Jeg kan snart ikke mere..

Min kæreste, igennem snart 4 år og jeg skændes hele tiden (eller det føles sådan).
Vi har en søn på 6 måneder, som er en stille og rolig dreng, men som godt ved hvad han vil. Han kræver meget opmærksomhed og bliver hurtig utilfreds, hvis han ikke bliver aktiveret. Han kan dog godt ligge og lege selv (bare ikke i så lang tid af gangen). 

Min kærestes og mine problemer opstår i hverdagen. Jeg føler at jeg står med alt selv, baby, mad, rengøring, tøj vaskning, økonomi osv. 
Jeg føler et kæmpe pres i forhold til vores søn, presset består af at gøre alting så "rigtigt" så muligt. 
Jeg føler ikke jeg har overskud til at stå med vores søn og alt andet også.

En typisk dag for os foregår således. Min kæreste står op kl. 06 og tager afsted på arbejde kl. 07. Jeg står op med vores søn kl. 07 og passer ham hele dagen, samtidig med at jeg skal klar alt det huslige og måske lige tage mig af nogle forsikringer eller sådan lign. 
Omkring kl. 16-17 kommer min kæreste hjem og det første han gør er at spørge hvordan min dag har været (hvilket er rigtig rart!), men så går han over til computeren, og bliver der indtil vi skal i seng. 
Han går kun fra computeren når vi skal spise eller hvis jeg beder ham hjælpe til (hvilket han ikke altid gør, uden brok). 

Jeg føler mig udslidt, presset, uden overskud, og sådan set bare kørt helt ned. Det er også mig der tager vores søn om natten, hvilket påvirker mig rigtig meget. Jeg har altid haft det svært med søvnunderskud. 

Min kæreste og jeg har snakket om det, men han mener at, da jeg går hjemme har jeg masser af tid til at klare tingene, og "bare skal tage mig sammen" 

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan få ham til at forstå hvordan jeg har det. Det er begyndt at påvirke mine følelser for ham  

Har i nogle gode råd til hvordan jeg kan få ham inkluderet mere i de daglige gøre mål? (undskyld den lange smøre) 


 

Åh, jeg bliver så lang i betrækket når den der "du går hjemme og kan sagtens klare det hele " bliver fyret af.

Det er bare slet, slet ikke i orden.

Spørg ham om følgende:

1. Hvordan kan han udtale sig, når han ikke har prøvet at stå med det hele 24-7. Jovist han arbejder, men han står ikke til rådighed døgnets 24 timer

2. Du går hjemme på barsel. For at passe JERES barn - ikke for at du så 100 % skal tage alle andre huslige pligter/økonomi/og hvad der ellers er.

3. Spørg ham om han kunne forestille sig følgende: Om natten får han afbrudt sin søvn x antal gange. Han skal så stå op om morgenen kører på arbejde og klare det helt perfekt. Når han så har fri, så skal han hjem lave aftensmad (ja måske endda handle ind?) sørge for at rydde af, putte baby osv. Først når huset var klar og baby i seng. Kunne han selv få fem minutter, eller gå i seng. Ja det kan vi alle klare et kort stykke tid. Prøv at bede ham forestille sig dette scenarie, dag ud og dag ind.

Du er simpelthen nødt til at slå i bordet, og kræve at man ikke sidder ved sin computer fra man kommer hjem til man går i seng. Man deltager i familien. Computertid/alenetid må være når den lille er lagt i seng og pligter er overstået.

du kunne også bede ham være til stede næste gang, der er sundhedsplejerske og så snakke med hende om det.

Et alternativ ville være at lade ham være alene med jeres barn, en weekend fx. Lav en liste over alt det du gør når du er hjemme med barnet. Lige fra støvsugning, tøjvask, madlavning, putning, aktivering af baby, ja alt. Dette skal han selv formå at nå, mens du er væk.

Jeg ved godt ovenstående forslag kan være problematisk når han ikke er ældre. Og som jeg forstår det er jeres søn mest, knyttet til dig.

Men ellers kan jeg bare sige, at jeg forstår godt det er hårdt. Men at du også skal skrue ned for forventningerne til dig selv som mor. Alt skal ikke være perfekt, selvom jeg godt forstår det når det er første barn. Sådan var jeg også selv, med min nummer 1. Men ofte er den eneste der har de her forventninger, en selv. Faktisk er det sjældent ens omgivelser forventer alt er perfekt.

