Vil bare føle mig tilstrækkelig

Hej med jer ��

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit opslag, men har virkelig brug for lidt luft. Sagen er den at jeg hele tiden føler mig presset over ingenting. Det lyder måske lidt underligt, men i december blev jeg sygemeldt fra mit job pga smerter i ryggen efter en hård arbejdsuge. Det viste sig at jeg havde delte mavemuskler og min ryg ikke kunne holde til belastningen på jobbet da mavemusklerne ikke kunne hjælpe ryggen med at være stabil. Nu er mit job opsagt, jeg er begyndt på kontoruddannelse (3,5år) og er under revidering. Jeg går fast til fysioterapi og har stadigvæk daglige rygsmerter og spiser smertestillende medicin hver dag. Har lige fået lavet en røntgen af ryggen som viser en mindre grad af ryglidelsen skoliose �� jeg er kun 27 år, har to børn på 1,5 og 2,7 år og er gift. Jeg har bare så pokkers svært ved at håndtere at min mand laver alt og jeg har så svært ved at tage den uddannelse og fungere til dagligt pga mine smerter �� føler ikke at jeg er tilstrækkeligt på nogen måder og har rigtig svært ved at acceptere min situation �� Det blev et langt opslag, men tak hvis du læste med så langt. Krydser fingre for at det hele bliver bedre engang i fremtiden ��

Anonym skriver:

Hej med jer ��

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit opslag, men har virkelig brug for lidt luft. Sagen er den at jeg hele tiden føler mig presset over ingenting. Det lyder måske lidt underligt, men i december blev jeg sygemeldt fra mit job pga smerter i ryggen efter en hård arbejdsuge. Det viste sig at jeg havde delte mavemuskler og min ryg ikke kunne holde til belastningen på jobbet da mavemusklerne ikke kunne hjælpe ryggen med at være stabil. Nu er mit job opsagt, jeg er begyndt på kontoruddannelse (3,5år) og er under revidering. Jeg går fast til fysioterapi og har stadigvæk daglige rygsmerter og spiser smertestillende medicin hver dag. Har lige fået lavet en røntgen af ryggen som viser en mindre grad af ryglidelsen skoliose �� jeg er kun 27 år, har to børn på 1,5 og 2,7 år og er gift. Jeg har bare så pokkers svært ved at håndtere at min mand laver alt og jeg har så svært ved at tage den uddannelse og fungere til dagligt pga mine smerter �� føler ikke at jeg er tilstrækkeligt på nogen måder og har rigtig svært ved at acceptere min situation �� Det blev et langt opslag, men tak hvis du læste med så langt. Krydser fingre for at det hele bliver bedre engang i fremtiden ��

Det er klart, at det er svært for dig at acceptere. Men du ER tilstrækkelig - og mere end dét - du er blevet begrænset, men du tackler det så godt, du formår, og du har heldigvis stadig håbet om forandring og bedring. Andre ville kravle ned under dynen i fosterstilling og opgive at gøre noget som helst - jeg læser, at du aktivt har taget hånd om din situation ved at tage en ny uddannelse. Og så er du privilegeret ved at have en god mand ved din side, som tilsyneladende tager ansvar. Synes han, du er utilstrækkelig? 

Vores situationer er ikke helt ens, men jeg fik for ca. fem år siden sclerose. Vores børn var da 14, 15 og 19, og det gjorde selvfølgelig tingene noget lettere, at de var så store og selvhjulpne, men stadig har de da måttet leve med, at deres mor er træt som et alderdomshjem, når hun/jeg kommer fra job, og at jeg ikke altid orker at være nærværende, men har brug for meget hvile. Min mand er i den grad kommet ind i kampen og har taget mange flere huslige opgaver og mere ansvar end før, men når jeg giver udtryk for, jeg ikke oplever at “virke” lige så godt som før, og at jeg er ked af ikke at kunne gøre mere, bliver han næsten vred og fortæller mig, at han synes, jeg er rockersej og kæmper en brav kamp. Jeg arbejder stadig på fuld tid og bruger alle kræfter på jobbet, og det er selvfølgelig ikke en ideel prioritering, men det tager tid at indstille sig på at lægge sit liv om. 

Jeg er sikker på, du er den bedste mor og kone, du magter at være under de omstændigheder, som helt urimeligt har ramt dig. Og selvfølgelig er det et tab og en sorg ikke at kunne, hvad man ønsker, men jeg synes, det er så positivt, at du holder fast i håbet om en positiv ændring og ikke har smidt håndklædet i ringen. 

Knus til dig! 

Anonym skriver:

Hej med jer ��

Jeg ved ikke helt hvad jeg vil med mit opslag, men har virkelig brug for lidt luft. Sagen er den at jeg hele tiden føler mig presset over ingenting. Det lyder måske lidt underligt, men i december blev jeg sygemeldt fra mit job pga smerter i ryggen efter en hård arbejdsuge. Det viste sig at jeg havde delte mavemuskler og min ryg ikke kunne holde til belastningen på jobbet da mavemusklerne ikke kunne hjælpe ryggen med at være stabil. Nu er mit job opsagt, jeg er begyndt på kontoruddannelse (3,5år) og er under revidering. Jeg går fast til fysioterapi og har stadigvæk daglige rygsmerter og spiser smertestillende medicin hver dag. Har lige fået lavet en røntgen af ryggen som viser en mindre grad af ryglidelsen skoliose �� jeg er kun 27 år, har to børn på 1,5 og 2,7 år og er gift. Jeg har bare så pokkers svært ved at håndtere at min mand laver alt og jeg har så svært ved at tage den uddannelse og fungere til dagligt pga mine smerter �� føler ikke at jeg er tilstrækkeligt på nogen måder og har rigtig svært ved at acceptere min situation �� Det blev et langt opslag, men tak hvis du læste med så langt. Krydser fingre for at det hele bliver bedre engang i fremtiden ��

