Endelig kom dagen man har ventet på i knap 9 måneder 
og med den også en sikkerhed for at der max går 10 dage før jeg bliver sat igang. Jeg håber virkelig at jeg går i gang af mig selv inden da men kan jo kun vente og se. 
Jeg har lært på den hårde måde at det er dumt at forvente en fødsel på et bestemt tidspunkt (lige meget hvor sikker man er i sin sag!) da man bare bliver så forfærdeligt skuffet over at gå og gå med en baby som forbliver fast plantet i maven.
Jeg var sikker på at jeg ikke ville gå til termin, jeg troede helt sikkert at jeg ville føde 1-2 uger før så den sidste uge har været en ret opgivende én af slagsen, hvor jeg har måttet sande at jeg nok går over tid som jo er ganske ganske normalt.
Men hvor er jeg sur på min krop! Ønsket om at føde før termin blev forstærket af at kroppen gang på gang har fortalt at NU nærmer vi os! Slimproppen gik for 3,5 uger siden, tegnblødning kom hele to dage for 1,5 uge siden og de i forvejen meget hyppige plukveer har nevet og til tider været regelmæssige længe samtidig med at en mens murren har irriteret underlivet i 2,5 ugers tid. Hvis ikke kroppen havde sendt mig alle disse tegn og givet mig håb havde dagen i dag nok heller ikke været helt så tung. Øv øv!
Men nu ved jeg i det mindste at inden for ti dages tid har jeg endelig en lille guldklump i armene 
(og kontrolfreaken her kan bedst lide når jeg har en form for tidshorisont at forholde mig til) - nu hvor skuffelsen har lagt sig og jeg ser en ende på det hele alligevel, så er jeg endelig faldet til ro i tanken om at hun jo kommer når hun kommer (men indenfor de næste 10-11 dage).
Tak fordi i læste med 
Anmeld
Citér
