Hvornår giver man op?

Vi er knuste. Vi har været gennem to års massiv samværschikane ift. Min bonusdreng som bor tværs over landet og som vi har hver anden weekend. Vi har vitterligt aldrig gjort mor noget. Vi har aldrig gjort andet end at passe vores samvær og nyde vores tid med bonus. Men pga hendes fortid nærer hun en grundlæggende modstand mod fædre, og desuden har hun et par diagnoser som gør at hun slet ikke kan klare at være væk fra bonus, hvilket også bidrager til hendes chikaneadfærd.

Vi har prøvet alle ruter. Vi har været i statsforvaltningen adskillige gange. Vi har været gennem kommunen. Advokat. Hele vejen rundt. Men som samværsfar er der bare intet at gøre. Den dygtige advokat sagde, at uanset vi kunne dokumentere alt og mor er i systemet, så kunne hun lige så godt sige med det samme, at I hendes erfaring var det en tabt sag pga vi ser bonus så lidt pga afstanden.

Nu er vi nået dertil hvor bonus begynder at fravælge os. Han er 9. I flere år har mor talt grimt om os til ham. Sagt han ikke må snakke om os. Ikke kalde far for far. Fortalt hvor svært hun har det når han ikke er der. Med andre ord drevet ham derud hvor hans lyst til at komme her er mindre og mindre, selvom de ting mor siger om os har været lodret løgn (fx nægter at udlevere til samvær for så at sige til bonus det var fordi far ikke gad hente ham at han ikke skulle herop). Når han er her er han glad og trives. Men efterhånden skal han drives til at komme herop.

Og efterhånden som han bliver ældre svinder lysten også fordi hele hans liv er hjemme hos mor. Han siger han keder sig her. Selvom vi har søgt at hjælpe ham med at lære andre børn i området at kende. Selvom vi laver diverse aktiviteter med ham i høj grad på hans vilkår osv. Men vennerne, omgivelserne osv. De er i den anden ende af landet, og det kombineret med mors voldsomme manipulation betyder han ikke er specielt interesseret i at komme her mere. Vi er så kede af det.

Denne weekend kommer han ikke som planlagt. Han skal til disko med sin klasse og så er hele weekenden aflyst. Det er mor der sagde han selv måtte bestemme. Far snakkede med ham og sagde, at nu havde han fået valget, så vælge måtte han, men at han skulle vide at vi utrolig gerne ville se ham, og at vi virkelig nyder når han er her..

Han fravalgte os.

Mit spørgsmål er. Hvor længe skal vi kæmpe? Man tænker at man altid vil kæmpe for sit barn, og det har vi altid ville. Men det er ufedt at tvinge et barn på samvær der ikke har lyst. Hvad skal vi gøre når vi formentlig snart når det punkt hvor han virkelig ikke vil herop? Skal vi tvinge ham mod hans vilje fordi vi elsker ham og vil ham? Hvad hvis sf tager en samtale med ham og han siger han ikke gider herop. Skal vi så bare give slip på ham? Hvad gør man?

Hilsen de knuste

Anonym skriver:

Vi er knuste. Vi har været gennem to års massiv samværschikane ift. Min bonusdreng som bor tværs over landet og som vi har hver anden weekend. Vi har vitterligt aldrig gjort mor noget. Vi har aldrig gjort andet end at passe vores samvær og nyde vores tid med bonus. Men pga hendes fortid nærer hun en grundlæggende modstand mod fædre, og desuden har hun et par diagnoser som gør at hun slet ikke kan klare at være væk fra bonus, hvilket også bidrager til hendes chikaneadfærd.

Vi har prøvet alle ruter. Vi har været i statsforvaltningen adskillige gange. Vi har været gennem kommunen. Advokat. Hele vejen rundt. Men som samværsfar er der bare intet at gøre. Den dygtige advokat sagde, at uanset vi kunne dokumentere alt og mor er i systemet, så kunne hun lige så godt sige med det samme, at I hendes erfaring var det en tabt sag pga vi ser bonus så lidt pga afstanden.

Nu er vi nået dertil hvor bonus begynder at fravælge os. Han er 9. I flere år har mor talt grimt om os til ham. Sagt han ikke må snakke om os. Ikke kalde far for far. Fortalt hvor svært hun har det når han ikke er der. Med andre ord drevet ham derud hvor hans lyst til at komme her er mindre og mindre, selvom de ting mor siger om os har været lodret løgn (fx nægter at udlevere til samvær for så at sige til bonus det var fordi far ikke gad hente ham at han ikke skulle herop). Når han er her er han glad og trives. Men efterhånden skal han drives til at komme herop.

Og efterhånden som han bliver ældre svinder lysten også fordi hele hans liv er hjemme hos mor. Han siger han keder sig her. Selvom vi har søgt at hjælpe ham med at lære andre børn i området at kende. Selvom vi laver diverse aktiviteter med ham i høj grad på hans vilkår osv. Men vennerne, omgivelserne osv. De er i den anden ende af landet, og det kombineret med mors voldsomme manipulation betyder han ikke er specielt interesseret i at komme her mere. Vi er så kede af det.

Denne weekend kommer han ikke som planlagt. Han skal til disko med sin klasse og så er hele weekenden aflyst. Det er mor der sagde han selv måtte bestemme. Far snakkede med ham og sagde, at nu havde han fået valget, så vælge måtte han, men at han skulle vide at vi utrolig gerne ville se ham, og at vi virkelig nyder når han er her..

