Hmm jeg synes det var lettere at gå fra 1-2 end fra 2-3. Det kan der være mange grunde til, men en af dem var at storebror endnu ikke var 3, og stadig havde brug for mig og jeg fik en baby der helst lå i arm 24 timer i døgnet (og stadig som 7 årlig helst vil have mor hele tiden).
Jeg følte vi var en voksen for lidt hele tiden, og brugte mange tanker på midterbarnet. Storesøster var 7 år og havde sine behov, og dem opfyldte en af os (hun er rimelig insisterende), lillebror havde sin behov og de blev opfyldt som man nu gør med en baby. Og midter barnet, han er sådan en der har nok i sig selv, kan gå og lege for sig selv en hel dag, og man kan næsten glemme ham - men han havde jo behov, havde behov for omsorgen og opmærksomheden, men ble tit glemt.
Den ældste og den yngste minder om hinanden, de er hurtige, leger, er sammen med osv. Hvor midterbarnet er en tænker, han skal se tingene til ende og de andre er allerede løbet afsted før han synes han er kommet halvvejs til bunds i det - han har brug for at vi voksne husker ham - fx havde jeg en dag sagt; i morgen skal vi spille magic card. Halvdelen af dagen gik, og jeg spurgte: ville du ikke spille? Jo jeg har bare ventet på dig....
Jeg er møg hamrende stolt af min børneflok (lille en), elsker at være mor til dem alle sammen og er glad for vi ikke stoppede ved de to - men det kræver noget.
Anmeld
Citér