  De ved ikke vi prøver, så jeg vil ikke sige noget til dem, for jeg vil gerne dele deres glæde! 

MEN nu har en meget tæt på annonceret at de prøver, og dén gjorde decideret ONDT! De ved vi er i behandling, men de tror at vi “kun” har været igennem 2 forsøg med “hjemmerul”, da vi ikke har haft lyst til at nogen skulle vide mere. Jeg er sindssygt glad på deres vegne og ønsker det lykkedes for dem - men jeg VED hvor ondt det vil gøre, hvis de bliver gravide før os  Og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg faktisk håber at det ikke lykkedes dem før os.. 

Ved ikke helt hvad jeg forventer med det her opslag, udover at jeg lige skulle have mine tanker ud af hovedet... 

Anonym skriver:

Vi er i behandling og har i alt forsøgt omkring 2 år og 7 måneder. Vi har været igennem 5 IUI og indtil videre 3 IVF forsøg. 

Jeg har de sidste par måneder haft mange nedture og dårlige dage, hvor jeg er død ked af det. 

Men er på det sidste (par uger) virkelig slået i gulvet. To af mine ældste veninder er gravide (med ca 2 måneders mellemrum), og jeg er rigtig glad på deres vegne - men gud hvor er det hårdt at høre om hele tiden  De ved ikke vi prøver, så jeg vil ikke sige noget til dem, for jeg vil gerne dele deres glæde! 

MEN nu har en meget tæt på annonceret at de prøver, og dén gjorde decideret ONDT! De ved vi er i behandling, men de tror at vi “kun” har været igennem 2 forsøg med “hjemmerul”, da vi ikke har haft lyst til at nogen skulle vide mere. Jeg er sindssygt glad på deres vegne og ønsker det lykkedes for dem - men jeg VED hvor ondt det vil gøre, hvis de bliver gravide før os  Og jeg har dårlig samvittighed over, at jeg faktisk håber at det ikke lykkedes dem før os.. 

Ved ikke helt hvad jeg forventer med det her opslag, udover at jeg lige skulle have mine tanker ud af hovedet... 

Hvad ville der ske, hvis I var åbne og ærlige om jeres situation?

Anonym skriver:

Hvad ville der ske, hvis I var åbne og ærlige om jeres situation?

Vi har indtil videre følt at det var vores privatliv, og det er et meget ømt og “intimt” punkt i vores liv. 

Hej du. 

Du har al ret til at føle som du gør! Det er ganske forståeligt. Men din omverden vil ikke kunne forstå, så længe de ikke ved, hvad I går igennem.

Jeg har fulgtes med en herindefra, som havde prøvet i et par år, da jeg blev gravid. Da jeg blev gravid efter et halvt år, var hun sød og deltagende, men efter den lille var født og var blevet nogle måneder, måtte hun melde ud, at hun lagde lidt afstand til, for hun blev simpelthen ked af det, når jeg fortalte om baby. Så vi har nu en aftale om, at vi snakker en gang imellem om alt det andet i hverdagen, uddannelse, hus, job, mænd, bryllup, osv. Og så spørger hun, når hun kan overskue børnesnak fra min side, og giver opdatering en gang i mellem på hendes pb, når der sker noget nyt (pauser, ny metode, etc) 

Jeg ved, hun under mig alt det gode og er glad på mine vegne. Og hun ved, at jeg er der for hende, hvis hun nogensinde har behov for at snakke, og at jeg tror på, at hun nok skal blive mor en dag  

Jeg er ikke i tvivl om, at det er en svær grænse at overskride, men overvej, om ikke andet så at have ét par, noget familie, eller bare en eller anden, som I deler åbent med, så I kan at dele sorgerne med nogle, der så faktisk får mulighed for at forstå, hvorfor I er kede af det nogle gange. Måske vil det være en lettelse ikke kun at skulle bære det hele indeni?

Uanset, så vil jeg bare sende dig varme tanker og kærlighed og sige, at jeg har dyb respekt for den kamp i kæmper! Der kræver kæmpe vilje og styrke at blive ved trods alle nederlagene  

Stivdie skriver:

Hej du. 

Du har al ret til at føle som du gør! Det er ganske forståeligt. Men din omverden vil ikke kunne forstå, så længe de ikke ved, hvad I går igennem.

Jeg har fulgtes med en herindefra, som havde prøvet i et par år, da jeg blev gravid. Da jeg blev gravid efter et halvt år, var hun sød og deltagende, men efter den lille var født og var blevet nogle måneder, måtte hun melde ud, at hun lagde lidt afstand til, for hun blev simpelthen ked af det, når jeg fortalte om baby. Så vi har nu en aftale om, at vi snakker en gang imellem om alt det andet i hverdagen, uddannelse, hus, job, mænd, bryllup, osv. Og så spørger hun, når hun kan overskue børnesnak fra min side, og giver opdatering en gang i mellem på hendes pb, når der sker noget nyt (pauser, ny metode, etc) 

Jeg ved, hun under mig alt det gode og er glad på mine vegne. Og hun ved, at jeg er der for hende, hvis hun nogensinde har behov for at snakke, og at jeg tror på, at hun nok skal blive mor en dag  

Jeg er ikke i tvivl om, at det er en svær grænse at overskride, men overvej, om ikke andet så at have ét par, noget familie, eller bare en eller anden, som I deler åbent med, så I kan at dele sorgerne med nogle, der så faktisk får mulighed for at forstå, hvorfor I er kede af det nogle gange. Måske vil det være en lettelse ikke kun at skulle bære det hele indeni?

Uanset, så vil jeg bare sende dig varme tanker og kærlighed og sige, at jeg har dyb respekt for den kamp i kæmper! Der kræver kæmpe vilje og styrke at blive ved trods alle nederlagene  

Tak for din helt fantastiske besked! 

Vi har faktisk lige snakket om, at vi måske skal fortælle dem det hele. For vi kan simpelthen ikke holde til, at få at vide, at vi nok skal få børn og der jo er massere af behandling vi ikke har prøvet - de ved jo ikke, at vi snart løber tør for forsøg, og måske snart skal tænke donorsæd, donoræg eller adoption  

Det lyder som en god aftale i har lavet. Det ender jo nok også med noget lignende her.