Jeg tænker det er en form for sorgproces du skal igennem. Hvis du forsøger at acceptere, at det bliver en smertefuld vej du skal igennem og at det er okay at sørge, være vred og føle at det hele er håbløst. Du skal igennem det og så skal du have dannet et nyt identitets-billede hvor din sygdom er en accepteret del af dig. Det tager den tid det tar

Mor og meget mere skriver:

Det er klart, at det er svært for dig at acceptere. Men du ER tilstrækkelig - og mere end dét - du er blevet begrænset, men du tackler det så godt, du formår, og du har heldigvis stadig håbet om forandring og bedring. Andre ville kravle ned under dynen i fosterstilling og opgive at gøre noget som helst - jeg læser, at du aktivt har taget hånd om din situation ved at tage en ny uddannelse. Og så er du privilegeret ved at have en god mand ved din side, som tilsyneladende tager ansvar. Synes han, du er utilstrækkelig? 

Vores situationer er ikke helt ens, men jeg fik for ca. fem år siden sclerose. Vores børn var da 14, 15 og 19, og det gjorde selvfølgelig tingene noget lettere, at de var så store og selvhjulpne, men stadig har de da måttet leve med, at deres mor er træt som et alderdomshjem, når hun/jeg kommer fra job, og at jeg ikke altid orker at være nærværende, men har brug for meget hvile. Min mand er i den grad kommet ind i kampen og har taget mange flere huslige opgaver og mere ansvar end før, men når jeg giver udtryk for, jeg ikke oplever at “virke” lige så godt som før, og at jeg er ked af ikke at kunne gøre mere, bliver han næsten vred og fortæller mig, at han synes, jeg er rockersej og kæmper en brav kamp. Jeg arbejder stadig på fuld tid og bruger alle kræfter på jobbet, og det er selvfølgelig ikke en ideel prioritering, men det tager tid at indstille sig på at lægge sit liv om. 

Jeg er sikker på, du er den bedste mor og kone, du magter at være under de omstændigheder, som helt urimeligt har ramt dig. Og selvfølgelig er det et tab og en sorg ikke at kunne, hvad man ønsker, men jeg synes, det er så positivt, at du holder fast i håbet om en positiv ændring og ikke har smidt håndklædet i ringen. 

Knus til dig! 

Jeg hjælper nærmest ikke til med noget som helst mere. Jeg forsøger at få ryddet lidt op, vasket lidt tøj og sørger for børnene, samt få lavet mine lektier. Men når aldrig det jeg sætter mig for og det påvirker mit humør rigtig meget i hverdagen. Jeg har sagt til min mand at jeg på ingen måder føler mig tilstrækkelig, og han forventer ikke noget særligt af mig, for han ved godt jeg har det svært lige nu. Dog er jeg ved at bide hovedet af ham, når han beder mig huske at gøre nogle små ting, som burde være peace of case, men med et hovede som ikke kan overskue bare det at være til i hverdagen er mere end rigeligt og er bare så træt af at jeg står i denne situation og føler jeg lader det gå ud over min familie. Men ja tager hånd om sagen, tror bare jeg er et sted lige nu hvor jeg ikke helt magter at have så mange smerter og stadigvæk skulle kunne præstere, men ser det ikke som en mulighed at droppe fra, for har ikke andre fremtidsmuligheder og vil gennemføre det nu og ikke bare sidde og have ondt af mig selv derhjemme.

Det lyder til at du har en super sej familie, som er en god støtte til dig. Jeg kan godt forstå at man kan have en periode hvor man gerne vil bruge tid på sit arbejde og så på et senere tidspunkt, ændre retning når man selv syntes tiden er inde til det  

Tak for dine gode ord og at du vil dele din historie, det giver mig mere at tænke over Håber at min fysioterapeut vil hjælpe mig med at få sat ord på hvordan jeg kan komme videre, nu hvor jeg bare sidder fast med en del smerter.

Roselil skriver:

Jeg tænker det er en form for sorgproces du skal igennem. Hvis du forsøger at acceptere, at det bliver en smertefuld vej du skal igennem og at det er okay at sørge, være vred og føle at det hele er håbløst. Du skal igennem det og så skal du have dannet et nyt identitets-billede hvor din sygdom er en accepteret del af dig. Det tager den tid det tar

Det kan sagtens være det er sådan noget jeg er ved at gå igennem og at jeg måske ikke helt kan finde ud af at forstå og håndtere min situation. For lige nu har jeg rigtig svært ved at acceptere at jeg skal være så hæmmet i min hverdag og føler jeg burde kunne en helt masse, som jeg bare ikke kan på nuværende tidspunkt. Det at jeg ikke har den fjerneste fornemmelse for hvad det her har af betydning for min fremtid tror jeg også gør det svære for mig at forstå. Jeg ved ikke om jeg skal forvente at have smerter resten af mit liv eller om jeg på et tidspunkt kan blive mere mig selv igen. Lige for tiden går jeg med frygten for aldrig at kunne komme af med mine smerter, hvilket skræmmer mig og giver mig en opgivende tankegang omkring min nye uddannelse som jeg er igang med at tage. I skolen tænker jeg hele tiden på at det snart må stoppe, for ellers kan jeg ikke blive ved med at holde til det. Jeg er så ødelagt efter de første 2-3 timer i skolen og kan slet ikke fungere når jeg kommer hjem