Hej, jeg er tidligere anorektiker.
Det startede meget tidligt i mine teenageår, herefter udviklede det sig til bulimi. Med store overspisninger og efterfølgende opkast samt mad restriktioner.
Jeg har været i behandling 6 mdr. psykoterapi. Det er meget sjældent jeg bliver trigget til at spise en masse mad.
Sagen er at jeg for kort tid siden mistede en nær veninde, der efter flere år med psykisk sygdom valgte at tage sit eget liv
Både jeg og familien er begge rigtig kede af det. Jeg fik en opringning fra en af de pårørende. 
Jeg er virkelig trist omkring det, og mindes at hun var hjemme i min lejlighed en uge før opringningen. Når jeg går den daglige rute ind til byen, mindes jeg hende også.. For der gik vi en tur.
Jeg kan mærke at jeg er udfordret. På madplan. Jeg har allerede en gang været ude i et grovæderi, og herefter fået maden op igen. Jeg havde fri fra studie. Det er så forfærdeligt at fylde sig selv med al den mad. Jeg ved det er forkert, men trangen var stor efter denne triste hændelse.
Er der nogle der har oplevet lignende, eller har nogle gode råd, til hvordan jeg hurtigst muligt kan komme oven vande igen?
Det er så klamt at tænke på al den mad jeg får fortæret, og tænker stakkels baby i maven. Jeg kan slet ikke være i min egen krop, når det her er sket
Det er altså over en hel dag, at jeg kan æde til langt over min grænse og derefter brække mig.
Jeg har ikke fortalt min kæreste om det sidste æde flip. Fordi at jeg skammer mig så meget. Han ved godt, at jeg i forvejen har det svært med at jeg vokser om hofterne og maven grundet baby.
Når jeg æder og kaster op kan jeg ikke mærke mine tanker eller følelser. Det er som at sætte det på pause.
Anmeld
Citér