Men ham din kæreste, der skal du kræve hvad der er rimeligt. At han deltager når han kommer hjem.

Jeg går også hjemme med en bebs på seks måneder. Der er også en storebror på 6 år. Min kæreste vil gerne tage del, men jeg skal næsten altid spørge/eller gøre opmærksom på, at der skal gøres noget. Derfor har vi delt de praktiske gøremål mellem os og så ved min kæreste hvad han skal nå i løbet af ugen og det samme ved jeg. Jeg synes det er mere overskueligt og kan godt lide det er sat i system - og jeg skal ikke bruge energi på at irritere mig over, at han ikke tager initiativ. Måske det er en mulighed?  

Dorthe1986 skriver:

Åh, jeg bliver så lang i betrækket når den der "du går hjemme og kan sagtens klare det hele " bliver fyret af.

Det er bare slet, slet ikke i orden.

Spørg ham om følgende:

 

1. Hvordan kan han udtale sig, når han ikke har prøvet at stå med det hele 24-7. Jovist han arbejder, men han står ikke til rådighed døgnets 24 timer

2. Du går hjemme på barsel. For at passe JERES barn - ikke for at du så 100 % skal tage alle andre huslige pligter/økonomi/og hvad der ellers er.

3. Spørg ham om han kunne forestille sig følgende: Om natten får han afbrudt sin søvn x antal gange. Han skal så stå op om morgenen kører på arbejde og klare det helt perfekt. Når han så har fri, så skal han hjem lave aftensmad (ja måske endda handle ind?) sørge for at rydde af, putte baby osv. Først når huset var klar og baby i seng. Kunne han selv få fem minutter, eller gå i seng. Ja det kan vi alle klare et kort stykke tid. Prøv at bede ham forestille sig dette scenarie, dag ud og dag ind.

Du er simpelthen nødt til at slå i bordet, og kræve at man ikke sidder ved sin computer fra man kommer hjem til man går i seng. Man deltager i familien. Computertid/alenetid må være når den lille er lagt i seng og pligter er overstået.

du kunne også bede ham være til stede næste gang, der er sundhedsplejerske og så snakke med hende om det.

Et alternativ ville være at lade ham være alene med jeres barn, en weekend fx. Lav en liste over alt det du gør når du er hjemme med barnet. Lige fra støvsugning, tøjvask, madlavning, putning, aktivering af baby, ja alt. Dette skal han selv formå at nå, mens du er væk.

Jeg ved godt ovenstående forslag kan være problematisk når han ikke er ældre. Og som jeg forstår det er jeres søn mest, knyttet til dig.

Men ellers kan jeg bare sige, at jeg forstår godt det er hårdt. Men at du også skal skrue ned for forventningerne til dig selv som mor. Alt skal ikke være perfekt, selvom jeg godt forstår det når det er første barn. Sådan var jeg også selv, med min nummer 1. Men ofte er den eneste der har de her forventninger, en selv. Faktisk er det sjældent ens omgivelser forventer alt er perfekt.

Men ham din kæreste, der skal du kræve hvad der er rimeligt. At han deltager når han kommer hjem.

 

Åhhh tak for dine ord. Jeg prøver virkelig også at sætte mine forventninger ned, jeg har desværre bare altid haft høje forventninger til mig selv, så det er lettere sagt en gjort. 

Jeg her desværre konfronteret min kæreste flere gang iløbet af de 6 måneder vi har været forældre. 
Jeg blev så frustreret sidste gang at jeg trak "hvis du ikke tager dig sammen og hjælper mig, så kan vi ikke være sammen"- kortet, for at få ham til at forstå det.. 

Det hjalp desværre bare i 2 uger og nu er han ligeså stille ved at være tilbage i samme trummerum  

Mamalou skriver:

Jeg går også hjemme med en bebs på seks måneder. Der er også en storebror på 6 år. Min kæreste vil gerne tage del, men jeg skal næsten altid spørge/eller gøre opmærksom på, at der skal gøres noget. Derfor har vi delt de praktiske gøremål mellem os og så ved min kæreste hvad han skal nå i løbet af ugen og det samme ved jeg. Jeg synes det er mere overskueligt og kan godt lide det er sat i system - og jeg skal ikke bruge energi på at irritere mig over, at han ikke tager initiativ. Måske det er en mulighed?  

