Hej,
Jeg skriver, fordi jeg har brug for at lukke lidt op for det, der har summet rundt i mit hoved og hjerte ret længe efterhånden.
Min mand og jeg har en søn på 2, som blev lavet i og af dyb kærlighed. Men allerede, da vores søn var få måneder gammel blev vi mistænkt for børnemishandling pga. nogle fysiske ting, der var med vores søn. Denne mistanke er dog blevet frafaldet siden, da det viser sig, at vores søn har en sygdom, der gør, at de fysiske ting opstod med ham, som kan tolkes som børnemishandling. Vi ventede i næsten et år på, at han fik diagnosen og efterfølgende har gået til vægtkontroller minimum 1-2 gange om måneden, til blodprøvetagning hver måned, scanninger, været indlagt i et jævnt interval m.m. Så vi har brugt mere af hans liv på at være på hospitalet end hjemme. Og det er først her i sensommeren, at kommunen har henlagt sagen og hospitalet slapper lidt mere af med undersøgelse osv., og det har været vildt opslidende for os begge to at have det hængende så længe over hovedet. Men kommunen og alle vi har været i kontakt med på forskellige hospitaler, i hans vuggestue, sundhedsplejersken har kun haft ros til os. Så derfor burde vi jo være ret glade. Selvfølgelig ikke for, at vores søn har en kronisk sygdom, men ellers, så kom vi igennem den krise.
Men alt det har slidt på os begge to og vi er ikke dem vi var engang. Sjovt nok. Men undervejs i den her krise var vi ved at gå fra hinanden, fordi vi ikke kunne rumme hinanden og hinandens sorg og ked-af-det-hed, samtidig med alt det andet der foregik og at tage sig godt af vores søn.
Mit dilemma er så, at jeg i snart 10 måneder overvejende har haft lyst til at gå fra min mand, fordi jeg ikke rigtig elsker ham mere. Jeg elsker ham for den far han er for vores søn og jeg elsker ham for alt det han gør for mig. Men jeg bliver sjældent glad, når jeg ser ham. Jeg har ikke noget at snakke med ham om andet end vores søn, og hvordan hver vores dag er gået på arbejde og studie. Vi har ikke dybere snakke sammen længere. Han bruger meget tid på at spille på sin telefon eller se youtube på iPad’en, når vores søn er kommet i seng, og det er næsten hver aften. Selv hvis vi aftaler at se en film sammen eller lign. Han har heller ikke rigtig noget “liv” udover sit arbejde, mig og min søn, og sine spil på telefonen. Det bliver bare nogle flade samtale vi har og jeg savner at blive stimuleret intelektuelt. Vi kysser og krammer også sjældent efterhånden. Jeg har et mindre behov for det end han har, og det jeg vil gerne give ham det, men han bliver altid som en hundehvalp, når han får det og hænger op ad mig og tigger om mere, og så har jeg bare slet ikke lyst, hvilket jeg har fortalt ham. I en periode hjælp det og jeg fik mere lyst til at kysse og kramme ham, men det var mere for at opfylde hans behov for det. Jeg synes ærlig talt ikke det er rart at kysse ham længere, men krammene er rare, fordi det føles trygt. Vi har sjovt nok heller ikke sex længere og har ikke rigtig haft det siden vores søn kom til verden. Han har ikke rigtig haft et stort behov for det og nu er min lyst til ham fuldstændigt slukket.
Vi har begge hvert til psykologer for at få bearbejdet alt det der er sket og hvordan vi har det med hinanden. Derudover har vi været til parterapi, som virkede en kort overgang, men ja, så døede effekten af det også ud.
Jeg tager mig selv i at blive voldsomt fascineret af andre mænd som jeg enten er fysisk eller intelektuelt tiltrukket af, og ville ønske, at jeg ikke havde fået vores søn (ikke at jeg fortryder ham, aldrig), men det ville være nemmere at gå fra min mand, hvis vi ikke havde ham. Men inderst inde ville jeg jo allermest ønske, at min mands og mit forhold blev godt igen, men det virker bare som om, at alt det vi var igennem med vores søn har slået for store skår i det, i hvert fald for mig. Men ville gøre alt for at blive sammen med ham, hvis jeg kunne mærke bare nogle følelser for ham.
Men jeg svor, at mine børn ikke skulle blive skilsmissebørn, som jeg selv er. Plus vi er lige flyttet til Jylland fra Sjælland i sommers pga. mit studie og har det dårligt over at rykke ham op med rod for at gå fra ham nu. Og hvordan skulle det fungere med deleordning og vil jeg kunne undvære min søn. Derudover vil jeg mangle det netværk hans familie giver, da jeg selv ikke rigtig har nogle i min familie. Men det er måske bare trygheden i vores forhold jeg ikke kan forestille mig at undvære.
Jeg ved egentlig ikke, hvad jeg ville med den her tekst, andet end behov for lidt luft.
