Mistet min far, selvom han lever..

Hvordan skal man bearbejde den sorg at miste sin far, selvom han lever? Den far jeg engang havde, den omsorgsfulde, stille og rolige, kærlige, venlige mand er blevet alkoholiker. Køre spritkørsel, er blevet en slagsbror, taler nedladende til mig som aldrig før, er aggressiv og blevet en helt anden person..

Jeg er sønderknust over den drejning hans liv har taget og jeg ønsker bare min far tilbage. Jeg fødte for 6mdr siden, og han er langt fra en morfar jeg ønsker for min datter.

På et punkt ønsker jeg ham ikke i mit liv som han lever det nu, men jeg går og håber han kommer til sig selv.. 

Det er en rigtig svær sorg især fordi andre omkring dig ikke forstår det som en sorg.

Det bedste du kan gøre for dig selv er at beskytte dit barn mod ham. Mærk efter om du kan magte at I har et forhold eller ej.. 

Ved du hvorfor han pludselig er blevet sådan? Kunne han have brug for hjælp og vil han tage i mod det? 

Ellers må du tænke på dig selv og acceptere ham som han er nu. Tænker du hele tiden på den han var og ønsker det så bliver det svært at komme videre. Så accepter med dig selv at det er den han er. Og vælg så om du vil acceptere sådan en mand i dit liv. 

Anonym skriver:

Hvordan skal man bearbejde den sorg at miste sin far, selvom han lever? Den far jeg engang havde, den omsorgsfulde, stille og rolige, kærlige, venlige mand er blevet alkoholiker. Køre spritkørsel, er blevet en slagsbror, taler nedladende til mig som aldrig før, er aggressiv og blevet en helt anden person..

Jeg er sønderknust over den drejning hans liv har taget og jeg ønsker bare min far tilbage. Jeg fødte for 6mdr siden, og han er langt fra en morfar jeg ønsker for min datter.

På et punkt ønsker jeg ham ikke i mit liv som han lever det nu, men jeg går og håber han kommer til sig selv.. 

Min far var også alkoholiker. Det var han også i min barndom, i det mindste fra da jeg var 5 (da min mor døde). Det er svært at se sine forældre tabe sig selv.

Jeg kan ikke sige om det er det bedste at holde op med at se ham. men min personlige erfaring er at klippe båndene er svært, for det skaber sår der aldrig rigtig vil hele. Man er nød til at finde en måde at få fred med den person som ens forældre nu er. Du kan måske vælge at se ham "lidt", og måske aftale at ses f.eks. om morgenen, eller på andre tidspunker hvor du rimeligt kan regne med at han ikke er fuld. Hvis han vil din datter, kan du også fortælle ham at du gerne vil ses, men det kræver at han ikke har drukket, og hvis han så aligevel har, kan du gå hjem.

Det hjælper selvfølgelig ikke - men man kan bare ikke få dem "tilbage igen". så jeg tror man er nød til at tænke i "hvad kan jeg selv leve med når jeg ved hvad de andre har at byde ind med".  

mange 

Min far er ikke alkoholiker, men han er manio-dreppressiv. Han lever men jeg har også mistet ham. Da min mor gav op og blev skilt, mistede jeg også min far forstået på den måde at vi gled fra hinanden. Jeg var sur på ham og han rakte ikke ud efter mig på noget tidspunkt, jeg var næsten myndig på det tidspunkt. I 8 år så jeg ham ikke og da jeg samlede mod til at banke på hans dør og grædende krammede ham og kunne se gensynsglæden i hans øjne fik jeg et spinkelt håb om et liv han kunne være en del af. Jeg måtte desværre erkende at jeg ikke kunne have ham i mit liv. Han drænede mig for energi og efter 3 besøg gav jeg op. Jeg har ikke set ham siden og det er vel snart  10 år siden. Han er tit i mine tanker og ville ønske min mand og børn kunne møde ham...men sådan bliver det ikke. Jeg har lært at leve med det, men ville ønske det var anderedes. Jeg ved at det er mig der skal gøre noget hvis vi skal ses og jeg ved at mine forventninger skal være meget små, for han kan ikke give mig det jeg ønsker mig af en far.

Jeg tænker tit på om jeg er sikker på at vi ikke skal ses, han er en ældre herre efterhånden og lige pludselig er det jo for sent, men jeg føler mig afklaret med omkring min beslutning.

Kære TS - du skal mærke efter hvad du kan leve med, om det er regler for hvordan i ses, hvor tit eller noget helt andet. Men find en måde der kan fungere for dig. Du kan kun hjælpe din far hvis han ønsker det. Min far ville ikke have hjælp, men hvis han skulle kontakte mig ville jeg uden tvivl give ham en chance igen.

Knus

Min far er også alkoholiker og det har han været lige så længe jeg kan huske. Det var dog i det skjulte og han var aldrig ubehagelig eller andet og man kunne ikke mærke på ham når han havde drukket. Men det var skjult for omverdenen mens jeg var barn og ung. Selvom han kun tog et par øl om dagen som jeg så, ja så vidste jeg det godt. Jeg Mistede min mor som 13 årig og der eskalerede det for han. Nogle år senere mødte han en ny og hun fik ham på rette køl igen ( men stadig med et lille misbrug af øl). 

På et tidspunkt for knapt 5 år siden havde jeg en snak med ham om hans alkohol problem. Jeg gav ham valget. Øllene eller hans barn ( mig) og børnebørn. Efter lidt betænkningstid valgte han heldigvis os. Han kom i behandling og var clean i 2 år. Efterfølgende dør hans kæreste han har været sammen med i 15 år. Efter der eskalere det igen. 

Denne gang kan jeg ikke nå ham. Jeg hører ikke fra ham særlig meget og mine børn kender ham ikke rigtig længere. ( vi bor i hver vores ende af landet) . Han besøger os aldrig og hans interesse for mig og min familie er der ikke. Og jeg har efterhånden accepteret at jeg har “tabt” ham og jeg gider ikke kampen. Gider ikke bruge min energi på det. 

Nu fik du lige min historie ( Gud hvor er det rart at få skrevet ned)

Det jeg vil sige er at du  er nød til at acceptere at det er den vej din far har valgt at gå. Det er HANS valg. Du kan ikke andet end håbe på at han en dag “ vågner op” og indser at han har tabt. Men hold stadig en dør på klem, men pas samtidig på dig selv. Det er hårdt .