Altså de mænd... (synes ikke min mand hjælper til)

Puha det er lidt følsomt emne det her, og normalt ikke noget jeg ville skrive om offentligt, men har simpelthen brug for at få lidt luft.

Nu har min mand og jeg været sammen i 8 år, og åh hvor er jeg dog træt af ham.... sådan helt ned i storetåen træt. (Jeg er ikke i tvivl om jeg elsker ham, men føj han har bare en dårlig periode).

Han er så uendeligt kortlundet og bliver så ufatteligt nemt tøsesur, hvor han bare rejser sig og går sin vej. Han hjælper ikke til (har han aldrig været god til) men f.eks. Idag hvor jeg var den af os der fik “lov” at sove længe (det går på skift, og sov kun en time længere end de andre). Jeg kommer ned og han ligger på gulvet of slapper af. Jeg spørger om vi ikke skal få dækket lidt morgenbord (gør jeg altid så der er klart når han kommer ned til vi alle bare kan sætte os.). Han siger jo jo og det ender med det mig der igen igen gør arbejdet. 

Imens vi spiser kommentere vores datter at far sidder med albuerne på bordet (vi har i en periode forsøgt at lærer hende at det gør man ikke) i stedet for at tage det som en lille ting, bliver han mega sur og rejser sig fra bordet og går i seng.... 

(vi efterhånden vant til at han går når tingene ikke lige behager ham, men nøj hvor er jeg efterhånden træt af det.) 

Han kan ikke tåle den mindste smule kritik (og nej det dælme ikke meget han får kritik for, for man tør jo ikke når hans reaktioner er så voldsomme) 

Jeg har forsøgt at snakke med ham stille og roligt omkring det, men han bliver bare sur igen og går. Så det altså svært at løse det... 

Føler mig som et scerviceorgan og robot for tiden, der kun er til for at please ham og børnene... og jeg føler mig egoistisk når jeg for tiden føler et behov for anerkendelse eller bare at blive “forkælet” af ham engangimellem. Har altid selv gjort meget for at han skal føle sig elsket og anerkendt men det går ikke rigtigt den anden vej. 

Selv til fødselsdag et det sket 3 gange at han ikke har tænkt på gaver til mig på de otte år vi har været sammen. De andre år hvor han har haft, har jeg selv måtte minde ham om det dagen før, da vores børn bliver skuffede når der ingen gaver til mor er. (Sorry nu lyder jeg mega ego men føler mig virkelig glemt i forholdet. Eller taget for givet).

Undskyld mit opstød, men skulle lige af med det for ellers bliver det bare en mega øv dag. 

Hvordan takler man en mand, som et mere fintfølende end en pms kvinde.  

Hej, 

jeg kan godt forstå, du ikke føler det er rimeligt og synes bestemt ikke det er egoistisk at føle sig skuffet og glemt når han glemmer fødselsdagsgaven.. har det været bedre engang eller har han altid været sådan? Nogle gange gør vi kvinder lidt for meget for at gøre den anden glad i forhold til eks. Huslige ting. Det ender nogle gange i, at mændene glemmer hvor meget der egentlig skal gøres, fordi de er vant til, at kvinden gør det hele. Hvis det er tilfældet ved jer, kunne du starte med at drosle lidt ned på de huslige ting eks. Smider han tøjet på gulvet, bliver det bare ikke vasket, stoppe med at vaske hans tøj, lade være med at rydde hans ting op rundt omkring i boligen. "Glem" at købe en fødselsdagsgave til ham næste gang (køb en lille ting fra børnene kun, så de ikke bliver skuffet). Tror han trænger lidt til et wake-up-Call og at se virkeligeheden. Jeg havde ihvertfald ikke fundet mig i det. Held og lykke! Det kræver nok et stort arbejde at rette op på det 

Angående det med at fare op! Jeg ville være meget konsekvent i forhold til det, det er super barnligt men måske ligger der mere bag. Måske en psykolog kunne hjælpe ham, men måske ikke sikkert du kan få ham til det 

Du spørger ham om han er træt af forholdet eller har det skidt? At han virker noget deprimeret og måske har behov for noget hjælp... Du fortæller ham at du har brug for bekræftelse og hjælp i hverdagen .. Og nævner at du er godt træt, ked af det og opgivende i jeres forhold.. Foreslå evt.partnerterapi eller et smut hos lægen.. Kort lunte er noget der kan komme ved depression eller stress.. Eller fordi han bærer rundt på noget han ikke har fortalt dig. Han virker på dit skriv som en  der ikke engagerer sig og er træt af det hele.

