Anonym skriver:
Giver mening.
men om det var dig vilde du så undlade at sige det? 
Føles lidt forkerte at sige det :/
Jeg fortalte min arbejdsgiver det da vi var i behandling. Mest fordi jeg så ikke skulle opfinde pludselig sygdom og bortforklare en masse når jeg med dags varsel skulle insemineres eller have taget æg ud på en dag hvor der ellers var et vigtigt møde. Så vidste min chef hvad det handlede om og hvorfor jeg missed nogle vigtige ting.
Derudover var det rart at have ret til at holde fri med løn, så jeg ikke skulle arbejde en masse over i samme periode for at nå op på mine 37 ugentlige timer - det drænede mig for energi med alle de undersøgelser, hormoner og behandlinger.
Og sidst men ikke mindst var det rart at få den ekstra beskyttelse med fyring. Jeg er offentligt ansat så man bliver ikke bare sådan lige fyret, men tænker især det er rart hvis man er i en branche hvor vilkårene er lidt hårdere og fyringer sidder mere løst.
Det var en lidt mærkelig samtale at have - det er jo noget ret personligt og meget følelsesladet at fortælle til en chef, men alt i alt var det rart og jeg kan egentlig kun anbefale at man gør det så tidligt som muligt. Jeg ventede til efter vi havde været gennem 3 inseminationer og 1 runde ivf og det var dumt. Det gav så meget ro på, så jeg ville ønske jeg havde gjort det fra begyndelsen 
Til gengæld var det spild af tid at søge om en paragraf 56-aftale. De er stort set umulige at få hvis du bor i Københavns kommune, for som de siger er lav fertilitet kun en sygdom i de perioder man forsøger at blive gravid. Resten af tiden er man i deres øjne "rask" og så mener de ikke at man skal have sådan en.
Anmeld
Citér