Han fravalgte os.

Mit spørgsmål er. Hvor længe skal vi kæmpe? Man tænker at man altid vil kæmpe for sit barn, og det har vi altid ville. Men det er ufedt at tvinge et barn på samvær der ikke har lyst. Hvad skal vi gøre når vi formentlig snart når det punkt hvor han virkelig ikke vil herop? Skal vi tvinge ham mod hans vilje fordi vi elsker ham og vil ham? Hvad hvis sf tager en samtale med ham og han siger han ikke gider herop. Skal vi så bare give slip på ham? Hvad gør man?

Hilsen de knuste

Jeg er ked af hvis det her lyder hårdt, men jeg tror ikke han fravælger jer. Han fravælger bare heller ikke sit liv i de weekender han plejer. Hver anden weekend er godt nok meget at være væk fra sine vante omgivelser, og venner, når man er 9. Og ja, det er der nogle der klarer uden problemer, men det lyder ikke som om det er tilfældet her. 

Du skriver mor har det hårdt, og som jeg læser det manipulerer drengen til at blive hos hende, derudover har hun diagnoser. Har i overvejet at flytte tæt på drengen? Det ville aflaste en (hvad jeg læser) hårdtpresset mor og ville helt sikkert gavne drengen 

hvis mor giver ham ideer omkring i ikke vil ham, så kommer han højst sandsynligt også til at tolke mange ting sådan. Især derfor tror jeg det kunne være en rigtig god løsning hvis i tog mod ham, jeg håber i hvert fald ikke i giver op 

Har i overvejet at søge bopæl?

Tænker at hvi mor, har forskellige vanskeligheder, ku det måske på sigt, være at han boede hos stabile forældre? Vh Stine 

Dash skriver:

Jeg er ked af hvis det her lyder hårdt, men jeg tror ikke han fravælger jer. Han fravælger bare heller ikke sit liv i de weekender han plejer. Hver anden weekend er godt nok meget at være væk fra sine vante omgivelser, og venner, når man er 9. Og ja, det er der nogle der klarer uden problemer, men det lyder ikke som om det er tilfældet her. 

Du skriver mor har det hårdt, og som jeg læser det manipulerer drengen til at blive hos hende, derudover har hun diagnoser. Har i overvejet at flytte tæt på drengen? Det ville aflaste en (hvad jeg læser) hårdtpresset mor og ville helt sikkert gavne drengen 

hvis mor giver ham ideer omkring i ikke vil ham, så kommer han højst sandsynligt også til at tolke mange ting sådan. Især derfor tror jeg det kunne være en rigtig god løsning hvis i tog mod ham, jeg håber i hvert fald ikke i giver op 

Vi kan ikke bare flytte - jeg har selv børn fra tidligere forhold, og hvis vi flytter flytter jeg jo dem langt langt væk fra deres far, familie, venner, skole.. Her er det kærestens x der flyttede langt væk fra os.. Jeg må nok desværre sige jeg ikke er villig til at bryde mine børns liv op, fratage dem nær relation til far osv. Vi har også et fælles barn, og al vores familie og mulighed for hjælp, vores uddannelse, job, alle de ting er heroppe..

Vi kan sagtens forstå fra hans perspektiv det er hårdt at være væk fra venner hver anden weekend. Kan bare ikke de hvad vi ellers skulle gøre. Nedsætte samvær yderligere? Så ender han jo med slet ikke at have tilknytning hertil.

Desuden vil mor, selv hvis vi flyttede, kæmpe med næb og klør mod vores involvering. Uanset den varme og omsorg vi altid har mødt hende med, vil hun IKKE have vi er en del af hans liv hun har direkte sagt at hun hellere sender ham i pleje end mere sammen med os, hvilket jo er helt forfærdeligt og meget absurd

Han er 9. Vennerne begynder at være rigtig vigtige og snart er han ægte teenager. Og så er mor og far bare de sidste han gider hænge ud med. 

Jeg tror ikke han fravælger jer, jeg tror han tilvælger sit "eget liv". 

Jeg er selv deleforældre, 7/7, men den part der bor længst væk fra skolen og byen som vennerne bor i. Jeg bor i et andet postnummer og offentlig transport er et helvede ud til mig. Jeg gruer for den dag mine unger gerne vil være lidt mere hos far fordi de gerne vil kunne cykle over til vennerne! Men jeg ved det kommer! Og så må jeg æde min stolthed! Det er ikke for at såre mig at det sker, det er mine børn der bliver store og selvstændige. Hvis jeg vil have mere del i det, må jeg rykke tættere på! Og det er heldigvis også noget vi arbejder på herhjemme  

jeg forstår at hele situationen med mor, gør at i føler hendes manipulation nu bærer frugt. Men jeg tror faktisk ikke det er det der sker. Børn elsker deres forældre og i ved jo at han plejer at trives hos jer! Og det ved han også selv! Men som sagt, han nærmer sig en alder nu, hvor i må tættere på hvis i vil bibeholde er nært forhold til ham. Fra nu af bliver han kun mere og mere fokuseret på ham selv og hans egne sager, hvilket er helt naturligt. Alternativt skal i have samvær på en anden måde. Inviter ham til at lave noget sammen, som er fedt men måske kun vare en lørdag eller søndag. Evt tage bedste  kammeraten med på weekend, et eller andet.