Er der håb for os?

Jeg har en kæreste som jeg har rigtig mange skænderier med, og det tærer hårdt på mig. Vi bor ikke sammen og jeg er gravid med hans barn. Jeg har i forvejen 2 børn fra et tidligere forhold. 

Hans temperament skræmmer mig, og jeg er ofte bange for ham... ikke fysisk men hans ord og handlinger. Når han er sur på mig siger han nogle rigtig grimme ord til mig, han sparker til tingene og optræder voldsomt. Han truer mig også, for eksempel med at afbestille ferie han har bestilt og som mine børn glæder sig til, og at han vil have krig mellem og, i forhold til vores kommende barn. Bliver han sur på mig kan han ikke vente med at diskutere til børnene ikke er der, og derfor oplever de ofte vores skænderier. Han mener jeg pakker dem ind i vat ved at ville skærme dem for vores konflikter.

Det han er træt af ved mig er at vi ikke ses så meget mere og at jeg ofte aflyser vores aftaler. Jeg aflyser aftaler når vi har skændtes og han har snakket grimt til mig fordi jeg har brug for at være alene, er ked af de ting der er blevet sagt og ikke har samme lyst til at hygge med ham. Jeg har ikke så meget lyst til at se ham mere, fordi vi næsten altid skændes og jeg ikke orker flere konflikter og grimme ord. Mine følelser for ham har ændret sig som følge af hans adfærd og jeg elsker ham ikke som engang. Det er desuden hårdt at være sammen fordi jeg ikke føler jeg kan være mig selv og hele tiden skal passe på han ikke bliver sur.

Han har aldrig været fysisk voldelig overfor mig, og når han ikke er sur på mig er han det dejligste menneske der vil gå gennem ild og vand for mig og mine børn. 

Vi har mange gange snakket om parterapi, men det er ikke blevet til noget. Lige nu er jeg helt ærligt i tvivl om det vil nytte noget. Jeg er på ingen måde perfekt, og har også nogle ting jeg skal ændre på, men jeg tænker alligevel at hans truende adfærd og temperament er noget han skal arbejde med, og som ikke har noget med mig at gøre. Han mener at det er mig der sætter det i gang da han ikke behandler andre på den måde. 

Jeg vil gerne være sammen med ham, elsker ham stadig og vi skal jo have et barn sammen. Jeg er bare ved at være så slidt at jeg ikke har mange kræfter mere og er bange for at det er nyttesløst, med mindre han får noget hjælp til at lære at styre hans temperament. Men jeg vil også gerne give det en chance med parterapi.

Kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker om alt det her. Mon der er håb for os? Hvad ville I gøre hvis I stod i min situation? Takker på forhånd for jeres svar 

Anonym skriver:

Jeg har en kæreste som jeg har rigtig mange skænderier med, og det tærer hårdt på mig. Vi bor ikke sammen og jeg er gravid med hans barn. Jeg har i forvejen 2 børn fra et tidligere forhold. 

Hans temperament skræmmer mig, og jeg er ofte bange for ham... ikke fysisk men hans ord og handlinger. Når han er sur på mig siger han nogle rigtig grimme ord til mig, han sparker til tingene og optræder voldsomt. Han truer mig også, for eksempel med at afbestille ferie han har bestilt og som mine børn glæder sig til, og at han vil have krig mellem og, i forhold til vores kommende barn. Bliver han sur på mig kan han ikke vente med at diskutere til børnene ikke er der, og derfor oplever de ofte vores skænderier. Han mener jeg pakker dem ind i vat ved at ville skærme dem for vores konflikter.

Det han er træt af ved mig er at vi ikke ses så meget mere og at jeg ofte aflyser vores aftaler. Jeg aflyser aftaler når vi har skændtes og han har snakket grimt til mig fordi jeg har brug for at være alene, er ked af de ting der er blevet sagt og ikke har samme lyst til at hygge med ham. Jeg har ikke så meget lyst til at se ham mere, fordi vi næsten altid skændes og jeg ikke orker flere konflikter og grimme ord. Mine følelser for ham har ændret sig som følge af hans adfærd og jeg elsker ham ikke som engang. Det er desuden hårdt at være sammen fordi jeg ikke føler jeg kan være mig selv og hele tiden skal passe på han ikke bliver sur.

Han har aldrig været fysisk voldelig overfor mig, og når han ikke er sur på mig er han det dejligste menneske der vil gå gennem ild og vand for mig og mine børn. 

Vi har mange gange snakket om parterapi, men det er ikke blevet til noget. Lige nu er jeg helt ærligt i tvivl om det vil nytte noget. Jeg er på ingen måde perfekt, og har også nogle ting jeg skal ændre på, men jeg tænker alligevel at hans truende adfærd og temperament er noget han skal arbejde med, og som ikke har noget med mig at gøre. Han mener at det er mig der sætter det i gang da han ikke behandler andre på den måde. 

