Jeg er ikke sikker på jeg elsker ham mere

Hvordan gør man op med sig selv om at det at være i et ægteskab ikke længere er "noget for en"?

Vi har været sammen i 13 år, har 4 børn, hus, biler, og det hele, men tanken om at finde mit eget med børnene kommer oftere og oftere, flere gange om måneden

Min mand arbejder meget og når han er hjemme sover han eller laver alt muligt andet 

Børnene og jeg lever vores eget liv, havde egentlig glædet mig lidt til han havde juleferie tænkte vi så kunne spise morgenmad sammen og jeg måske kunne sove længe en af dagene, ingen af dem er sket, manden har sovet til 8-9 stykker hver dag, mens jeg er stået op med børnene kl 05.30

Hvordan tog i skridtet til at blive enlig?

Jeg er så bange for at såre ham, for tror han har det skønt (hvilket jeg også godt kan forstå!) 

Jeg synes du skal starte med at snakke med ham. Ved han klar over denne planer for ferien?

Meyer skriver:

Jeg synes du skal starte med at snakke med ham. Ved han klar over denne planer for ferien?

Ja, det er han ved hver ferier, men det som om han altid sætter sig selv forrest 

Jeg har snakket med ham flere gange, så kører det rigtig godt i en uges tid også alt ved det gamle igen

hvad med at tag til parterapi sammen. Det er mange år i har været samme prøve at give det en chance. også ved i bageefter I begge har givet 100 %i at det skal fungerer..

har du en  Hobby ? Går du til noget? gør din mand det ? sådan i kan ha noget nyt at snakke om. udover jeres børn. selv8m det nu er dejligt at snakke om ens børn. Meeen lidt li som inden men havde børn. 

giver det mening??

kæresten og jeg har prøvet parterapi og der er mega godt. vi har været samme i 9 år vi behovet 3 lektioner. men det er jo forskellige typer ovs. 

Herhjemme var den sku ikke gået at jeg bare stod op med børnene hver dag i ferien mens manden sov. Det er sku en fælles ting at være forældre og jeg forstår ærligt talt ikke hvorfor du ikke vækker ham og siger “så, nu er x og x vågne”!

Det lyder som om han negligerer dig og alt du gør ved ikke at stå op og være en familie eller tilbyde at tage ungerne en morgen.. du er nødt til at skabe en ændring i hans attitude til dig og familien ved at sætte foden i jorden. Helst inden du tager den endelige beslutning om at forlade ham. Hvis du vil ham og jeres familie bare lidt så er du nødt til først at kæmpe ved at tage konfrontationen med din mand. 

Men det lyder næsten som om du har besluttet dig. Hvis beslutningen udelukkende er baseret på hans manglende engagement og ikke manglende følelser, så ville jeg tage snakken eller måske skrive et brev med alle dine tanker. 

Held og lykke med det hele, jeg håber du og din mand finder en meget mere holdbar løsning og et sammenhold, hvor i kan hjælpe hinanden og være sammen om familielivet 

Han gør jo kun sådan fordi du finder dig i det. 

Min mand ved at den går ikke her og så gør han det ikke. Så væk ham dog og læg dig til at sove selv. Ta dog tyren ved hornet og kom ind i kampen. 

Fortæl ham at enten sker der forandringer der er varige ellers må I gå vær til sit. Men husk ingen tomme trusler. Vær klar til at tage skridtet. Afstemforvent og vær klar til at give slip. For skal han mere ind i kampen må du finde dig i en periode hvor han og bærn vil kæmpe lidt om en ny rytme og det er IKKE din rytme.