Jeg tænker lidt, at det der ofte går galt i konflikter med vores partnere er, at vi glemmer at se indad og også reflektere lidt over, hvordan vi kommer til selv at bidrage til situationen og bevare status quo. Det kan være sindssygt svært at vende det blik indad, for de fleste af os vil jo hellere, at det hele er den andens skyld, og så bliver vi låst fast i det billede.
Jeg hæfter mig ved flere ting ved din fortælling, og meget bunder i, at jeg synes du indirekte giver udtryk for, at han ikke lever op til dine standarder for, hvordan man er en god forældre. Det er lidt et problem for mange kvinder - jeg har selv været der. Men så gav jeg mig til at sætte mig ind i forskellen på mænd og kvinder i forældrerollen, og det lærte mig utrolig meget. Jeg lærte, at det ikke var fair at forvente, at min kæreste skulle være far på den måde jeg var mor. Jeg lærte at fokusere på de gode ting han gjorde som far, som måske afveg fra hvad jeg gjorde, men som ikke var dårlige at den årsag.
At han hyggesnakker med dig og skifter i kontakten mellem jeres barn og dig ser jeg intet galt i. Det er en naturlig del af at være mennesker i flok, at vi skifter i opmærksomhed ind i mellem. Ligesom hvis vi voksne sidder og snakker, en af børnene kommer og spørger om noget, vi svarer og vender så tilbage til den voksne samtale igen.
I forhold til det huslige. Hvad med at lave et skema over, hvad der skal gøres? Det er også noget, jeg har lært. Hvorfor kan min kæreste ikke bare uden jeg spørger.. Hvorfor ser han ikke rodet? Snavset? Men vi har snakket meget, og han har forklaret, at det hånden på hjertet er fordi han ikke 'ser det'. Han er ikke blind, men registrerer det ikke som noget handleværdigt, at der lige ligger noget rod. Eller tager tøjet af om aftenen og hopper i seng og tænker simpelthen ikke over at ligge det til vask. Det er ikke for med vilje at være doven.
Var til parterapi med min x, og terapeuten forklarede at der faktisk er forskel på mænd og kvinder i det aspekt. Kvinder er overordnet set mere detaljeorienterede, og derfor ser vi alle de ting, som mange (ikke alle) mænd overser. Jeg har lært, at det er okay, at jeg skal bede ham om at gøre tingene - for så vil han gerne. For det handler ikke om, han ikke gider hjælpe, men om at han faktisk ikke tænker over alle de ting, som jeg gør.
Så siger du, at han gerne vil på besøg hos folk og du føler dig tvunget til at tage med. Men så handler det egentlig om du ikke et god til at sige fra - måske er det mere dig selv, du skal arbejde med her? Jeg har selv depression og isolerer mig, har svært ved at overskue tingene. Men jeg forventer ikke af min kæreste, som er udadvendt og elske at opleve, at han skal blive hjemme og kigge, fordi jeg har det svært. Hvis han har lyst til at tage ud og være sammen med folk er det fint - så er det bare mit job at sige,, at det kan jeg ikke overskue, så han og barn må tage afsted uden mig.
Ift. Manglende forståelse for din depression, så tror jeg det er svært for de fleste at forstå, hvad de ikke kan se. Og hvis du studerer, ordner hjem osv. Så er det måske svært at få øje på, du har det svært. Det kender jeg herhjemme fra - jeg skal ind i mellem lige prikke til min kæreste og minde ham om, at bare fordi jeg har vasket tøj, betyder det ikke, at jeg har det godt. Han sætter pris på jeg kan fortælle, hvordan det står til.
God ide at tage ham med til psykolog. Men måske en parterapeut også var en god idé. Med henblik på i BEGGE skal få indblik i den andens tanker, følelser og behov. For jo, han har da vist nok noget at arbejde med. Men baseret på, hvad du skriver her, så har du også selv det 
Skrevet i kærlighed og omsorg fra en der har stået i mere eller mindre præcis det samme og har lært meget af det! Også med at kunne sætte grænser og sige, hvad mine behov er.
