Anonym skriver:
Hej piger. Jeg har brug for et råd eller 2.
Vi er en sammenbragt familie med dine mine og vores. Det fungere egentlig okay når vi bare er os 3, men så snart hver vores unger er der så ændre han sig fuldstændig. Han brokker sig hele tiden, er efter alle børnene, retter konstant på dem. Det er både mine og hans. Jeg har svært ved at nyde tiden med mine børn når de er her for jeg ved at der bliver brokket og der er bare en dårlig stemning. Alt hvad jeg gør eller siger eller mine børn gør er forkert. Weekender virker ikke til han gider noget. Mig der tager initiativ til aktiviteter og tager alle ungerne med. Han er passiv.
Jeg er begyndt at overveje om det her er noget jeg vil på sigt. Jeg er træt af at skulle forsvare mine børn hele tiden når han brokker sig over dem.
I hverdagen står jeg alene både med hans og mine børn hver eneste morgen inden jeg også selv skal på job, men jeg føler han tager det forgivet, at han tager alt forgivet . Når jeg så har fået fri fra job er det mig der henter børn og handler ind.
Jeg er ved at være træt. Rigtig træt og brugt. Hvad gør jeg? Hvordan får jeg ham til at stoppe med alt det brok? Skal jeg kaste håndklædet i ringen og tage mine børn under armen og forlade ham? Det dræner mig for energi 
snakken er taget uendelig mange gange. Det ændre sig et par uger og så er vi tilbage.
Til at starte med tænker jeg at I må forsøge jer med noget hjælp. Jeg ville gå virkelig langt for alle børns skyld.
Du skriver dine, mine og vores - Så jeg antager du har et par stykker med, han har et par stykker og I også har fælles børn? - og hvor gamle er de?
Det må være virkelig hårdt for alle parter. Hvilket er helt forståeligt og kan godt forstå man ind i mellem kan gå helt kold i koordinering, planlægning, aktiviteter mv.
Hvordan arbejder din mand? - Altså arbejdstimer - transport osv.?
Hvordan arbejder du?
Er der mulighed for at en af jer kan gå ned i tid, så der kan være noget ekstra overskud til fx at tage den tørn du føler du står med?
Jeg tænker stadig at en god familieterapeut/vejleder vil kunne hjælpe jer.
Få lavet noget mere planlægning. Evt. skriv ned, hvem der gør hvad. Det kan give en ro og måske også noget mere overskud.
Jeg synes virkelig at I skal forsøge jer med ALT, før du kaster håndklædet i ringen. Jeg har selv to børn der er skilsmissebørn. Min mand har ingen og så har vi et fælles barn. Vi har det heldigvis fantastisk men jeg ville for alt i verden gøre alt for at mine børn ikke skulle opleve endnu et brist - som de oplevede da min eksmand og jeg blev skilt.
Håber virkelig I gør en indsats - for selvfølgelig skal din mand ikke bare tage alt for givet og have den indstilling at hvis ikke han gør det, gør du det. Og selvfølgelig skal det ikke være for en hver pris.
