“Du snakker for meget!”

Jeg er gravid og ja, hormonel. Og jeg har brug for at vide, om jeg er for meget !!

Min kæreste og jeg snakker om et vigtigt emne for os og han stiller mig et spørgsmål omkring emnet i stil med “hvad tænker og føler du”. Jeg begynder at svare ham - og jeg tænker flere ting, så derfor er det jo ikke bare et simpelt svar. Jeg når kun at remse 2,5 ting op, det tager vel i omegnen af 1 minut og så afbryder han irriteret: “Du snakker simpelthen for meget” 

Det er ikke første gang, at min taletid afbrydes med påstanden om, at jeg taler for meget. Han burde efterhånden vide, at jeg blir ramt af den sætning (også før graviditeten iøvrigt !!!). Jeg svarer ham, at det synes jeg virkelig ikke han kan være bekendt at sige, hvortil jeg får at vide, at jeg da godt ved, hvad han mener og at nu er jeg simpelthen for nærtagende !

Hvad han åbenbart mente var, at HAN ikke kam rumme flere ting af gangen. Han vil gerne have jeg nævner én ting af gangen og så kan vi snakke den ene ting igennem inden jeg nævner den næste - og så videre. Det synes jeg giver god mening. Det kan jeg absolut godt se det gode i at gøre.

Men....! For pokker ! Jeg blir så ked af at jeg skal have skylden til at starte med, som om problemet er mig - at det er mig der gør noget forkert !!

Jeg har prøvet at få ham til at forstå, men han vil ikke. Han mente jeg kunne rende og hoppe med min nærtagenhed, nu gad han absolut ikke lytte til mig mere. Jeg synes så slet ikke han har lyttet.

Jeg er blevet så rasende at jeg har smækket med diverse døre, råbt og skreget og er nu kørt min vej. Har kigget på lejligheder, og overvejer at ringe og sige, at forholdet er slut, med mindre han snart gider pege fingrene mod sig selv og ikke altid hen på mig.

Jeg er helt ødelagt og ked af det !!!!

Men er jeg hel gal på den ???? Er det fuldstændig logisk at “du snakker for meget” ikke er en bebrejdelse imod mig, men faktisk en fortælling om, at han gerne vil tage én ting af gangen.

Jeg er gravid og ja, hormonel. Og jeg har brug for at vide, om jeg er for meget !!

Min kæreste og jeg snakker om et vigtigt emne for os og han stiller mig et spørgsmål omkring emnet i stil med “hvad tænker og føler du”. Jeg begynder at svare ham - og jeg tænker flere ting, så derfor er det jo ikke bare et simpelt svar. Jeg når kun at remse 2,5 ting op, det tager vel i omegnen af 1 minut og så afbryder han irriteret: “Du snakker simpelthen for meget” 

Det er ikke første gang, at min taletid afbrydes med påstanden om, at jeg taler for meget. Han burde efterhånden vide, at jeg blir ramt af den sætning (også før graviditeten iøvrigt !!!). Jeg svarer ham, at det synes jeg virkelig ikke han kan være bekendt at sige, hvortil jeg får at vide, at jeg da godt ved, hvad han mener og at nu er jeg simpelthen for nærtagende !

Hvad han åbenbart mente var, at HAN ikke kam rumme flere ting af gangen. Han vil gerne have jeg nævner én ting af gangen og så kan vi snakke den ene ting igennem inden jeg nævner den næste - og så videre. Det synes jeg giver god mening. Det kan jeg absolut godt se det gode i at gøre.

Men....! For pokker ! Jeg blir så ked af at jeg skal have skylden til at starte med, som om problemet er mig - at det er mig der gør noget forkert !!

Jeg har prøvet at få ham til at forstå, men han vil ikke. Han mente jeg kunne rende og hoppe med min nærtagenhed, nu gad han absolut ikke lytte til mig mere. Jeg synes så slet ikke han har lyttet.