Det er en super god ide, hvis man overholder det.. Vi har prøvet at opdele pligterne, men min kæreste får det alligevel ikke gjort. Når jeg så liver sur på ham og beder ham få det gjort, bliver han sur og syntes jeg skal "slappe af" og holde med at være på "penippen" 

Jeg ved snart ikke hvad jeg skal gøre.. 

Ved ikke om du og din kæreste eventuelt har set serien mænd på barsel på kanal 4? Hvis ikke burde i se den. 

Det lyder ikke til, at din kæreste forstår det hårde arbejde det er, at gå hjemme med et barn. Hvorfor ikke lave et forsøg, og lade ham overtage alt det du laver en weekend. Så kan han se og opleve hvordan det er. Måske vil han få et større indblik i, hvad du rent faktisk går og laver.

Måske skal I lave nogle tidsmæssige aftaler om, hvordan aftenen skal se ud, fremfor at fordele pligter. Altså tiden indtil kl. 19 er familietid, hvor den ene af er sammen med baby - underholder, putter, osv. Den anden laver mad, rydder af, fylder i maskinen, lægger vasketøj sammen. Fra kl. 19 er der alenetid eller partid. 

Det der ville irritere mig mest ved den adfærd og på sigt dræbe min kærlighed er, at han ikke opfører sig, som om han er blevet far og kommer hjem til sit barn, ikke til sin computer. For slet ikke at tale om at komme hjem til sin kæreste. 

Nu er jeres barn desværre ikke ret stor. Ammer Du?

I så fald, sig til ham i bytter. Bare en weekend eller hvis han har ferie. Han tager sig af alt inkl baby. Det hjalp herhjemme. 

Min kæreste er født på en sofa, jeg ordner os alt og oppe 4-6 gange hver nat. Jeg vækkede ham hver gang baby vågnede og bad ham sætte sig op til baby sov igen.

Jeg sad med min kaffe og benene oppe, han fes rundt som en høne uden hovede. Som han sagde søndag aften "f*ck hvor er jeg træt jeg helt ødelagt, kan snart ikk hænge sammen" .. 

Mænd.. min pointe er bare de aner ikke hvad det egentlig kræver at holde hus og barn, så de må prøve det på egen krop 

OscarMor skriver:

Min kæreste, igennem snart 4 år og jeg skændes hele tiden (eller det føles sådan).
Vi har en søn på 6 måneder, som er en stille og rolig dreng, men som godt ved hvad han vil. Han kræver meget opmærksomhed og bliver hurtig utilfreds, hvis han ikke bliver aktiveret. Han kan dog godt ligge og lege selv (bare ikke i så lang tid af gangen). 

Min kærestes og mine problemer opstår i hverdagen. Jeg føler at jeg står med alt selv, baby, mad, rengøring, tøj vaskning, økonomi osv. 
Jeg føler et kæmpe pres i forhold til vores søn, presset består af at gøre alting så "rigtigt" så muligt. 
Jeg føler ikke jeg har overskud til at stå med vores søn og alt andet også.

En typisk dag for os foregår således. Min kæreste står op kl. 06 og tager afsted på arbejde kl. 07. Jeg står op med vores søn kl. 07 og passer ham hele dagen, samtidig med at jeg skal klar alt det huslige og måske lige tage mig af nogle forsikringer eller sådan lign. 
Omkring kl. 16-17 kommer min kæreste hjem og det første han gør er at spørge hvordan min dag har været (hvilket er rigtig rart!), men så går han over til computeren, og bliver der indtil vi skal i seng. 
Han går kun fra computeren når vi skal spise eller hvis jeg beder ham hjælpe til (hvilket han ikke altid gør, uden brok). 

Jeg føler mig udslidt, presset, uden overskud, og sådan set bare kørt helt ned. Det er også mig der tager vores søn om natten, hvilket påvirker mig rigtig meget. Jeg har altid haft det svært med søvnunderskud. 

