Når man venter på besked om sygdom

Pyha, overvejede at være anonym, men pyt. Jeg havde en voldsom infektion efter fødslen i december, og som et bifund fandt man, da man scannede min livmoder, at min milt var forstørret. Jeg blev derfor tilknyttet medicinsk afsnit. Hypotesen var, at den var forstørret netop pga den voldsomme infektion. Derfor skulle mine tal følges, og når de var normaliserede skulle jeg genscannes. 

I starten af februar fik jeg taget nye prøver der viste, at leukocytter og CRP var normale igen. Dejligt. Fik tid til ny scanning 10. April.

Jeg har også været til samtale på sygehuset, hvor snakken gik på at afdække symptomer på leukæmi, da man gerne se forstørret milt ved leukæmi. Heldigvis havde jeg ikke symptomerne, og mine blodtal pegede heller ikke på det. 

Men nu går jeg i limbo. Og jeg prøver ikke at tænke på det, men nogen dage fylder det meget, tanken om hvis den stadig er for stor eller vokset. Jeg er virkelig bange for at have en eller anden cancer sygdom.

Nu er min scanning så blevet rykket frem til fredag. Årsagen er, at jeg har symptomer Fra mavesækken hvor den nærmest føles "i vejen" når jeg har spist, normalt kan man jo ikke mærke den. Og så får jeg ubehag op i spiserøret.. Men ikke ligesom sure opstød da jeg var gravid. 

Og fordi en meget forstørret milt kan presse på mavesækken er jeg altså rykket frem. Og jeg er helt ærligt så bange, for hvad nu hvis den er blevet så stor, hvad skyldes det så, for jeg er ikke syg mere

Jer andre der har prøvet at vente på afklaring omkring mulig alvorlig sygdom, hvordan har i klaret ventetiden? Overlægen spurgte ind til cancer symptomer i går så som almentilstand, nattesved, feber og ufrivillig vægttab, og har ingen af delene og har det fint, så det er vel et godt tegn? 

Det med maven kan jo også være måske mavesår eller noget med mavesyre, men lige nu ved jeg intet, og det hyler mig totalt ud af den. Den der følelse af, at der er noget i vejen med ens organer, men måske ikke, og hvis der er, hvad så.. 

Anonymor skriver:

Pyha, overvejede at være anonym, men pyt. Jeg havde en voldsom infektion efter fødslen i december, og som et bifund fandt man, da man scannede min livmoder, at min milt var forstørret. Jeg blev derfor tilknyttet medicinsk afsnit. Hypotesen var, at den var forstørret netop pga den voldsomme infektion. Derfor skulle mine tal følges, og når de var normaliserede skulle jeg genscannes. 

I starten af februar fik jeg taget nye prøver der viste, at leukocytter og CRP var normale igen. Dejligt. Fik tid til ny scanning 10. April.

Jeg har også været til samtale på sygehuset, hvor snakken gik på at afdække symptomer på leukæmi, da man gerne se forstørret milt ved leukæmi. Heldigvis havde jeg ikke symptomerne, og mine blodtal pegede heller ikke på det. 

Men nu går jeg i limbo. Og jeg prøver ikke at tænke på det, men nogen dage fylder det meget, tanken om hvis den stadig er for stor eller vokset. Jeg er virkelig bange for at have en eller anden cancer sygdom.

Nu er min scanning så blevet rykket frem til fredag. Årsagen er, at jeg har symptomer Fra mavesækken hvor den nærmest føles "i vejen" når jeg har spist, normalt kan man jo ikke mærke den. Og så får jeg ubehag op i spiserøret.. Men ikke ligesom sure opstød da jeg var gravid. 

Og fordi en meget forstørret milt kan presse på mavesækken er jeg altså rykket frem. Og jeg er helt ærligt så bange, for hvad nu hvis den er blevet så stor, hvad skyldes det så, for jeg er ikke syg mere

Jer andre der har prøvet at vente på afklaring omkring mulig alvorlig sygdom, hvordan har i klaret ventetiden? Overlægen spurgte ind til cancer symptomer i går så som almentilstand, nattesved, feber og ufrivillig vægttab, og har ingen af delene og har det fint, så det er vel et godt tegn? 

