Min kæreste frustrerer mig

Okay, her kommer en tråd om en mand, hvis indhold nok afviger fra den gængse problematik mellem mand og kvinde.

Jeg har en dejlig kæreste, der som udgangspunkt er helt fantastisk. Jeg synes vi har et meget sundt forhold. Vi skændes ekstremt sjældent, vi er ligeværdige i forhold til hjemmet, det huslige osv., har et sundt sexliv, og trives godt sammen.

Aber dabei. For der er et men. Min kæreste er SÅ dårlig til at give udtryk for sine behov. Han er typen, der sætter alle andre først og undertrykker hvad han selv har lyst til og føler. På et eller andet tidspunkt sker der så det (ikke altid men ind i mellem), at bægret ligesom flyder over, og det er der, vi har vores sjældne skænderier. Fordi han så har båret rundt på en eller anden frustration, som han ikke har fortalt om.

Det kan være, vi har haft en oplevelse, der påvirker os begge. Så siger han at han har det fint og ikke er generet af det. Så pludselig en dag finder jeg ud af, han har gået og haft det svært ved det, men ikke ville sige det, fordi han synes jeg jo kæmpede nok med det i forvejen.

Et andet eksempel kan være, at han mener han skal ordne alting, fordi jeg fx har været syg. Jeg prøver desperat på ligesom at få lov at deltage, og tilbyder at tage over, men han bliver ved at nægte og påstår han hellere selv vil, og så må jeg give op. I stedet føler jeg at jeg halser forpustet rundt og forsøger at ordne alt det han ikke tænker over, så der er en fair fordeling mellem os.

Jeg er ved at blive idiot. Jeg HAR forklaret ham tusinde gange, at jeg ikke får det værre af, at han deler sine følelser med mig. At jeg ikke lider overlast ved at støvsuge, selvom jeg har en mild forkølelse. At han er nødt til at smide den her med at ville det hele og redde hele verden.

Jeg har kærligt forsøgt at forklare ham, at jeg faktisk føler hans adfærd uanset hvor kærligt det er ment, gør mig usikker på mig selv. Fordi jeg føler han udstråler, at jeg ikke er stærk nok til at tage vare på mig selv og være en del af familien lige så snart jeg er bare lidt snottet, eller har haft en dårlig dag (som vi alle har) osv. Selvom jeg ved han prøver at være sød, så føler jeg, at han kommer til at behandle mig som om, at jeg er svag.

På samme tid er det frustrerende, fordi jeg VED at han påtager sig mere, end han har lyst til og energi til. Men han vil ikke lade mig! Det kunne gå før i tiden, men nu hvor vi har fået et barn sammen, der sover ringe, så begynder jeg tydeligt at kunne mærke, at han er irriteret. Og det giver mig så meget stress og angst, for jeg kan mærke han er irriteret, men når jeg spørger, siger han at han ikke er, og så render jeg rundt på æggeskaller, fordi jeg ikke ved, hvad der har gjort ham irriteret. Jeg forsøger at gøre livet let for ham ved at ordne en masse ting, fordi hvis jeg sætter mig ned og slapper af lidt, så ordner han det, selvom han er irriteret over at skulle det.

Og jeg magter det ikke! Fx i dag. Jeg har ikke sovet i nat - ammer og baby har været umulig. Derfor har han så okset rundt hele dagen og ordnet alt muligt for at kompensere for min dårlige nat, selvom jeg tydeligt har sagt det er unødvendigt. Som dagen skrider frem virker han mere og mere irriteret, men siger der ikke er noget galt. Han insisterer på at lave aftensmaden og vil ikke lade mig hjælpe. Han nægter at lade mig tage af bordet, det skal han nok ordne, og bliver frustreret når jeg prøver at hjælpe, for "du har haft en hård nat, slap nu lidt af, jeg skal nok". Så vil jeg gå i gang med at lave noget madpakke, og igen så lyder det: "vil du ikke nok lade mig gøre det, du er jo træt!", selvom jeg forsøger at forklare ham, at jeg altså har det fint og egentlig godt kunne tænke mig at bidrage.

