Hvor er det bare træls

Øv, nu har endnu en fra vores bekende at de er gravide og min første tanke var bare "fuck jer", nu skal det ikke tages sådan at jeg ikke er glade på deres vejne for det er jeg skam, men hvor er det træls at alle andre få deres ønske opfyldt, bare ikke os.

Efter to sporntane aborter på et år er jeg efterhånden nået der til hvor jeg bare kunne grave mig ned i et hul, for jeg syntes det er så uretfærdigt at det lykkes for alle andre og det efterhånden bliver svære og svære at glæde sig på alle andres vejne.

Og ja, det er sgu svært at sluge sådan en "ihh jeg er gravid og vi har prøvet i hele 3 månede" som om at 3 måneder er længe

Jeg føler til tider at jeg er den eneste ude i denne vide verden der går rundt med disse følser og som ser barnevogne, babyer, gravide maver overalt. Men der må da være andre der har prøvet i længer tid der gå rundt med disse "forbudte følser"

Det er bare ik sjovt længere! og nu har jeg fået luft, det have jeg vist brug for!

Ih, hvor kan jeg bare sætte mig ind i det du skriver, og det er en muggen følelse!! Inderst inde føler man sig som et dårlig menneske, fordi man ikke bare kan glæde sig på deres vegne. Men på den anden side er man bare indebrændt med ønsket om et barn og er død-misundelig på, at det lykkes for andre efter deres 3 måneders "kamp" for de to streger... Jeg kan selvfølgelig ikke tale for andre, men det er i hvert fald sådan jeg har det ! Ikke noget jeg er stolt af, men jeg kan jo lige så godt være ærlig overfor mig selv og andre.
Jeg har en invitation til en julefrokost som jeg fortrænger at svare på, da jeg ved at der kommer en bekendt, som blev gravid i 1. forsøg, som jeg ikke kan klare synet af lige nu.. Hun har ikke gjort mig noget, udover at blive gravid.. Og det kan hun jo ikke rigtig gøre for at det lykkedes i første hug.. Men da jeg skrev tillykke til hende kom hun med tusindvis af gode råd til, hvordan jeg kunne blive gravid. Jeg skulle tabe mig, motionere, bla bla bla.. Ikke så fedt! Men iiiihhh hvor det irriterer mig.. Så meget at jeg overvejer at blive hjemme.... Hvor dum er man så??

Der vil altid være gravide omkring os, og det må vi vænne os til. Nogle gange tror jeg bare vi skal tillade os selv at blive kede af det, og så komme videre... Gemmer vi på de sure følelser stresser vi måske kroppen endnu mere, og så skubber vi drømmen om baby endnu længere væk...

Jeg ved ikke om indlægget giver mening, men det var ment som "du er bestemt ikke alene" med de tanker...

Jeg sender dig et og nogle positive tanker... Det skal nok lykkes... Jeg tror på det, og krydser fingre for jer!!

der er nogle somre hvor jeg bare taenker med et stort smil.. 'sikke folk avler', for nogle gange er der bare gravide OVER ALT!!!

Mor.sander skriver:

Øv, nu har endnu en fra vores bekende at de er gravide og min første tanke var bare "fuck jer", nu skal det ikke tages sådan at jeg ikke er glade på deres vejne for det er jeg skam, men hvor er det træls at alle andre få deres ønske opfyldt, bare ikke os.

Efter to sporntane aborter på et år er jeg efterhånden nået der til hvor jeg bare kunne grave mig ned i et hul, for jeg syntes det er så uretfærdigt at det lykkes for alle andre og det efterhånden bliver svære og svære at glæde sig på alle andres vejne.

Og ja, det er sgu svært at sluge sådan en "ihh jeg er gravid og vi har prøvet i hele 3 månede" som om at 3 måneder er længe

Jeg føler til tider at jeg er den eneste ude i denne vide verden der går rundt med disse følser og som ser barnevogne, babyer, gravide maver overalt. Men der må da være andre der har prøvet i længer tid der gå rundt med disse "forbudte følser"

Det er bare ik sjovt længere! og nu har jeg fået luft, det have jeg vist brug for!

Helt enig med dig i dine ord. Føler ogsa sådan ind imellem!!

KÆMPE KRAMMER

AT DET ER JERES TUR I JERES KREDS NÆSTE GANG

Jeg er fuldstændig enig, og kan helt sikkert følge dig.

Har faktisk lige skrevet et indlæg om netop det samme. Du kan finde det længere nede i debatten. Mener jeg kaldte det "Giver snart op"

Der er, hvis man tæller hele den ydre del af familien med fået 6 babyer i familien, og en 7ende er på vej. Min svigerinde har lige født en smuk lille pige. De blev gravide i første forsøg, og vi har prøvet en del tid før dem... og nu er de blevet forældre... Synes det er død hårdt, og jeg er møj misundelig... Thats life I guess. Man er jo kun menneske, og kan kun rumme så og så meget.... Knus

Du er absolut ikke alene i verden. Jeg føler som dig HELE tiden. Har slet ikke tal på hvor mange af mine veninder, kollegaer, familiemedlemmer og andre bekendte der enten er gravide eller lige har født. Det er helt vildt. Og selvfølgelig er man da glad på deres vegne, men jo flere gange man hører fra en ny at nu er hun gravid, jo sværere er det også at blive ved med at være glade på deres vegne. Jeg synes virkelig det er uretfærdigt at det skal være pærelet for nogle og megasvært for nogle af os andre. Det er bare nederlag på nederlag hver måned. Og så gør beskeden om andre der er gravide (og som som regel har prøvet meget kortere tid end os!) det bare endnu hårdere. Så jeg forstår dig fuldt ud!

Det jeg syntes er noget af det sværeste ved det hele er at man bare holde de her tanker for sig selv og ikke fortæller veninderne om dem, sådan er det i hvertfal for mit vedkommende... Tro desværre nemlig ikke at det er alle der ville kunne forstå det. Men hvor er det skønt at vide at jeg ikke er den eneste der ude kæmpe krammer til alle der venter på storken, lige som jeg

Jeg har det også på præcis samme måde. syntes ALLE er gravide og ALLE har barnevogne eller en baby på armen og jeg syntes det er SÅ SNYD!!! Det skal være MIN TUR NU!

Overhovedet ikke rationelt eller særlig modent, men sådan har jeg det, så du er bestemt ikke alene søde!

Det varmer mit hjerte, at jeg ikke er palle om at føle sådan. Selv om jeg selvf. ville ønske, at ingen af os skulle de følelser igennem.

I er ikke alene har præcis de samme tanker og følser.  for os alle.