Jeg er lidt over halvvejs i min graviditet, og alt går som det skal med baby. Jeg er lykkelig for at skulle være mor og glæder mig rigtig meget til, at min datter kommer til verden til sommer. Jeg er alene om det og har selv valgt dette (har benyttet mig af en donor).
De sidste knap 2 år har jeg boet sammen med min bror i en kollegielejlighed. Jeg er 25, og han fylder snart 29. Vi læser begge to på universitetet og valgte at flytte sammen, fordi det økonomisk ville gøre tingene nemmere for os begge, og fordi vi i det hele taget har et rigtig godt søskendeforhold og er hinandens bedste venner. Alligevel synes jeg, det er ret vildt, at det er gået så godt, som det er med at bo sammen, eftersom vores lejlighed kun er 35 m2 og ingen døre har (udover hoveddøren og badeværelsesdøren) - derfor har vi kun forhæng ind til vores værelser og kan derfor ikke foretage os noget, uden at den anden kan høre det. Vi har derudover også hans hund boende.
Man kan jo sige, at det næsten indbyder til problemer at bo sammen på så lidt plads og uden særlig gode muligheder for at trække sig tilbage og have lidt privatliv. Det har det så også gjort nu, hvilket jeg er rigtig frustreret over. I det første halvandet år vi boede sammen, var der ikke rigtig noget, som vi ikke hurtigt kom over igen, men efter jeg er blevet gravid, har vi haft nogle ture - og jeg kan ikke rigtig finde ud af, om det bare er mine hormoner, der er skyld i det, eller om vi virkelig er ved at have fået nok af hinanden.
Kort efter jeg blev gravid, kom vi op at skændes om et eller andet - jeg kan ikke engang huske hvad - og derefter snakkede han ikke til mig i 6 dage. Samme dag som vores skænderi prøvede jeg at snakke med ham, men han ignorerede mig. Derefter gav jeg ham bare fred, men da der var gået 6 dage tog jeg mig sammen og brød isen, og efter lidt tid var vi okay med hinanden igen. Dog har det sat sig lidt i mig, da vi aldrig før har gået så længe uden at sige et ord til hinanden.
For lidt over en uge siden havde vi endnu en konflikt. Vi var hjemme hos vores forældre, hvor vores far fortalte nogle ting om én af hans venner, som han har kendt siden han var helt ung, og som i øvrigt har været en nær ven af familien i mange år (han boede endda hos os i en længere periode, mens jeg var barn). Heriblandt fortalte vores far om vennens utroskab mod sin kone, hvilket jeg aldrig havde forestillet mig. Jeg bliver så ret chokeret og får måske sagt min mening om hans utroskab lidt voldsomt, hvortil min bror siger til mig, at nu skal jeg ikke være så "judgemental" og hellig, og at han synes, at jeg lige skal lade vores far fortælle historien færdig. Måden han sagde det på følte jeg ret nedladende, og generelt har han det med at tale lidt ned til mig, når vi er hos vores forældre, sikkert fordi vi jo dér ryger lidt tilbage i de gamle roller, hvor jeg er lillesøster og han er storebror - det er vi jo også ellers, men det er som om, at han nogle gange lige skal understrege "hierarkiet" over for vores forældre og vores bror (som er den ældste på knap 32), selvom jeg egentlig synes vi er ret lige, når vi bare er os to hjemme i vores egen lejlighed.
Næste formiddag hører vi så Mads & Monopolet i radioen, hvor en kvinde spørger, om hun kan tillade sig at have en affære med en yngre mand, fordi hendes mand ikke længere vil have sex med hende. Til dette reagerer min bror ret voldsomt og siger, at hvis det var ham som havde en kone der gjorde dét, ville han godt nok blive vred. Dette giver ikke rigtig mening i mit hoved, fordi han jo slet ikke kunne forstå min vrede over for vores fars ven, da vi snakkede om hans utroskab aftenen før.
Senest har vi så haft endnu et skænderi. Og jeg ved godt, at det lyder virkelig åndssvagt og som en lillebitte ting, men det er endt med at fylde enormt meget.
Vi har en ordning, hvor vi gør rent i lejligheden hver lørdag. Den ene gør rent på badeværelset, mens den anden gør rent i køkkenet, og ugen efter bytter vi så, så vi kører skiftevis. Samtidig tager vi hver især det vasketøj, som er på hhv. badeværelset og i køkkenet.
Min bror har så flere gange smidt vasketøj fra hans rengøringsområde ind i min vasketøjskurv, og jeg har flere gange nævnt, at jeg finder det mest fair at vi hver især tager det vasketøj, som er de steder, vi hver især gør rent den pågældende uge.