Og jeg mærker at han selv er træt og irriteret fordi han synes han skal gøre det hele, men han vil ikke give udtryk for det, han vil ikke lade mig gøre noget, så han selv kan slappe af, så konsekvensen bliver a) at jeg bliver rigtig usikker, fordi jeg mærker han er irriteret, ikke kan vide med sikkerhed hvorfor, og jeg kan intet gøre, for han vil hverken indrømme han er irriteret, eller lade mig gøre noget som helst, for "jeg er jo træt" (siger han), og B) at jeg kommer til at føle mig som en svækling, fordi han signalerer at han forventer jeg kun kan holde til at slappe af hele dagen pga en ringe nattesøvn.

Som sagt gør han det af kærlighed, det ved jeg godt. Der er intet ondt i den mand, og han ofrer alt for dem han elsker. Men jeg er bare så sindssygt træt af, at han jo nærmest mener han skal vurdere hvad jeg kan og ikke kan holde til og ikke vil lytte, når jeg siger til ham, at jeg altså godt selv kan sige til og fra.

Hvordan får man skruet ned for den her redde-hele-verden-trang-undtagen-mig-selv som han har? Det begynder at blive opslidende at forsøge at gætte hvad han EGENTLIG tænker og føler. Opslidende at gå på æggeskaller, fordi jeg ikke aner, hvad problemet egentlig er. Opslidende at blive behandlet som en svagpisser, selvom det ikke er hans intention.

Jeg har jo snakket med ham om det mange gange!

Ærligt, så havde jeg bare gjort det alligevel 

Nok ikke hver gang men de gange hvor jeg tænkte “så lad mig dog!” , så ville jeg hellere fortsætte med at smører madpakken og så måtte han blive sur end jeg ville det der  hvorfor siger du ikke bare “nej jeg vil gerne selv!” ?? 

Så kan det godt være han bliver sur men så kan i da i det mindste få det ud i luften og snakket om det  (jeg er så heller ikke en af dem der tror på at et godt forhold handler om ikke at være uenige/skændes. Det sundt at få ting sagt. Så længe man ikke skriger og sige dumme ting)

Hvad hvis du fortæller ham at der er andre ting du har brug for at han gør??

Når han fx kommer hjem og går i gang med rengøring, så sig at du har behov for at han tager babyen lidt og du kan få mulighed for at gøre noget der ikke er baby, som fx rengøring. Så den vendes og han gør  dig en tjeneste ved at lade dig gøre rent. Det samme med aftensmaden. Sig at du har brug for alenetid i køkkenet, så du laver mad mens han har øjne og ører på babyen inde fra stuen.

Og så er I nødt til at have en alvorlig snak, hvor du fortæller ham et du skriver her. Du skal dog vendte til han ikke er stresset og presset, så måske efter at have kørt den anden model et par dage så han får siddet på sofaen med den lille og du får gjort lidt rent. Kan du eventuelt få nået noget om dagen mens han er på arbejde? Sådan at der ikke er meget at gøre rent når han kommer hjem?

Min mand havde en periode hvor han gik direkte igang med at gøre køkken rent når han kom hjem. Der måtte jeg slå i bordet og forklare at jeg havde mere behov for at han lige brugte en halv time på ungerne inden han gav sig i kast med rengøringen. - Og uanset hvor godt jeg syntes jeg havde ordnet køkkenet, så var der altid noget han kunne gøre derude. Måtte pænt fortælle at det føltes som om han fortalte jeg ikke gjorde det godt nok.

hmm, se det lyder som en vanskelig problematik... Det jeg tænker er at der må være en grund til at han ikke føler at han kan udtrykke sin ærlige mening. Der må også være en grund til at han føler at må ofre sig selv hele tiden, selvom han godt ved at du synes det er frustrerende. Kan du i en god og tryg stund spørg ind til dette og prøve at være så åben og lyttende som muligt? ingen gode råd eller noget, bare lytte og komme derind til den usikre mand som måske er bange for at miste din kærlighed, bange for at blive såret, bange for ikke at slå til, bange for ikke at være god nok? De bløde følelser skal møde de bløde følelser.

Du kan ikke ændre på hans adfærd ved at være frustreret på ham. Det vigtigste er at elske ham for den han er, og anerkende ham. Prøv for en tid at acceptere, at han gør alt for meget og dermed får dig til at føle dig som en svækling. Fokuser i stedet på alt hvad der er dejligt ved ham og fortæl ham det!

