Kan snart ikke mere

 Åh, jeg er ved at bukke fuldstændig under.

Jeg har ligget i sengen i FEM uger nu pga. ekstrem kvalme og opkast. Jeg har kvalme døgnet rundt, og det går mellem at være 7-10 på en skala fra 1-10. 

Jeg har tabt 10 kg, jeg spiser stort set intet, udover lidt melon og jordbær, som så blive kastet op med det samme igen. 

Jeg får Ondansetron to gange om dagen og Metoclopramid tre gange om dagen, og det eneste det gør, er at reducere opkast fra 15 gange om dagen til 5 gange om dagen. Kvalmen, som er langt værre end at kaste op, gør de ikke noget ved. 

Jeg kan stort set ikke bevæge mig uden at kaste op, eller at kvalmen bliver uudholdelig, så mine muskler og min krop svinder ind, og jeg er blevet utrolig svag. Min puls er høj, og jeg har svært ved at få vejret ordentligt.

Alt dette skal ses i sammenhæng med, at jeg er psykisk sårbar og har kæmpet med depression og angst i årevis. Min fysiske tilstand har gjort, at jeg nu er ved at falde ned i depressionen igen. Jeg er ikke længere glad. Jeg er ikke glad for min baby, jeg glæder mig ikke til den kommer, jeg har ingen positive følelser tilbage i mig. Jeg ved godt, det er min tilstand, der gør det, men jeg føler mig så langt nede, at jeg får meget sorte tanker. Jeg taler med min familie om det, men de kan jo ikke være der hele tiden.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Fysisk og psykisk. Og jeg aner snart ikke mine levende råd.

Nogle solskinshistorier derude, om hvordan andre er kommet igennem lignende?

Tak fordi I læste med.

 Åh, jeg er ved at bukke fuldstændig under.

Jeg har ligget i sengen i FEM uger nu pga. ekstrem kvalme og opkast. Jeg har kvalme døgnet rundt, og det går mellem at være 7-10 på en skala fra 1-10. 

Jeg har tabt 10 kg, jeg spiser stort set intet, udover lidt melon og jordbær, som så blive kastet op med det samme igen. 

Jeg får Ondansetron to gange om dagen og Metoclopramid tre gange om dagen, og det eneste det gør, er at reducere opkast fra 15 gange om dagen til 5 gange om dagen. Kvalmen, som er langt værre end at kaste op, gør de ikke noget ved. 

Jeg kan stort set ikke bevæge mig uden at kaste op, eller at kvalmen bliver uudholdelig, så mine muskler og min krop svinder ind, og jeg er blevet utrolig svag. Min puls er høj, og jeg har svært ved at få vejret ordentligt.

Alt dette skal ses i sammenhæng med, at jeg er psykisk sårbar og har kæmpet med depression og angst i årevis. Min fysiske tilstand har gjort, at jeg nu er ved at falde ned i depressionen igen. Jeg er ikke længere glad. Jeg er ikke glad for min baby, jeg glæder mig ikke til den kommer, jeg har ingen positive følelser tilbage i mig. Jeg ved godt, det er min tilstand, der gør det, men jeg føler mig så langt nede, at jeg får meget sorte tanker. Jeg taler med min familie om det, men de kan jo ikke være der hele tiden.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Fysisk og psykisk. Og jeg aner snart ikke mine levende råd.

Nogle solskinshistorier derude, om hvordan andre er kommet igennem lignende?

Tak fordi I læste med.

Du skal bede om støttende samtaler med din læge, i hvert fald 1 gang om ugen.

Hvor langt er du henne? Jeg har selv måttet kæmpe med hyperemesis i begge i mine graviditeter. Det er dødhårdt! Første gang kastede jeg op faktisk op til jeg fik ham ud i mine arme. Her anden gang stoppede det gradvist hen over nogle uger da jeg var ca. 5 måneder henne, på trods af at anden gang har været værre end første gang. Jeg har været i et ambulant behandlingsforløb på sygehuset med væske i drop og vitamintilskud flere gange ugentligt da det var værst. Har du selv fået en henvisning af din læge, eller har du fået ondansetron gennem egen læge? Jeg har svært ved at sige så meget andet end at det nok skal gå over igen, uanset hvor fanget man kan føle sig i det imens det står på. Det er virkelig et helvede. Det er en god ide at tale med nogen om det, især efterfølgende. Jeg håber at du snart får det bedre!

Åh, øv! Jeg var selv plaget af voldsom kvalme fra uge 5 til uge 19. Kastede dog kun op 1-2 gange om dagen, men som du siger, så er kvalmen langt værre end brækturene. Den er der bare hele tiden og lader aldrig én være i fred - det er sindssygt hårdt i længden, og det bliver fuldstændig undervurderet af ens omgivelser, fordi det jo "bare skyldes graviditet". Jeg tabte mig 7-8 kg og var sygemeldt i et par måneder. 

Jeg er i uge 24 nu, og det går heldigvis meget bedre. Nu har jeg kun kvalme fra jeg står op og nogle timer frem, og jeg kaster ikke op længere. Er også ved at være nået op på den vægt, som jeg havde før jeg blev gravid.