Min kæreste og jeg har snakket om det, men han mener at, da jeg går hjemme har jeg masser af tid til at klare tingene, og "bare skal tage mig sammen" 

Jeg ved virkelig ikke hvordan jeg kan få ham til at forstå hvordan jeg har det. Det er begyndt at påvirke mine følelser for ham  

Har i nogle gode råd til hvordan jeg kan få ham inkluderet mere i de daglige gøre mål? (undskyld den lange smøre) 


 

Egentlig synes jeg det er helt fair, at den der går hjemme på barsel tager sig af (hoveddelen af) de huslige pligter. Der kan selvfølgelig være grunde til, at man i perioder ikke kan (kolik, baby sover ikke osv), men den daglige opvask/fylde-tømme opvasker/vaskemaskine mm. tænker jeg er til at overkomme. 

At far så hjælper med støvsugning ind i mellem, de store hovedrengøringer, madlavning osv ville kun være rimeligt. 

Det jeg studser mest over i dit indlæg er egentlig, hvor far er henne ift. baby? For en ting er, at han ikke hjælper med det huslige, noget andet er, at du også står helt selv med baby. Det er vel også hans barn, og har han slet ingen interesse i dette? 

Kommunikation mellem jer er vejen frem, og jeg synes sagtens du kan fortælle ham, at du forventer mere af ham. Kræv at der er nogle ting han i det mindste må gøre - rydde op efter sig selv, smide vasketøjet i den kurv det hører til (lav evt. et sorteringsystem med trådkurve, så slipper du selv for at stå og sortere alt, når det skal vaskes), smider eget service i opvasker, støvsuger en gang i ugen eller hvad der nu passet bedst for jer. 

Fortæl ham også, at du forventer at han er noget mere sammen med jeres barn i stedet for at prioritere computer hver dag. Det skal der være plads til ind i mellem (måske er det sådan han kobler af), men når man har fået et barn, så kan man ikke altid prioritere sig selv først længere (heller ikke selvom man er far). 

Åh den evige diskussion om barsel ikke bare er en ferie. 

Tror du kan finde mange holdninger til det. 

I mit hoved, og herhjemme har vi altid været enige om, at barsel betyder= at tage sig af baby. 

Da jeg havde barsel var mit job at vores søn havde det godt. Det var mit primære ansvar, og var der overskud derefter måtte jeg da gerne tage opvasken, men det var ikke et krav. 

Vores søn var besværlig på nogle punkter. Han er et 30 minutters barn. Dvs han sov max 30 min pr lur. Derudover var han monster svær at få til at sove. Det kunne godt tage 30min-1time, hvor man stod og vuggede ham for end han sov, hvor han så sov 30 min max. Det gjorde jeg MANGE gange om dagen. Så når han endelig sov, så sørgede jeg sku for mig selv, fik noget at spise, et hurtigt bad eller lige fem minutters fred. 

Min mand havde stor forståelse for, at det huslige sejlede da han kom hjem og da han kom hjem var vi fælles om at klare det huslige og baby - havde vi jo også været fælles om hvis jeg havde arbejdet. Han VED hvor hårdt det er at være på barsel, og udtrykte selv at han synes det var hårdere at holde weekend (hvor vi trods alt var to) end det var at være på arbejde (og han har altså et fysisk hårdt arbejde)...

Jeg ammede, så naturligt var det mest mig der var oppe om natten. Men var der bleer der skulle skiftes eller når han skulle hjælpes ind i søvnen var vi 50 /50. Så natten var nok fordel 60/40, hvor jeg tog størstedelen pga amning. 

Det var vores måde at leve på og det fungerede for os. Ikke alle har det på samme måde som os, og man skal gøre det der fungerer for ens familie. MEN, jeg kan jo høre at det ikke fungerer for dig. Jeg synes virkelig du skal få din mand til at få øjnene op - I er BEGGE forældre og dit job er baby. Vil han ikke hellere have at hans barn har det godt og har fået nærvær og kærlighed i løbet af dagen - end at jeres hjem står helt rent?.. Han må ind i kampen, og hjælpe med det huslige eller baby når han kommer hjem. Og når så baby sover og det huslige er klaret, så kan man have computertid. Det er jo ikke fair at han har masser alenetid og ud har INGEN. Ved at samarbejde kan I begge få en lille smule hver dag. Så en opsang til ham er vidst på plads - og ellers synes jeg du en tilfældig lørdag skal give ham baby kl. 08 og sige farvel nu tager du på veninde dag, og kommer hjem kl. 19 når maden står klar på bordet. Det er vel kun fair når han ligefrem synes du går og dovner den, så kan han jo sagtens selv klare de " småting" det er at passe baby og hjem.