Det er oftest sådan at vi forelsker os i de træk som er lidt mangelfulde ved os selv, men med tiden kan det blive enormt frustrerende, fordi vores fokus på disse træk kan blive forstærket og så virker det som om at vi er meget mere forskellige end vi faktisk er. 

Jeg har en veninde som har lidt samme selvopofrende måde at være på, og jeg kender hende efterhånden så godt, at jeg ved det bunder i usikkerhed og i en mangel på evne til at spørge andre om hjælp. hun føler sig lige som ikke værdig til det, selvom hun i bunden frustrerer sig over at andre (inklusiv hendes mand) ikke hjælper hende... det er ikke let da...

Find ud af hvordan han føler sig mest elsket og så bare giv ham det uden forbehold og uden at du synes han fortjener det og se at han vil begynde at opfylde dine behov.

Og så er jeg egentlig meget enig i ovenstående kommentar. Du skal insistere på at smøre den madpakke eller støvsuge med snot i næsen. Ikke kritisere ham, bare sige "det vil jeg gerne selv bestemme" eller noget i den stil. Hvis du lader ham tage over hele tiden forstærker det hans adfærd.

Anonym skriver:

Okay, her kommer en tråd om en mand, hvis indhold nok afviger fra den gængse problematik mellem mand og kvinde.

Jeg har en dejlig kæreste, der som udgangspunkt er helt fantastisk. Jeg synes vi har et meget sundt forhold. Vi skændes ekstremt sjældent, vi er ligeværdige i forhold til hjemmet, det huslige osv., har et sundt sexliv, og trives godt sammen.

Aber dabei. For der er et men. Min kæreste er SÅ dårlig til at give udtryk for sine behov. Han er typen, der sætter alle andre først og undertrykker hvad han selv har lyst til og føler. På et eller andet tidspunkt sker der så det (ikke altid men ind i mellem), at bægret ligesom flyder over, og det er der, vi har vores sjældne skænderier. Fordi han så har båret rundt på en eller anden frustration, som han ikke har fortalt om.

Det kan være, vi har haft en oplevelse, der påvirker os begge. Så siger han at han har det fint og ikke er generet af det. Så pludselig en dag finder jeg ud af, han har gået og haft det svært ved det, men ikke ville sige det, fordi han synes jeg jo kæmpede nok med det i forvejen.

Et andet eksempel kan være, at han mener han skal ordne alting, fordi jeg fx har været syg. Jeg prøver desperat på ligesom at få lov at deltage, og tilbyder at tage over, men han bliver ved at nægte og påstår han hellere selv vil, og så må jeg give op. I stedet føler jeg at jeg halser forpustet rundt og forsøger at ordne alt det han ikke tænker over, så der er en fair fordeling mellem os.

Jeg er ved at blive idiot. Jeg HAR forklaret ham tusinde gange, at jeg ikke får det værre af, at han deler sine følelser med mig. At jeg ikke lider overlast ved at støvsuge, selvom jeg har en mild forkølelse. At han er nødt til at smide den her med at ville det hele og redde hele verden.

Jeg har kærligt forsøgt at forklare ham, at jeg faktisk føler hans adfærd uanset hvor kærligt det er ment, gør mig usikker på mig selv. Fordi jeg føler han udstråler, at jeg ikke er stærk nok til at tage vare på mig selv og være en del af familien lige så snart jeg er bare lidt snottet, eller har haft en dårlig dag (som vi alle har) osv. Selvom jeg ved han prøver at være sød, så føler jeg, at han kommer til at behandle mig som om, at jeg er svag.

På samme tid er det frustrerende, fordi jeg VED at han påtager sig mere, end han har lyst til og energi til. Men han vil ikke lade mig! Det kunne gå før i tiden, men nu hvor vi har fået et barn sammen, der sover ringe, så begynder jeg tydeligt at kunne mærke, at han er irriteret. Og det giver mig så meget stress og angst, for jeg kan mærke han er irriteret, men når jeg spørger, siger han at han ikke er, og så render jeg rundt på æggeskaller, fordi jeg ikke ved, hvad der har gjort ham irriteret. Jeg forsøger at gøre livet let for ham ved at ordne en masse ting, fordi hvis jeg sætter mig ned og slapper af lidt, så ordner han det, selvom han er irriteret over at skulle det.