Det med maven kan jo også være måske mavesår eller noget med mavesyre, men lige nu ved jeg intet, og det hyler mig totalt ud af den. Den der følelse af, at der er noget i vejen med ens organer, men måske ikke, og hvis der er, hvad så.. 

Vil blot give et virtuelt kram...

kan sagtens følge bekymringen... og hvorfor det er svært at bevare roen når man føler der er noget "forkert" inden i...

Det er nok meget godt at scanning er rykket frem, så er der tættere forbindelse mellem sidste prøve og en scanning... Det er nok nemmere at finde et resultat udfra at de 2 ting er tæt på dato fremfor en måned imellem...

jeg krydser fingre for det bedste...

Wampires skriver:

Vil blot give et virtuelt kram...

kan sagtens følge bekymringen... og hvorfor det er svært at bevare roen når man føler der er noget "forkert" inden i...

Det er nok meget godt at scanning er rykket frem, så er der tættere forbindelse mellem sidste prøve og en scanning... Det er nok nemmere at finde et resultat udfra at de 2 ting er tæt på dato fremfor en måned imellem...

jeg krydser fingre for det bedste...

Tak ja, to måneder var det jo faktisk fra blodprøven. Oh hvis der så kommer konflikt i det offentlige endnu længere. På den lyse side kan man sige, at det må betyde at lægen ikke tænker det er noget alvorligt. Den er også mest rykket frem pga min utryghed. Men alligevel. Har hele tiden den der, hvad nu hvis jeg har kræft, hvad nu hvis det er uhelbredeligt, hvad nu hvis. Normalt kan man jo dæmpe angst ved at finde argumenter for det er urealistisk, men har jo rent faktisk (i hvert fald haft) forstørret milt, så :/

Ikke selv men min ene søn blev indlagt på hans 5 års fødselsdag med en knude på halsen nakkestivhed og et infektionstal der eksploderede. 

Det startede med at han klagede over nakkesmerter og en tur til lægen til indlæggelse blodprøver skanninger endnu flere blodprøver konferencer samtaler osv og forældre og familie der var dødsangsten for at miste lille Villads fordi lægerne var meget proff men lagde ikke skjul på det her ikke var for sjov.

Vi havde stor hjælp imens vi ventede på svar at tale med den tilknyttede psykolog sygeplejerskerne og hospitalsklovnene. Og ikke mindst de frivillige ved kræftlinien da lægerne lang tid troede det var kræft.

Jeg tænker du vil have glæde af at have nogen at tale med  

Nogen der kan holde din hånd og lytte . 

Tit er det rart med en fremmed . En der ikke har følelserne med men stadig kan give dig omsorg og sparring.

Måske en frivillig ved kræftlinien? For selv om du endnu ikke ved om du har kræft så er du i krise og de hjælp især mig da man stadig mente Villads havde kræft.

Han havde så en voldsom betændelse i hele lymfe systemet . Det falde de ud af efter 3 dage og kunne sætte ind med den rigtige medicin og efter 12 dage blev vi udskrevet ( bare lige for at fortælle hvad udfaldet blev)

Men forstår din angst dine tanker og det du går igennem og ville ønske jeg kunne skrive lige det du har brug for.

Men hold fast i det positive i at du ikke har kræftsymptomer. 

Alt det bedste din vej.

Anonymor skriver:

Pyha, overvejede at være anonym, men pyt. Jeg havde en voldsom infektion efter fødslen i december, og som et bifund fandt man, da man scannede min livmoder, at min milt var forstørret. Jeg blev derfor tilknyttet medicinsk afsnit. Hypotesen var, at den var forstørret netop pga den voldsomme infektion. Derfor skulle mine tal følges, og når de var normaliserede skulle jeg genscannes. 

