I fredags var jeg afsted med Silas til hans 5 ugers undersøgelse og alt er bare som det skal være-. Lægen kaldte ham en rigtig fin dreng.
Ved fødslen vejede han 3870 - nu 5410
Ved fødslen målte han 54 - nu 59
Så noget er han da vokset.
Og så er det bedste hidtil bare sket - han har smilt bevidst til mig
Fredag aften tog jeg ud til en veninde og Peter tog sig af Silas om aftenen + natten. Lørdag morgen kl. 9 kunne jeg ikke mere og sagde til Peter at nu ville jeg godt tage Silas (savnede jo knægten helt vildt). Da jeg kommer over til ham i vuggen og siger godmorgen smiler han det største smil til mig.
Lørdag aften er vi til fætter/kusinefest og er først hjemme kl. 2 om natten. Jeg tager Silas kl. 4 og 7 og Peter kl. 9. Jeg vågner kl. 10 og går ind i stue til dem, hvor jeg smiler til Silas og siger godmorgen... sørme om jeg ikke igen får det største smil fra ham. Han nærmest griner til mig.
Mor her begynder jo selvfølgelig at stortude for er bare så rørt. Dette har jeg bare ventet på så længe og var ikke klar over dagen før, at det var bevidst han smilte til mig.
Anmeld
