Fortrudt børn?

Man høre altid ordene “du fortryder kun de børn du ikke fik”, men er det rigtigt? 

Er der i virkeligheden nogen spm fortryder sit/sine børn? 

Skal lige diges jeg ikke selv har fortrudt mine, men læste bare en gang noget lignende.

skriv eventuelt om anonym 

Ikke mit barn, som er jordens dejligste og smukkeste dreng, men det, at jeg har sat et barn i verden i det hele taget. Jeg er psykisk syg, og det vidste jeg ikke, da jeg blev gravid. Havde jeg vidst det, havde jeg for både min egen og barnets skyld valgt ikke at blive mor. Nu blev min sygdom udløst af en ret aggressiv fødselsdepression, så jeg kunne ikke have vidst det. Men du bad om et ærligt svar, så det får du.

Hilsen én, der i øvrigt studser over den bemærkning "du fortryder kun de børn, du ikke får" især når det skrives til vidt fremmede kvinder der overvejer abort, på en side som denne, når man ikke kender en pind til deres ressourcer, kompencer, netværk osv.

Nå ja og så vil jeg til enhver tid sige, at det er bedre at fortryde de børn, man ikke får. Det er selvfølgelig rigtigt sørgeligt, men jeg tænker (sikkert på grund af min egen oplevelse) at det at gå rundt og fortryde, at man ikke fik børn trods alt kun går udover én selv. I det andet tilfælde tror jeg ikke, at barnet kan undgå at blive påvirket af det, hvis mor eller far ikke kan overskue det alligevel og kører surt i forælderskabet. 

Anonym skriver:

Man høre altid ordene “du fortryder kun de børn du ikke fik”, men er det rigtigt? 

Er der i virkeligheden nogen spm fortryder sit/sine børn? 

Skal lige diges jeg ikke selv har fortrudt mine, men læste bare en gang noget lignende.

skriv eventuelt om anonym 

Jeg har ikke fortrudt min datter, jeg tog det bedste valg jeg kunne da jeg fravalgte abort. 
Men jeg kan godt se at jeg har gjort nogle ting sværere for mig selv ved at vælge at blive mor så tidligt. 

Jeg ville nok gøre præcis det samme hvis jeg skulle gøre det om, men i en perfekt verden var jeg nok lige et par år ældre inden jeg blev mor. Men nej, jeg fortryder ikke noget. 

Dog er jeg heller ikke glad for den talemåde. Det er bare slet ikke sådan virkeligheden er for alle. Jeg tror helt sikkert at nogle vil kunne fortryde de børn de får. Særligt hvis det ikke er planlagt, og man er nødt til at ofre nogle vigtige/store drømme.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg fortryder måden jeg fik især nr. 2. Mine to børn har ikke samme far og jeg er ikke sammen med nogen af fædrene mere. Det er et hårdt liv, som har været meget svært at acceptere.

Min nr. 2 blev jeg gravid med under rigtig elendige forhold og igennem graviditeten blev jeg sparket i maven og slået. Jeg fik ofte at vide, at når hun blev født, ville han tage hende fra mig og sørge for, at jeg aldrig fik hende at se. Det var enormt hårdt....!!! Og igennem hele graviditeten og det første år af hendes liv ønskede jeg hende død hver eneste dag...... Jeg ønskede ikke, at hun kom ud i sådan en “familie” og jeg ønskede ikke at være forbundet med den mand resten af mit liv..... Men hun døde ikke og hun er stadig ikke død.

I dag lever jeg i et skønt forhold og jeg er virkelig glad for, at hun ikke døde. MEN !! Jeg ville jo stadig ønske, at hun aldrig var kommet ud i sådan en frygtelig verden !!!! Og så havde jeg nok, hvis jeg havde haft nogen logisk sans den gang, valgt en abort. 

Hvis man frekventerer sider såsom Reddit (subreddit parenting eller beyondthebump) så kan man ofte læse beretninger fra folk som fortryder deres børn. Jeg kan også huske at Mads Christensen engang kom med udtalelsen at man kun fortryder de børn man ikke fik i Mads og Monopolet, men sagde derefter i et senere program.ar han tog det tilbage for han havde fået så mange henvendelser fra.folk som fortrød deres børn. 

Anonym skriver:

Man høre altid ordene “du fortryder kun de børn du ikke fik”, men er det rigtigt? 

Er der i virkeligheden nogen spm fortryder sit/sine børn? 

Skal lige diges jeg ikke selv har fortrudt mine, men læste bare en gang noget lignende.

skriv eventuelt om anonym 

Det ordsprog er noget ævl - hvilket flere af kommentarerne også indikerer. Men det er simpelthen så tabubelagt at sige så jeg tror folk som rent faktisk føler sådan kan ende i en stor krise fordi det øjensynligt er så forbudt en tanke at de ikke tror de kan tale om det med nogen.

Selvfølgelig skal man sørge for at de børn man så har ikke finder ud af det, det er klart. 

Jeg har 2 børn og fortryder ingen af dem, men jeg har fravalgt at få nummer 3 (hvilket ellers har været en af mine drømme i mange år), fordi jeg heller ikke ønsker at fortryde et barn.

Det er for sent at opdage når jeg er gravid, eller barnet er født, at jeg faktisk ikke havde overskuddet til flere børn.

Jeg - og min mand - fortrød vores datter de første 3-4 mdr af hendes liv. Vi var kørt helt i bund, hun skreg døgnet rundt, ville ikke spise og fejlede ikke noget. 

Indtil de så fandt ud af at hun havde refluks, og hun fik medicin og fik det så meget bedre og vi forelskede os totalt i hende. Og så kom den dårlige samvittighed, over ikke at havde kunnet elske hende noget før, og give hende den hjælp hun havde brug for. 

Jeg fortryder ikke min datter eller spiren i maven, men livet med børn er bare SÅ anderledes end livet uden, at jeg godt kan forstå hvis folk har svært ved at kapere det. 

Jeg havde lange perioder i min barsel hvor jeg følte mig bundet og spærret inde. Det er heldigvis længe siden, men når man sidder og gaber kl. 22 en lørdag aften og går i seng fordi man tænker på hvornår man bliver vækket igen, kan man da godt savne livet uden børn. Det gør jeg i hvert fald. Heldigvis er det kort tid de er så små og dybt afhængige af os 24/7. 

Nej jeg fortryder på ingen måde min datter. 

Jeg elsker hende højere end noget andet.

MEN, jeg fortryder at jeg fik hende sammen med den mand som jeg gjorde. Jeg var i et psykisk, fysisk og økonomisk voldeligt forhold i næsten 7år. På er tidspunkt i de her år, valgte jeg ag sige ja til et barn med denne mand - og det er DET jeg fortryder. 

Det er efterhånden halvandet år siden jeg slap ud af det forhold (selvom jeg altid troede at hvis jeg slap væk var det fordi jeg var død). Jeg har nu en ny kæreste som behandler mig og min datter som prinsesser, og har håndteret mine psykiske ar med masser af kærlighed. 

Men det er en kamp hver dag oppe i mit hovede, fordi min datters far stadig kører psykisk på mig, og perioder mere end andre.

Så det fortryder jeg, og har meget dårlig samvittighed, over at jeg har givet hende den far. 

Men jeg fortryder ikke hende 

Min oplevelse og overbevisning er, at langt de færreste fortryder barnet, men at en del flere fortryder de omstændigheder de fik barnet under (eks. alder, partner, økonomisk, jobmæssigt osv.).