I starten af februar fik jeg taget nye prøver der viste, at leukocytter og CRP var normale igen. Dejligt. Fik tid til ny scanning 10. April.

Jeg har også været til samtale på sygehuset, hvor snakken gik på at afdække symptomer på leukæmi, da man gerne se forstørret milt ved leukæmi. Heldigvis havde jeg ikke symptomerne, og mine blodtal pegede heller ikke på det. 

Men nu går jeg i limbo. Og jeg prøver ikke at tænke på det, men nogen dage fylder det meget, tanken om hvis den stadig er for stor eller vokset. Jeg er virkelig bange for at have en eller anden cancer sygdom.

Nu er min scanning så blevet rykket frem til fredag. Årsagen er, at jeg har symptomer Fra mavesækken hvor den nærmest føles "i vejen" når jeg har spist, normalt kan man jo ikke mærke den. Og så får jeg ubehag op i spiserøret.. Men ikke ligesom sure opstød da jeg var gravid. 

Og fordi en meget forstørret milt kan presse på mavesækken er jeg altså rykket frem. Og jeg er helt ærligt så bange, for hvad nu hvis den er blevet så stor, hvad skyldes det så, for jeg er ikke syg mere

Jer andre der har prøvet at vente på afklaring omkring mulig alvorlig sygdom, hvordan har i klaret ventetiden? Overlægen spurgte ind til cancer symptomer i går så som almentilstand, nattesved, feber og ufrivillig vægttab, og har ingen af delene og har det fint, så det er vel et godt tegn? 

Det med maven kan jo også være måske mavesår eller noget med mavesyre, men lige nu ved jeg intet, og det hyler mig totalt ud af den. Den der følelse af, at der er noget i vejen med ens organer, men måske ikke, og hvis der er, hvad så.. 

Først og fremmest vil jeg sende dig et Det er ganske forfærdeligt at gå og frygte at man får en dårlig besked fra lægen. Endnu værre er det når man i forvejen har angst. Umiddelbart vil jeg klart mene at du ikke kan have cancer når de absolut ingen symptomer har på det i din almene tilstand og dine blodprøver tilmed heller ikke indikerer det. Jeg tænker om den følelse du har i mavesækken kan være indbildt? Har du læst om det symptom og har det lagret sig i din krop? Psyken hænger jo unægteligt sammen med fysikken nogle gange og jeg selv kender kun alt for godt til det. Jeg har selv været i udredning for sygdom (herunder også kræft), og det var rædselsfuldt og jeg havde angst × 1000.

For 4 år siden fik jeg en følelse af noget i halsen. En klump i halsen følte jeg, som hvis en pille sad fast og jeg ikke kunne synke den. Samtidigt har jeg siden barndommen haft en knude på halsen og der var nu kommet et blåt mærke udenpå den. Jeg var panisk og var bange for at fejle noget alvorligt. Min almen tilstand var og er rigtig fin, men jeg var så bange og jeg opsøgte flere forskellige læger og speciel læger og alle har undersøgt mig med forskellige prøver og jeg har ikke kræft og min knude på halsen er blåt en fedtknude. Jeg har her 4 år efter stadig følelsen af klump i halsen. Jeg har haft en slange i halsen flere gange uden resultat. Fået 4 ultralydsscanninger af hals og bryst uden resultat. Blodprøver uden resultat. Man mener det må være reflux. Mit stofskifte er ogsp tjekket og er normalt omend lidt lavt, men intet unormalt. Nu starter jeg til psykolog, for jeg er blevet sygdomsangst på baggrund af det. Så jeg kender virkelig til at gå og frygte at man fejler noget alvorligt. 