Forstår godt, at du ikke kan finde meget positivt ved din graviditet og tilværelsen generelt lige nu - for det ER hårdt at have konstant kvalme. Man kan faktisk ikke forestille sig det, hvis man ikke selv har prøvet det. Så der er jo ikke noget at sige til, at du mangler overskud. Du skriver ikke noget om hvor langt henne du er, men eftersom du "kun" har haft det skidt i 5 uger, går jeg ud fra, at du stadig er i 1. trimester? I langt de fleste tilfælde letter kvalmen inden uge 20 (oftest senest i uge 16-18 stykker). Prøv at se frem mod dét. For mig handlede det bare om at komme igennem dagen, og jeg havde som dig heller ikke den store glædesfølelse omkring graviditeten i den periode, hvor jeg havde det værst, men her i 2. trimester hvor jeg også er begyndt at mærke liv dagligt, føler jeg mig mere og mere knyttet til min baby, og jeg glæder mig rigtig meget til hun kommer (og til at graviditeten er overstået). Er din graviditet planlagt? 

Hvis du ikke allerede er i behandling på sygehuset, så se at få en henvisning fra din læge. Når du har tabt dig så meget på så kort tid, har du brug for hjælp for ikke at tage fysisk skade. På sygehuset kan du få lagt drop efter behov, og samtidig kan de løbende holde øje med din fysiske tilstand.

Hvad angår det psykiske, så synes jeg du skal tage en snak med din læge eller jordemoder, hvis du virkelig føler, at din tilstand er ved at køre dig i sænk. Det er helt okay at være træt af graviditeten, når den forårsager kvalme og andre gener, og man må gerne føle sig ynkelig, men hvis det ligefrem fører til depression, bør du gøre noget. Hvis du lader stå til, kan det også ende ud i en fødselsdepression. Så fortæl lægen/jordemoderen hvordan du har det - de har stensikkert hørt det mange gange før.

God bedring, og tillykke med din graviditet 

Anonym skriver:

 Åh, jeg er ved at bukke fuldstændig under.

Jeg har ligget i sengen i FEM uger nu pga. ekstrem kvalme og opkast. Jeg har kvalme døgnet rundt, og det går mellem at være 7-10 på en skala fra 1-10. 

Jeg har tabt 10 kg, jeg spiser stort set intet, udover lidt melon og jordbær, som så blive kastet op med det samme igen. 

Jeg får Ondansetron to gange om dagen og Metoclopramid tre gange om dagen, og det eneste det gør, er at reducere opkast fra 15 gange om dagen til 5 gange om dagen. Kvalmen, som er langt værre end at kaste op, gør de ikke noget ved. 

Jeg kan stort set ikke bevæge mig uden at kaste op, eller at kvalmen bliver uudholdelig, så mine muskler og min krop svinder ind, og jeg er blevet utrolig svag. Min puls er høj, og jeg har svært ved at få vejret ordentligt.

Alt dette skal ses i sammenhæng med, at jeg er psykisk sårbar og har kæmpet med depression og angst i årevis. Min fysiske tilstand har gjort, at jeg nu er ved at falde ned i depressionen igen. Jeg er ikke længere glad. Jeg er ikke glad for min baby, jeg glæder mig ikke til den kommer, jeg har ingen positive følelser tilbage i mig. Jeg ved godt, det er min tilstand, der gør det, men jeg føler mig så langt nede, at jeg får meget sorte tanker. Jeg taler med min familie om det, men de kan jo ikke være der hele tiden.

Jeg er ved at gå ud af mit gode skind. Fysisk og psykisk. Og jeg aner snart ikke mine levende råd.

Nogle solskinshistorier derude, om hvordan andre er kommet igennem lignende?

Tak fordi I læste med.

Det er simpelthen så hårdt mens det står på. For mig var det frem til og med fødslen. Jeg var i den grad ramt både fysisk og psykisk. 

Flere ting: frugt er "dejligt nemt" både når det kommer ned og op. Men prøv alligevel noget andet mere "tørt", der ikke har så let ved at komme op. Fx små knækbrød. Jeg ved godt, at alt kan komme op men prøv lidt. Små mængder. 

Du skal have fat i din læge. Omgående. Han kan give dig en henvisning til en psykolog. Du skal tale med en prof, så du ikke får tilknytningsproblemer efterfølgende. Mit barn var planlagt og ønsket og var så velkommen. Men jeg fortrød simpelthen hver gang jeg lå med hovedet i toilettet. Og så kom selvbebrejdelserne over, at jeg tillod mig at tænke det. Tal med en professionel. Det er guld værd.

Derudover: mig bekendt findes der indsatser til sårbare, så de fx får flere scanninger, der er mere tid afsat ved jordemor-konsultationerne. Jeg ved ikke, hvor tidligt i en graviditet man starter der men det kan lægen undersøge.

Endeligt er mit sidste råd: sørg for at komme ud dagligt og fasthold en tilknytning til arbejde/aftal en gåtur med en veninde eller lign.

Rigtig god bedring.

Vh.