Jeg er blevet så rasende at jeg har smækket med diverse døre, råbt og skreget og er nu kørt min vej. Har kigget på lejligheder, og overvejer at ringe og sige, at forholdet er slut, med mindre han snart gider pege fingrene mod sig selv og ikke altid hen på mig.

 

Jeg er helt ødelagt og ked af det !!!!

Men er jeg hel gal på den ???? Er det fuldstændig logisk at “du snakker for meget” ikke er en bebrejdelse imod mig, men faktisk en fortælling om, at han gerne vil tage én ting af gangen.

 

Han har udtrykt sig som en klovn og kunne godt vælge sine ord med noget større omhu. Til gengæld synes jeg din reaktion er lige lovlig voldsom. 

Hvis det der er en engangs oplevelse så glem det og kom videre. Hvis jeres meningsudvekslinger ofte ender sådan bør I nok tage en snak om hvordan I kommunikerer for det bliver bestemt ikke nemmere efter barnet er kommet.

IenFart skriver:

Han har udtrykt sig som en klovn og kunne godt vælge sine ord med noget større omhu. Til gengæld synes jeg din reaktion er lige lovlig voldsom. 

Hvis det der er en engangs oplevelse så glem det og kom videre. Hvis jeres meningsudvekslinger ofte ender sådan bør I nok tage en snak om hvordan I kommunikerer for det bliver bestemt ikke nemmere efter barnet er kommet.

Min reaktion er helt klart for voldsom. Det er resultat af afmagt og en times diskussion om. Det er også resultatet af, at “sådan er det altid”. Om jeg så snakker om mine inderste følelser eller om farven på nyt sengetøj....så snakker jeg for meget og han magter det ikke.... Det er rigtig hårdt ! Jeg ved simpelhen ikke hvordan jeg skal nå ind til ham og få ham til at forstå, at når han peger fingrene mod mig og får det til at lyde som om det er min skyld, så blir jeg ked af det. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal få ham til at forstå, at selvfølgelig skal han tænke sig om, før han taler........

Og jeg ved da virkelig ikke hvordan vi kommer videre herfra. Jeg har jo fået at vide, at jeg skal rende og hoppe med mine følelser og nærtagenhed..... Vi får jo aldrig snakket sammen så 

Din reaktion (som du selv ved) er meget overdreven.

han er nok også magtesløs overfor din følsomhed og forstår dig ikke. 

Har I prøvet parterapi..? For jeres kommunikation er jo helt off

Smølfine123 skriver:

Din reaktion (som du selv ved) er meget overdreven.

han er nok også magtesløs overfor din følsomhed og forstår dig ikke. 

Har I prøvet parterapi..? For jeres kommunikation er jo helt off

Vi har bare haft snakken så mange gange før, at han skal lade være med at bebrejde mig. Men han er bare (føler jeg) ligeglad. Og jeg blir bare mere og mere ked af det og frustreret for hver gang han teer sig sådan !!  Jeg synes det er urimeligt og hårdt. Jeg føler jeg får skylden for ting han ikke kan eller ikke magter.

Og ja, min reaktion er dum !!! Det er udelukkende afmagt og frustration efter at have fået det her at vide så mange mange gange.

Nej, vi har ikke prøvet parterapi. 

Anonym skriver:

Vi har bare haft snakken så mange gange før, at han skal lade være med at bebrejde mig. Men han er bare (føler jeg) ligeglad. Og jeg blir bare mere og mere ked af det og frustreret for hver gang han teer sig sådan !!  Jeg synes det er urimeligt og hårdt. Jeg føler jeg får skylden for ting han ikke kan eller ikke magter.

Og ja, min reaktion er dum !!! Det er udelukkende afmagt og frustration efter at have fået det her at vide så mange mange gange.

Nej, vi har ikke prøvet parterapi. 