Det er godt du allerede skal til på fredag, fordi så skal du ikke gå i uvished længe endnu. Jeg tror virkelig ikke at du fejler noget, men hvis der skulle være noget så har du jo heldigvis forhåbentligt fået det taget i tide! Det bliver tjekket grundigt sådan så lægerne er helt sikre inden de afslutter dig. Hvis du var meget syg så er jeg sikker på at du ville have nogle symptomer af en art. Held og lykke fredag og hold os opdateret 

Jeg skal nok få svaret jer individuelt, der har skrevet - jeres svar er ikke glemt, men er meget værdsat! Nu er det i dag. Er ret nervøs. Især fordi jeg ikke ved, om lægen må fortælle hvad han/hun ser under scanningen. Håber. Jeg ved hvor stor min milt blev målt til sidst (14.7 cm) og at Max for normalen er 11-12 stykker, så har da en reference hvis de vil oplyse mig om målet.

Synes det der med maven og halsen er meget on/off, så tanken psykisk har absolut strejfet mig. Jeg tænker jo også, at hvis milten var blevet så stor den pressede på mavesækken eller noget tilsvarende, så ville det vel være en konstant følelse.. Nå, jeg må vente og se. Kryds fingre for jeg kan få afklaring i dag! 

Anonymor skriver:

Jeg skal nok få svaret jer individuelt, der har skrevet - jeres svar er ikke glemt, men er meget værdsat! Nu er det i dag. Er ret nervøs. Især fordi jeg ikke ved, om lægen må fortælle hvad han/hun ser under scanningen. Håber. Jeg ved hvor stor min milt blev målt til sidst (14.7 cm) og at Max for normalen er 11-12 stykker, så har da en reference hvis de vil oplyse mig om målet.

Synes det der med maven og halsen er meget on/off, så tanken psykisk har absolut strejfet mig. Jeg tænker jo også, at hvis milten var blevet så stor den pressede på mavesækken eller noget tilsvarende, så ville det vel være en konstant følelse.. Nå, jeg må vente og se. Kryds fingre for jeg kan få afklaring i dag! 

Pøj pøj  jeg håber det hele ser normalt ud i dag! 

Hej du. 

Du får lige et kram herfra. 

Jeg har haft 2x svær SSF med påvirkning af bl.a. nyretal. Efter min anden fødsel skulle jeg ca 6 uger efter til et generelt tjek for at sikre at alt var ok igen. Her viste urinprøven, at mine nyrer stadig var utætte og, at jeg stadig lækkede rigtig meget protein.

Jeg blev naturligvis nervøs, da der er nyresygdom i min familie, men min egen læge, hvor jeg fik taget prøverne, kunne ikke sige mere og fik blot (medio december) fremskyndet min tid på nyreambulatoriet fra medio april til ultimo februar (første ledige tid). Og så kunne jeg ellers få lov at være nervøs og vente i 2,5 måned.. Og kun trøste mig selv med, at hvis jeg var lige ved at stå af, så havde de nok ikke ladet mig vente 2,5 måned.

Ved kontrollen i februar var mine værdier heldigvis noget pænere. Så de regner med, at mine nyrer vil være okay igen i løbet af et års tid, og de vil lave løbende kontroller for at sikre, det går den rigtige vej. 

Håber det bedste i dag! 

Anonymor skriver:

Jeg skal nok få svaret jer individuelt, der har skrevet - jeres svar er ikke glemt, men er meget værdsat! Nu er det i dag. Er ret nervøs. Især fordi jeg ikke ved, om lægen må fortælle hvad han/hun ser under scanningen. Håber. Jeg ved hvor stor min milt blev målt til sidst (14.7 cm) og at Max for normalen er 11-12 stykker, så har da en reference hvis de vil oplyse mig om målet.

Synes det der med maven og halsen er meget on/off, så tanken psykisk har absolut strejfet mig. Jeg tænker jo også, at hvis milten var blevet så stor den pressede på mavesækken eller noget tilsvarende, så ville det vel være en konstant følelse.. Nå, jeg må vente og se. Kryds fingre for jeg kan få afklaring i dag! 

Krydser så meget fingre 

håber alt går som det skal

positive og håbefulde tanker herfra