kender godt den mur du har ramt...
det er hverdagen der drukner...
jeg aner ikke hvad man kan gøre for at ændre det...
men jeg kan sige at jeg i hvert fald har masser af øjeblikke hvor jeg kigger på ham og bare begynder at fnise som en skolepige igen med røde kinder og sommerfugle i maven...
Han er god til at finde på sjove/underlige ting at sige... gribe mig uforberedt med et eller andet...
men vi har været ude og vende... vi har været tæt på at give fortabt...
det startede med at jeg ikke fortalte ham alt længere.. der var flere og flere småting som jeg undlod at fortælle... det blev til større ting, som f.eks. at jeg manglede nærvær fra ham... til sidst drev vi hinanden væk... vi er stadig på vej tilbage fra det...
så det allervigtigste er at få snakket sammen om alt...
hvad er der sket i hver jeres dag.. er der noget i kunne hjælpe hinanden med at få bearbejdet??
og specielt når der er et lille barn der tager meget med i det hele er det virkelig vigtigt at man får sat ord på før man drukner eller eksploderer overfor hinanden...
håber det hjælper lidt at høre at det ikke bare er dig...
Anmeld
Citér