Jeg er lidt trist idag. Jeg har i meget lang tid haft det som om, jeg ikke selv har kontrol over min krop. Lige siden operationen i januar har læger, famile og venner fulgt alt der er sket med os på tætteste hold, og vi har været nødt til at dele intime forhold med dem, især mig. Under behandlingen var det dejligt at have nogle at snakke med, men efter jeg er blevet gravid, har jeg gerne villet holde nogle ting for mig selv lidt inden de blev fortalt videre, især hvis det har været ikke så gode nyheder, men alle ved jo præcis, hvornår hvad skal ske. Og det kan godt være lidt svært.
F.eks. har jeg altid drømt om, hvordan vi skulle fortælle vores familier det, når vi blev gravide. Den drøm, måtte vi glemme, da vi skulle igang med behandlingerne, for alle vidste præcis, hvornår vi skulle hvad, og hvornår vi ville få svar på det hele, så det var jo lidt svært at gøre det til en overraskelse. Det samme gør sig gældende med scanninger, f.eks. hjertescanningen d. 26 oktober, jeg har gerne ville holde det lidt for mig selv, så jeg lige kan nå at fordærve nyhederne, hvad enten de er gode eller dårlige, og jeg vil også gerne have det lidt for mig selv, hvis vi får kønnet at vide. Men jeg vil helst ikke lyve over for familien, når de spørger, om jeg har fået datoen. Det er sådan lidt svært. Jeg føler bare, at jeg har mistet al kontrol over min krop og de ting, der sker omkring mig. Men jeg tror måske også, at det kan være følgevirkninger ovenpå behandlingen, hvor alt i min krop jo er blevet styret af andre, hvilket nok har sat sine spor.
Tak fordi I gad læse så langt, det kan også være, at det bare er graviditetshormoner, der gør mig trist, men jeg ville bare sådan ønske, at jeg kunne overraske nogen med kønnet, men det kan jeg desværre ikke.
Anmeld