Og jeg magter det ikke! Fx i dag. Jeg har ikke sovet i nat - ammer og baby har været umulig. Derfor har han så okset rundt hele dagen og ordnet alt muligt for at kompensere for min dårlige nat, selvom jeg tydeligt har sagt det er unødvendigt. Som dagen skrider frem virker han mere og mere irriteret, men siger der ikke er noget galt. Han insisterer på at lave aftensmaden og vil ikke lade mig hjælpe. Han nægter at lade mig tage af bordet, det skal han nok ordne, og bliver frustreret når jeg prøver at hjælpe, for "du har haft en hård nat, slap nu lidt af, jeg skal nok". Så vil jeg gå i gang med at lave noget madpakke, og igen så lyder det: "vil du ikke nok lade mig gøre det, du er jo træt!", selvom jeg forsøger at forklare ham, at jeg altså har det fint og egentlig godt kunne tænke mig at bidrage.

Og jeg mærker at han selv er træt og irriteret fordi han synes han skal gøre det hele, men han vil ikke give udtryk for det, han vil ikke lade mig gøre noget, så han selv kan slappe af, så konsekvensen bliver a) at jeg bliver rigtig usikker, fordi jeg mærker han er irriteret, ikke kan vide med sikkerhed hvorfor, og jeg kan intet gøre, for han vil hverken indrømme han er irriteret, eller lade mig gøre noget som helst, for "jeg er jo træt" (siger han), og B) at jeg kommer til at føle mig som en svækling, fordi han signalerer at han forventer jeg kun kan holde til at slappe af hele dagen pga en ringe nattesøvn.

Som sagt gør han det af kærlighed, det ved jeg godt. Der er intet ondt i den mand, og han ofrer alt for dem han elsker. Men jeg er bare så sindssygt træt af, at han jo nærmest mener han skal vurdere hvad jeg kan og ikke kan holde til og ikke vil lytte, når jeg siger til ham, at jeg altså godt selv kan sige til og fra.

Hvordan får man skruet ned for den her redde-hele-verden-trang-undtagen-mig-selv som han har? Det begynder at blive opslidende at forsøge at gætte hvad han EGENTLIG tænker og føler. Opslidende at gå på æggeskaller, fordi jeg ikke aner, hvad problemet egentlig er. Opslidende at blive behandlet som en svagpisser, selvom det ikke er hans intention.

Jeg har jo snakket med ham om det mange gange!

Jeg har ingen gode råd, udover at tale med ham om det, men ville bare sig, at jeg kender problematikken rigtig godt fra min ældste veninde. Hun har haft en opvækst, hvor hendes behov og følelser meget sjældent blev tilgodeset. I dag har hin svært ved overhovedet at mærke dem.

Når vi er sammen, bliver alle beslutninger truffet på basis af, hvad jeg har brug for/lyst til og hvad hun tror, at jeg har brug for/lyst til. Det giver mig en følelse af, at være super egoistisk, en kæmpe egocentriker, som er ude af stand til at møde andres behov med omsorg og anerkendelse. I årevis kæmpede jeg med det selvbillede, som ikke på nogen måde matchede det andre gav udtryk for. Til sidst indså jeg, at det var den følelse, jeg fik af, at mit bedste veninde ikke kunne fortælle mig sine behov. Og samtidig blev mine egentlige behov jo aldrig anerkendt fra hendes side.

Jeg tror, at en del af dit problem af dit problem skyldes, at du bliver mødt med en kæmpe omsorg, men du bliver ikke anerkendt. Din kæreste er ikke optaget af at høre dit egentlige behov og dine ønsker men af at give dig det, HAN tænker, at du har brug for. Og derfor føler du dig uanerkendt og frustreret. Og hans omsorgshandlinger mødes af frustration = manglende anerkendelse. 

Jeg tror, at det er supersvært at løse, men en del af løsningen er nok, at du arbejder med at anerkende og eksplicitere hans handlinger og dine følelser (det er super sødt af dig, at du vil tage det hele på dig (kys/kram) og det er en stor hjælp. Jeg har også brug for at føle mig nyttig ved at smøre denne her madpakke) og - ideelt set - at han går igang med at arbejde med, hvad det er i hans livserfaring, der har lært ham, at hans behov ikke betyder noget.