Angst og ked af graviditet..

Jeg troede aldrig at jeg skulle starte sådan en tråd men.... jeg er bare så ked af at være gravid igen. Første gang prøvede vi længe og gik i behandling for at få vores dejlige lille datter og nu her 5 måneder efter fødslen står jeg pludselig med en positiv test ud af det blå!! Vi har været sammen een gang hvor han trak sig ud (undskyld detaljer). Og jeg skulle have mange hormoner for at få ægløsning naturligt sidst men nu har jeg åbenbart spontant selv haft ægløsning. Panikkede først og bestilte abort-konsultation, endte med at sidde og græde hos lægen med den lille på skødet. Jeg kan mærke at en abort ikke er det rigtige for mig men hold op et chok og hvor har jeg angst over at få to børn med ca et års tid imellem.. Vil nogle dele ud af gode historier med børn så tætte på hinanden og gerne historier hvor I startede med at være kede af graviditeten men blev glad for den? Hvornår blev I glade? Jeg er så bange for at jeg ikk kan være der for min datter eller den lille ny, at skulle have to grædende børn om natten og ja, bange for om jeg kan klare det, tænk hvis det bliver så hårdt at jeg ender i en fødselsdepression  Min kæreste og jeg har begge gode uddannelser, jobs og god økonomi så alt det praktiske er i orden, det er bare mine følelser der er et kæmpe kaos... Kæresten er angst som mig men føler ligesom jeg også at en abort ikke er det rigtige for os og at dette lille liv fortjener chancen for at leve 

Tillykke med graviditeten, kan godt forstå at det lige skal fordøjes, når det ikke er planlagt.

Jeg har planlagt 15 mdr mellem mine to ældste.

Jeg synes det har været helt fantastisk at få børn så tæt. De har haft utrolig glæde af hinanden og synes ikke det har været hårdt. Man var jo i træning.

Jeg havde den store hjemme sammen med den lille. Noget vi alle nød.

Pigerne er i dag 11 og 12, og hinanden støtter.

Forstår godt det er lidt af en omvæltning, når I på ingen måde var forberedte på, at det kunne ske. Og kan også sagtens forstå dine tanker omkring hvorvidt du vil kunne klare to små børn. Men mon ikke meget kan nå at ændre sig i løbet af din graviditet? I har mange måneder til at vænne jer til familieforøgelsen, og når nr 2 kommer har du en del mere erfaring med og sikkerhed i morrollen, end du har nu, hvor din datter stadig ikke er ret mange måneder. 

Prøv at se det positive i situationen - I er blevet gravide igen helt uden hjælp, og jeres børn vil med al sandsynlighed få rigtig meget glæde af hinanden, når de er så tæt aldersmæssigt. Der er også fordele ved at tage småbørnstiden i ét hug frem for at dele den ud over mange år. Jeg håber I finder ro og glæde i det hele, selvom det virker lidt voldsomt lige nu.

Hej du. 

Jeg har en veninde, som fik en lille søn, der havde kolik. Det var meget hårdt ved dem og hun var helt udkørt. 

Da drengen så er 5-6 måneder, og det endelig er begyndt at vende med kolikken, så finder hun ud af, at hun er gravid igen. Hun ringede stortudende og der gik noget tid inden, det overhovedet kunne forstås, hvad der var galt.

De valgte at få barnet trods bekymringer om manglende overskud, ny kolik, osv. Der endte med at være 13 mdr mellem børnene.

I dag er de hhv. 2 og 3 år, og hun er lykkelig for dem. Det har selvfølgeligt været hårdt med to så små Blev ørn på én gang, men den lille var et "nemt" barn, og den store elsker den lille ud over alle grænser. Allerede nu gør de små næsten alt sammen.

Jeg kender også et brødrepar med 16 mdr imellem. Dem lærte jeg først at kende som teenagere, så kender ikke til moderens opfattelse af deres barndom, men det var også hinandens bedste venner, og opfattede sig selv som tvillinger og gjorde ikke noget uden hinanden.

Så det kan sagtens ende godt, selvom der er kort mellem børnene! 

Selv har jeg 4 år mellem mine, og alligevel endte jeg med en periode med 2 blebørn, og nætter, hvor de begge vågnede mange gange, på skift af hinanden. Så stor aldersforskel er heller ikke en garanti for masser af nattesøvn og et nemt forløb