Jeg vil gerne være sammen med ham, elsker ham stadig og vi skal jo have et barn sammen. Jeg er bare ved at være så slidt at jeg ikke har mange kræfter mere og er bange for at det er nyttesløst, med mindre han får noget hjælp til at lære at styre hans temperament. Men jeg vil også gerne give det en chance med parterapi.

Kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker om alt det her. Mon der er håb for os? Hvad ville I gøre hvis I stod i min situation? Takker på forhånd for jeres svar 

Som udgangspunkt må jeg helt ærligt, vil du være sammen med en du er bange for? 

Jeg var nok smuttet.. var højest blevet hvis manden søgte noget proffessionel hjælp. Det er yderst usundt at vokse op i sådan et miljø. Det ville jeg ikke byde mine børn.. og egentlig heller ikke byde mig selv. 

Håber i finder ud af det. Kram herfra. 

Jeg har en kæreste som jeg har rigtig mange skænderier med, og det tærer hårdt på mig. Vi bor ikke sammen og jeg er gravid med hans barn. Jeg har i forvejen 2 børn fra et tidligere forhold. 

Hans temperament skræmmer mig, og jeg er ofte bange for ham... ikke fysisk men hans ord og handlinger. Når han er sur på mig siger han nogle rigtig grimme ord til mig, han sparker til tingene og optræder voldsomt. Han truer mig også, for eksempel med at afbestille ferie han har bestilt og som mine børn glæder sig til, og at han vil have krig mellem og, i forhold til vores kommende barn. Bliver han sur på mig kan han ikke vente med at diskutere til børnene ikke er der, og derfor oplever de ofte vores skænderier. Han mener jeg pakker dem ind i vat ved at ville skærme dem for vores konflikter.

Det han er træt af ved mig er at vi ikke ses så meget mere og at jeg ofte aflyser vores aftaler. Jeg aflyser aftaler når vi har skændtes og han har snakket grimt til mig fordi jeg har brug for at være alene, er ked af de ting der er blevet sagt og ikke har samme lyst til at hygge med ham. Jeg har ikke så meget lyst til at se ham mere, fordi vi næsten altid skændes og jeg ikke orker flere konflikter og grimme ord. Mine følelser for ham har ændret sig som følge af hans adfærd og jeg elsker ham ikke som engang. Det er desuden hårdt at være sammen fordi jeg ikke føler jeg kan være mig selv og hele tiden skal passe på han ikke bliver sur.

Han har aldrig været fysisk voldelig overfor mig, og når han ikke er sur på mig er han det dejligste menneske der vil gå gennem ild og vand for mig og mine børn. 

Vi har mange gange snakket om parterapi, men det er ikke blevet til noget. Lige nu er jeg helt ærligt i tvivl om det vil nytte noget. Jeg er på ingen måde perfekt, og har også nogle ting jeg skal ændre på, men jeg tænker alligevel at hans truende adfærd og temperament er noget han skal arbejde med, og som ikke har noget med mig at gøre. Han mener at det er mig der sætter det i gang da han ikke behandler andre på den måde. 

Jeg vil gerne være sammen med ham, elsker ham stadig og vi skal jo have et barn sammen. Jeg er bare ved at være så slidt at jeg ikke har mange kræfter mere og er bange for at det er nyttesløst, med mindre han får noget hjælp til at lære at styre hans temperament. Men jeg vil også gerne give det en chance med parterapi.

Kunne rigtig godt tænke mig at høre jeres tanker om alt det her. Mon der er håb for os? Hvad ville I gøre hvis I stod i min situation? Takker på forhånd for jeres svar 

Stakkels dig og især dine små børn og det kommende barn. Hvis du er bange for ham, hvordan tror du så de små væsener har det? Han lyder i den grad psykisk afstumpet og sådan en type skulle mine børn på ingen måde tvinges til at have i deres liv. Hvor er det synd for dem.

Hvad har du dog tænkt på at blive gravid med ham? Du må selvfølgelig væk fra ham - nu!!!! 

Parterapi kommer jo ikke til at ændre hans temperament og truende aggressive adfærd. Du skal på ingen måde flytte sammen med en som børnene vil gå i konstant angst for og som oven i købet synes de skal hærdes ved at overvære konflikter. Han lyder temmelig afstumpet. 

Puha, jeg ville løbe skrigende bort. 

Den der adfærd synes jeg er monster farlig for dig og for dine børn. Jeg går slet ikke ind for at børn skal pakkes ind i vat men man skal da ikke bevidst skændes foran ens børn, det er bare ikke i orden. 

Jeg synes det er på tide du siger stop. For dig, dine børn og dit kommende barns skyld. 

Derudover, ved godt du siger at han ikke er fysisk voldelig. Men en fyr der kører på en psykisk og en man er bange for er statistisk set en der er større risiko for begynder at være fysisk voldelig. 

Det der er ikke en mand der er værd at samle på.