Fortælle børn om dødsfald/syg oldemor?

Jeg er godt nok i tvivl hvad jeg skal stille op. 

Mine børn er lige fyldt 2, og 3 1/2 år. 

Deres oldemor er ret syg, og dør nok indenfor ganske få uger- maks. Hun er blevet syg ret pludseligt. 

De ser hende maks et par gange om året og spørger aldrig efter hende. De har ikke er bånd som sådan. Oldemor er 97 år. 

Jeg er i tvivl om jeg skal fortælle dem at hun er syg, lade dem besøge hende og fortælle lår hun er død, eller om jeg skal holde dem fuldstændig skånet fra det, fordi jeg er overbevist om at de aldrig vil registrere at hun ikke er her mere, netop fordi de faktisk ikke rigtig kender hende. 

Hvad havde i gjort? Den lille forstår det nok ikke under nogen omstændigheder... ��

Jeg havde ikke sagt noget tror jeg.  

Når de er så små ville jeg ikke gøre et stort nummer ud af det.

Når de faktisk ikke kender hende ville jeg ikke involvere dem.

Jeg ville ikke sige noget når de ikke ser hende. Og ville slet ikke lade dem se hende nu hvor hun er meget syg. Vi har lige måtte fortælle vores 3 unger på 3, 6 og 11 år at vores bedste ven er død. De to små kiggede bare på os og sagde ok. Den mindste gik i 2 dage og sagde "navn er død". Den store blev ked af det. Og den mellemste har kun spurgt hvorfor og om han så kommer op og ligge sammen med oldefar og bedste. Så tror ikke dine børn får noget ud af at få det af vide.

En lille historie fra mit liv. I sommer døde noget familie langt ude, mine børn har kun mødt personen få gange og vi havde heller ikke fortalt at personen var syg, da de jo ikke kender personen. 

I sommer døde personen som sagt og jeg blev rigtig ked af det. De spurgte hvorfor jeg græd og fortalte dem som det var at denne person fra min familie var død og det gjorde mig ked. 

Børnene, 6 5 og 3 år, reagerede ved at det var synd for mig også legede de videre.

Døden har været noget vi har snakket om fra de var helt små, da deres farmor døde flere år inden de blev født og vi af og til besøger graven. Vi har et billede hængende af farmor og de spørger bare hvor hun er også er der ikke mere i det. De ved godt vi er kede af hun ikke er her, men det er ikke noget de bliver kede af da de jo ikke kender hende. 

Vores datters ene oldemor (min mands farmor), døde i sommers efter kort tids sygdom. Vores datter så hende flere gange om ugen og kom tit hos hende. Vi fortalte hende det først et par dage efter hun var død og forklarede ganske kort tingene. Hun fik lov at være med ved begravelsen og hun har virkelig grædt mange tårer over sin oldemor og kan stadig finde på at bringe emnet op. Hun spørger tit om vi kan besøge gravstenen og døden fylder generelt meget hos hende. Det gør helt ondt at vide at hun har 4 oldeforældre mere, der vil dø indenfor kort tid (de er alle 4 langt dårligere end hende der døde). Men hun har heldigvis ikke et lige så nært forhold til dem.

Hvis det var en oldemor mine børn ikke kendte til, så ville jeg skåne dem for den viden. De vil tidsnok lære om døden, men jeg ville alligevel ønske jeg havde kunnet vente et par år.

Jeg er uenig med hovedparten. Selvfølgelig skal de da vide det. Om de skal besøge hende ved jeg ikke men døden er jo en del af livet og vi kan kunne skjule den. Jwg ville også tage dem med til begravelsen. Det er et naturligt aspekt af livet og det er langt bedre for børn at blive introduceret til døden ved en gammel knap så nær familie medlem. I risikerer jo pludselig at døden rammer langt tættere på og mere tragisk. 

Min datter var med til oldefars begravelse som 1 årig det snakker hun her flere år efter stadig meget om og vil gerne besøge gravstedet og det har fungeret som et godt udgangspunkt i mange snakke om døden generelt.

Jeg er enig med Mariehøne123. Døden er naturlig og skal ikke gemmes væk. Her havde vi en oldefar på 99 år, som døde sidste forår. Vores pige på tre år, som havde besøgt ham et par gange om året, var med til begravelsen og er også med på kirkegården flere gange årligt at besøge olderne. Det har givet anledning til fine samtaler, hvor hun har spurgt nysgerrig ind, set billeder osv. 

Døden er ikke forfærdelig og da slet ikke når man er 97 og dør mæt af dage. Små børn har slet ikke den samme frygt og forståelse af døden som vi, men vi kan give dem den ved at tie om døden. 

Når man mister er netop tavsheden det mest forfærdelige, alle de mennesker der intet siger, der beder om man ikke taler om det når deres børn er til stede osv. Så er man som sørgende virkelig en paria ikke bare i egen optik men også i andres. Efter jeg mistede min datter, har jeg aktivt valgt at tale om det, ikke tie om døden og fortælle nær og fjern, at døden og ser definitive farvel er sindsyg hårdt, men det er godt nok også hårdt at blive mødt af tavsheden og tabuet - derfor ville jeg ønske alle i den moderne oplyste tidsalder turde give deres børn et naturligt forhold til døden og til sørgende. 

Der betyder selvsagt ikke man skal få rundt og sige x og Y er døde, hvis det er nogle børnene dårligt kender. Og spørgsmålet er om de overhovedet kender oldemor og om det ikke virker mere unaturligt at sige: nu skal I høre.... 

Så min agenda her er ikke, hvorvidt I skala uge det eller ej, men at ændre tankegangen om at I skåner børnene. Børn skal ikke skånes for noget naturligt, men I kan aktivt vælge det hører i den pyt kasse de ikke skal vide ligesom de ikke skal vide noget om omlægning af huslån eller om du vil søge andet arbejde. Men at I ikke fortæller dem det handler ikke om at skåne og ikke at sy et sygt menneske handler ikke om at skåne. 

Mine børn har haft døden inde i livet da deres søster er en del af livet, den ældste kan huske sin søster og de to mindste kender hende jo kun via billeder, tegninger og graven. Derfor var det helt naturligt, at de var en del af forløbet da deres oldefar døde. Når de ikke var med hver gang vi kom, var det ikke for at skåne dem, men for at skåne ham. De kom ud og sagde farvel da hangar død, de var henholdvis 0,3 og 8 år. Ham på 0 forstod selvsagt ingen ting, men de to andre rørte ham, den mindste prøvede at åbne hans øjne, de spurgte til han var kold osv. Og efter en is som en sygeplejerske gav, gik vi hjem og vi voksne talte og hyggede og ungerne legede som de plejede. Ingen mareridt, lidt tårer og en masse: kan I huske...? De har ikke tager skade af døden, men har lært at tabuet kan brydes og jeg var så stolt da min datter på 14 tog del i sin lærers begravelse og turde give hånd til familien og sige: det gør mig meget ondt. Gik hen til hans ven og sagde: han var den sidste jeg gav et kram før sommerferien, det tror jeg altid jeg vil huske. Så hr jeg gjort det godt...