Marts17 skriver:

Hej, 

jeg kan godt forstå, du ikke føler det er rimeligt og synes bestemt ikke det er egoistisk at føle sig skuffet og glemt når han glemmer fødselsdagsgaven.. har det været bedre engang eller har han altid været sådan? Nogle gange gør vi kvinder lidt for meget for at gøre den anden glad i forhold til eks. Huslige ting. Det ender nogle gange i, at mændene glemmer hvor meget der egentlig skal gøres, fordi de er vant til, at kvinden gør det hele. Hvis det er tilfældet ved jer, kunne du starte med at drosle lidt ned på de huslige ting eks. Smider han tøjet på gulvet, bliver det bare ikke vasket, stoppe med at vaske hans tøj, lade være med at rydde hans ting op rundt omkring i boligen. "Glem" at købe en fødselsdagsgave til ham næste gang (køb en lille ting fra børnene kun, så de ikke bliver skuffet). Tror han trænger lidt til et wake-up-Call og at se virkeligeheden. Jeg havde ihvertfald ikke fundet mig i det. Held og lykke! Det kræver nok et stort arbejde at rette op på det 

Problemet er også han er et mega rodehoved og går ofte i det samme tøj op til en uge (skifter faktisk ofte først, hvis jeg minder ham om det). Så det med ikke at vaske hans tøj, ville han nok ikke engang se som et problem. 

Det falder mig slet ikke ind ikke at købe gave/gaver til ham. Det ville jeg føle var så forkert. Men jo måske sådan noget der skulle til for at vække ham. 

Det ikke en hemmelighed jeg meget gerne vil gøre alt til et 12 tal her i huset og har nok også ret høje forventinger til hvordan huset skal se ud. Men han er så også fuldstændig modsat og rodder når jeg rydder op.

Han har faktisk ALDRIG overrasket mig. Han tager alt forgivet føler jeg. Hvis vi skal opleve noget som par er det mig der skal stå for det og sørge for det bliver til noget. Er lidt træt i hovedet af det.  

Marts17 skriver:

Angående det med at fare op! Jeg ville være meget konsekvent i forhold til det, det er super barnligt men måske ligger der mere bag. Måske en psykolog kunne hjælpe ham, men måske ikke sikkert du kan få ham til det 

Han har før gået til psykolog (han var der nok 5 gange max) så opstod han at han var et nyt menneske. Hans temperament er godt nok blevet bedre i forhold til han ikke længere råber, og bliver så vred at han skræmmer en. 

Jeg er helt lost i forhold til hvordan jeg skal takle når han bliver oprevet og sur. Når han går føler jeg mig totalt magtesløs og faktisk også lidt smådum... det værste er at børnene aldrig forstår hvad der sker, eller hvorfor far ofte bare forsvinder når tingende ikke lige behager ham. 

Når han så endelig kommer tilbage kan han ofte ikke forstå jeg er ked eller skuffet over os/ham. Han påstår ofte jeg har været sur på ham og der derfor han går, hvilket slet slet ikke giver mening i de fleste situationer... f.eks idag med vores datter der beder ham fjerne albuerne fra bordet (ordret sagde hun “far du har albuerne på bordet&rdquo. Da han kom ned påstår han jeg var sur...  udledt af det tidligere hvor jeg spurgte ham om han ville hjælpe med at dække bord. (Jeg var slet ikke sur eller irriteret, er så vant til han er som han er.) 

Du bliver nødt til at tale med ham om at han er rollemodel for børnene. Og at der med at surmule og smutte når man ikke er tilfreds ikke er noget en voksen mand gør. 

Men jeg tænker også depri når du nævner hans manglende hygiejne 

Arbejder han ikke? Tænker det må være ulideligt med en kollega der går en uge i samme tøj.

Mhs  til rod kan en fast rengøringsdag  med hjælp udefra hjælpe.

Så bliver der ryddet op osv. Men Ja igen tænker jeg i skal have afstemt forventninger  have afklaret depression .

Og så husk dig selv i det her. Du lyder ikke særlig glad og det forstår jeg godt 

Det er svært at vide hvor slemt der er når man ikke selv står i det   men dårlig trivsel i et forhold slider en op   og man har også retten til at sige nok er nok.