I sidste uge ser jeg ham så smide vasketøj fra badeværelset ind til mig, hvortil jeg beder ham om at putte det ind i sin egen vasketøjskurv. Dette synes han ikke er fair, eftersom jeg har mere plads i min kurv, end han har i sin. Jeg holder så på, at jeg finder det mest fair at gøre det på førnævnte måde, fordi vi på den måde deler vasketøjet lige op. Til dette svarer han, at han troede, jeg var venstreorienteret, men at det er jeg åbenbart ikke (med dette hentyder han selvfølgelig til velfærdsmodellen som siger, at de bredeste skuldre skal bære de tungeste byrder). Dette gjorde mig faktisk ret ked af det, for vi snakker tit om politik, og hvis der er noget, vi er enige om, er det vores politiske standpunkt - vi er begge to meget røde.
Egentlig burde det ikke ramme mig, eftersom han jo udmærket godt kender mine politiske holdninger. Og det er så her, jeg bliver i tvivl om, hvorvidt jeg skal skyde skylden på min graviditet og de dertilhørende hormoner. For efter vores vasketøjs-kontrovers har det bare naget mig, men jeg valgte ikke at snakke mere om det, fordi jeg ikke havde lyst til at skændes om det, da det jo er sådan en lille og ligegyldig ting.
Lige indtil i dag, hvor han spørger mig, om Politiken er venstreorienteret, og at dette er hans opfattelse ud fra mange af deres artikler. Til dette får jeg så svaret, at hvis de var dét, burde jeg jo være uenig med dem, eftersom han åbenbart mener, at jeg er højreorienteret (hentydning til vasketøjs-kontroversen). I samme sekund fortryder jeg, at jeg bragte det på bane, for jeg vidste jo godt, at nu havde jeg skruet op for blusset under den konflikt, som den seneste uges tid har ligget og ulmet, selvom vi har snakket fint sammen og været gode venner i mellemtiden.
Og ganske rigtigt - vi begynder at skændes om hans påstand om, at jeg er højreorienteret, fordi jeg ikke mener, at jeg skal tage hans del af vasketøjet, bare fordi han ikke lige har fået vasket og derfor ingen plads har i sin vasketøjskurv. For at understrege, hvor åndssvag jeg synes hans idé om vasketøjsfordelingen er, siger jeg, at hvis han tænker sådan, så burde han jo også betale en større del af vores fælles udgifter, fordi han har en større indkomst end mig - dette gør han ikke, men derfor anklager jeg jo ikke ham for at være højreorienteret. Denne sammenligning forstår han slet ikke.
Jeg siger til ham, at jeg faktisk blev rigtig ked af hans beskyldning, men i stedet for at erkende, at det måske var et lidt svagt grundlag at lave sådan en beskyldning på, går han i stedet i forsvar og begynder igen at snakke om det der åndssvage vasketøj. Det ender med, at jeg får råbt af ham, at jeg ikke vil finde mig i hans beskyldning, hvorefter diskussionen ligesom slutter. Og ja, nu føler jeg at vi er blevet uvenner over en pisseirriterende lille ting, bare fordi jeg ikke kunne holde mund og "get over it". Samtidig føler jeg det ikke helt fair, at det er mig der skal sige undskyld, eftersom han tilsyneladende overhovedet ikke vil indse, at det han sagde i første omgang gjorde mig ked af det på trods af at det for ham jo sikkert bare var en spids bemærkning.
Om en måned skal jeg flytte i en større lejlighed, og min bror er nødt til at flytte med, da han først er færdiguddannet til sommer og derfor ikke har råd til at blive boende i kollegielejligheden alene. Dette er en aftale vi har indgået for at jeg kunne sige ja til det tilbud, jeg endelig fik - jeg var nødt til at takke ja og sikre mig et hjem til mig og min kommende datter, og jeg aftalte derfor med min bror, at han kunne flytte med og bo hos mig de sidste måneder indtil han er færdiguddannet. Men jeg er bare så bange for, at vores gode forhold er ved at smuldre. Det er ikke sådan at vi skændes konstant og slet ikke kan sammen, men jeg kan mærke, at tingene ikke er, som de var for fx et år siden. Og det mest frustrerende er, at jeg ikke kan finde ud af, om det er min graviditet der presser os begge to (jeg har lidt af voldsom kvalme og lugtgener, hvilket han har skullet høre på og være vidne til på tæt hold i flere måneder nu - og derudover er det også ham, jeg har fortalt om mine bekymringer osv.), eller om vi virkelig er ved at ødelægge vores gode forhold til hinanden.
Jeg gør hvad jeg kan for at undgå konflikter, og det tror jeg også han gør, men nogle gange slår det bare klik. Og det gør mig så ked af det 
Beklager at det blev så langt, men havde brug for lige at få tingene ned på skrift og måske høre fra andre, der i graviditeten har stået i lignende situationer.