Men I magter helt ærligt ikke ag kommunikere ordentligt. Så for jeres kommende barns skyld - gå til en parterpeut. Hvorfor har I ikke været afsted før..? . Og det er altså kærligt ment.

og uanset om I bliver sammen bliver det jo et helvede at have delebarn - hvis ikke I får kommunikationen på plads.

og hvorfor har du valgt at blive gravid med en du kommunikerer så dårligt med - blot nysgerrig

Jeg tænker i bearbejder hinanden? 

Han bearbejder dig at du snakker for meget og er for følsom 

Du bearbejder ham at han altid træder på din følelser og altid (indsæt selv) 

Det er en rigtig usund dynamik og jeg vil klart anbefale par terapi, min mand og jeg har selv været der, vi er meget forskellige. Men har via vores terapi lært at se vores forskelligheder som styrker og som det der balancere vores forhold. 

Vi lærte at se vores forhold som en pind på en bom. For at pinden er i ligevægt og balance skal vi give og tage lige meget, men ikke på samme tid. For giver vi samtidig tipper vi og tager vi for meget, glider den til sidst helt af bommen. 

Så det kan virkelig anbefales. 

Anonym skriver:

Jeg er gravid og ja, hormonel. Og jeg har brug for at vide, om jeg er for meget !!

Min kæreste og jeg snakker om et vigtigt emne for os og han stiller mig et spørgsmål omkring emnet i stil med “hvad tænker og føler du”. Jeg begynder at svare ham - og jeg tænker flere ting, så derfor er det jo ikke bare et simpelt svar. Jeg når kun at remse 2,5 ting op, det tager vel i omegnen af 1 minut og så afbryder han irriteret: “Du snakker simpelthen for meget” 

Det er ikke første gang, at min taletid afbrydes med påstanden om, at jeg taler for meget. Han burde efterhånden vide, at jeg blir ramt af den sætning (også før graviditeten iøvrigt !!!). Jeg svarer ham, at det synes jeg virkelig ikke han kan være bekendt at sige, hvortil jeg får at vide, at jeg da godt ved, hvad han mener og at nu er jeg simpelthen for nærtagende !

Hvad han åbenbart mente var, at HAN ikke kam rumme flere ting af gangen. Han vil gerne have jeg nævner én ting af gangen og så kan vi snakke den ene ting igennem inden jeg nævner den næste - og så videre. Det synes jeg giver god mening. Det kan jeg absolut godt se det gode i at gøre.

Men....! For pokker ! Jeg blir så ked af at jeg skal have skylden til at starte med, som om problemet er mig - at det er mig der gør noget forkert !!

Jeg har prøvet at få ham til at forstå, men han vil ikke. Han mente jeg kunne rende og hoppe med min nærtagenhed, nu gad han absolut ikke lytte til mig mere. Jeg synes så slet ikke han har lyttet.

Jeg er blevet så rasende at jeg har smækket med diverse døre, råbt og skreget og er nu kørt min vej. Har kigget på lejligheder, og overvejer at ringe og sige, at forholdet er slut, med mindre han snart gider pege fingrene mod sig selv og ikke altid hen på mig.

 

Jeg er helt ødelagt og ked af det !!!!

Men er jeg hel gal på den ???? Er det fuldstændig logisk at “du snakker for meget” ikke er en bebrejdelse imod mig, men faktisk en fortælling om, at han gerne vil tage én ting af gangen.

 

Min mand snakker helt vildt meget. Jeg når knap nok at fatte, at jeg er vågen om morgenen, før han har fortalt mig om sine drømme, om det nye skilt nede i rundkørslen, at hans nye underbukser er gode, om en samtale med en kollega og og og. Det kan jeg faktisk ikke rumme og mit hovede eksploderer, hvis ikke jeg engang imellem kan bede om en pause. Heldigvis  respekterer og accepterer han det, men gjorde han ikke, kunne jeg godt nå et punkt, hvor jeg reagerede lige som din mand. 

Når det er sagt, så tænker jeg på, om det ikke er en mulighed at lytte til din mand og give ham den luft/stilhed/færre informationer, som han beder om. 

