Anonym skriver:
Hej.
Jeg har en teenager på 16 år gammel, hun er en meget rolig teenager, men vi har ikke et så godt forhold, altså på den måde vi ikke snakker sex, mens og kærester. Jeg er så træt af vi ikke har sådan et forhold..
Andre med teenage børn som vil fortælle hvordan jeres teenage børns forhold er??

Hun er i gang med at frigøre sig fra dig, og der er intet usædvanligt i, at hun føler det ubekvemt og ubehageligt at tale med dig om mere intime emner. Det værste, du kan gøre, er at insistere, da hun så vil opfatte dig som omklamrende. Måske har I haft et meget nært forhold indtil nu, og så har hun brug for at markere, at hendes liv er hendes. Jeg husker tydeligt min egen væmmelse over min mors “kvinde-til-kvinde”-snakke, og hvordan hun, jo mere jeg undgik emnet, altid lige skulle tale om fx menstruation, hvilket jeg fandt pinagtigt.
Mine egne børn af begge køn har været meget åbne om krop og sex, måske fordi vi altid har haft en meget bramfri omgangstone herhjemme - jeg ved ikke, om dét er hele årsagen.
Nogle gange ser man, at jo tykkere, navlestrengen har været til mor, jo større behov har den unge for at kappe den eftertrykkeligt. Så der kan ligge mange forklaringer bag, og det skyldes bestemt ikke nødvendigvis, at du har været hverken “for meget” eller “for lidt”. Du er hendes mor, og hun gider ikke have dig som fortrolig eller veninde lige nu.
At hun gerne taler med far og papmor kunne være et tegn på, at det er dig, hun, helt naturligt, har størst behov for at frigøre sig fra. Det er givetvis hårdt som mor ikke at have sit barns fortrolighed, men det er naturligt i den udvikling, hun gennemgår netop nu.