For 2 år siden fik jeg en ny lærer på et hold jeg gik på, da jeg så hende troede jeg virkelig at jeg skulle dø! Først så stoppede mit hjerte med at slå, så slog det virkelig hurtigt, jeg blev forelsket 
Hun var lykkelig gift med en mand, så vidste fra start af, at det ikke kunne blive til noget, og fortalte hende aldrig mine følelser, ærligt så tror jeg ikke jeg ville kunne bære at blive afvist af hende, eller mit hjerte kan ikke.
Her, 2 år efter får jeg stadig et hjerte tilfælde hver gang jeg ser hende, når jeg tror det hende jeg kan høre komme gående, hører hendes stemme, hører hendes grin, ser hendes helt specielle smil og jaa... Jeg tudbrøler stadig når jeg vågner op fra en drøm med hende, og det går op for mig det kun var en drøm 
Jeg gør stadig alt for at se hende, fx så har hun i dette semester været vejleder på skolen, så jeg har bevidst haft så meget fravær at jeg blev kaldt til vejleder, bare for at kunne se hende, høre hendes stemme og se det fantastiske smil 
For et år siden var jeg på date med en anden kvinde, jeg synes hun var rigtig sød, så da jeg skulle hjem kyssede jeg hende, men jeg følte at jeg var hende, jeg er forelsket i, utro, det giver jo selvfølgelig slet ingen mening! 
Efter 2 år er det her simpelthen blevet for opslidende, det går ikke at jeg sætter min skole over styr for at se hende, hvilket jeg gør ved at have for meget fravær, og det er opslidende at være forelsket i en jeg aldrig kan få og føle man er hende utro hver gang jeg tænker på en anden 
Men hvordan fanden (pardon my French) kommer jeg af med denne forbandet forelskelse? Jeg har prøvet at undgå hende, men det holder aldrig særligt længe, i alle andre tilfælde lader jeg ikke mine følelser styre, men når det kommer til hende, aej men for helved altså, så er der intet der hedder logik, kun følelser
Så kvinder, hvordan hulen kommer jeg af med disse følelser? 
Det er lidt besværligt, kan jeg godt se. Jeg har prøvet noget lignende med en psykolog og det var intenst, men mere flygtigt end det du nævner og det hjalp, da jeg stoppede hos ham. Jeg kan godt se, at det er problematisk, at du møder hende som en del af din uddannelse og at du ligesom bliver mindet om hende og dine følelser ofte. Ville det være en løsning at prøve at acceptere din forelske? Ikke på den der "hun er min skæbne og one and only" men mere bare som en anerkendelse af, at hun fylder i din bevidsthed og at sådan er det lige nu?
Måske kan du bruge det gode forelskelsen giver. Måske er du gladere og har mere energi i nogle perioder pga den. Måske er det rart at dagdrømme (det brugte jeg selv en del tid på)
Hvis du føler, at forelskelsen udelukkende bringer dig dårligt, forstyrrer dit fokus på studiet, giver dig skyldfølelse over dine dates og de ting, du ridser op, er det jeg skriver ovenover selvfølgelig ikke en mulighed. Så kunne det måske være en mulighed med samtaleterapi (altså ikke den tunge langvarige slags, men måske bare et par samtaler om, hvordan du passer på dig selv og kommer igennem det)
Som sagt har jeg prøvet noget lignende og du må gerne skrive til mig hvis du har spørgsmål.