Ena skriver:

Min mand snakker helt vildt meget. Jeg når knap nok at fatte, at jeg er vågen om morgenen, før han har fortalt mig om sine drømme, om det nye skilt nede i rundkørslen, at hans nye underbukser er gode, om en samtale med en kollega og og og. Det kan jeg faktisk ikke rumme og mit hovede eksploderer, hvis ikke jeg engang imellem kan bede om en pause. Heldigvis  respekterer og accepterer han det, men gjorde han ikke, kunne jeg godt nå et punkt, hvor jeg reagerede lige som din mand. 

Når det er sagt, så tænker jeg på, om det ikke er en mulighed at lytte til din mand og give ham den luft/stilhed/færre informationer, som han beder om. 

Tak for dit svar, men min situation kan slet ikke sammenlignes med din og din mands

Jeg snakker generelt ikke ret meget. Siger kun det absolut mest nødvendige. Faktisk noget min kæreste ofte har nævnt; at jeg er “god til” kun at sige det mest nødvendige og ikke alverdens udenomssnak. Han har faktisk også ofte sagt, at jeg virker meget lukket. Når jeg endelig prøver, så kan han sjældent rumme for meget af gangen. og det gør ondt. Især når det er et ømt emne, som det vi snakkede om i dag

Jeg snakker slet slet ikke så meget som din mand gør. Det lyder ellers ret sødt, at han så gerne vil fortælle dig om alting 

Anonym skriver:

Jeg er gravid og ja, hormonel. Og jeg har brug for at vide, om jeg er for meget !!

Min kæreste og jeg snakker om et vigtigt emne for os og han stiller mig et spørgsmål omkring emnet i stil med “hvad tænker og føler du”. Jeg begynder at svare ham - og jeg tænker flere ting, så derfor er det jo ikke bare et simpelt svar. Jeg når kun at remse 2,5 ting op, det tager vel i omegnen af 1 minut og så afbryder han irriteret: “Du snakker simpelthen for meget” 

Det er ikke første gang, at min taletid afbrydes med påstanden om, at jeg taler for meget. Han burde efterhånden vide, at jeg blir ramt af den sætning (også før graviditeten iøvrigt !!!). Jeg svarer ham, at det synes jeg virkelig ikke han kan være bekendt at sige, hvortil jeg får at vide, at jeg da godt ved, hvad han mener og at nu er jeg simpelthen for nærtagende !

Hvad han åbenbart mente var, at HAN ikke kam rumme flere ting af gangen. Han vil gerne have jeg nævner én ting af gangen og så kan vi snakke den ene ting igennem inden jeg nævner den næste - og så videre. Det synes jeg giver god mening. Det kan jeg absolut godt se det gode i at gøre.

Men....! For pokker ! Jeg blir så ked af at jeg skal have skylden til at starte med, som om problemet er mig - at det er mig der gør noget forkert !!

Jeg har prøvet at få ham til at forstå, men han vil ikke. Han mente jeg kunne rende og hoppe med min nærtagenhed, nu gad han absolut ikke lytte til mig mere. Jeg synes så slet ikke han har lyttet.

Jeg er blevet så rasende at jeg har smækket med diverse døre, råbt og skreget og er nu kørt min vej. Har kigget på lejligheder, og overvejer at ringe og sige, at forholdet er slut, med mindre han snart gider pege fingrene mod sig selv og ikke altid hen på mig.

 

Jeg er helt ødelagt og ked af det !!!!

Men er jeg hel gal på den ???? Er det fuldstændig logisk at “du snakker for meget” ikke er en bebrejdelse imod mig, men faktisk en fortælling om, at han gerne vil tage én ting af gangen.

 

Når nu han har forklarer dig hvad han har ment, hvorfor skulle det så diskuteres videre? 

Jeg synes det er meget lidt at blive rasende over og ligefrem overveje at forlade ham.