Gode råd søges mod ekstrem morsyg

Hej, jeg håber, der er nogen herinde, som eventuelt kan komme med nogle gode råd til vores datter på 16 måneder.

Der ligger en lang forhistorie til dette, men det korte af det lange er, at vores datter er MEGET morsyg. Så meget, at det eneste jeg kunne flere måneder i streg i alle hendes vågne timer, var at sidde med hende på skødet og så legede hun derfra. Flyttede hun sig væk fra mit skød og eventuelt satte sig ved siden af mig, var det så stort, at vi nærmest holdt fest herhjemme. I dag er det dog blevet lidt bedre. Da hun lærte at gå hjalp det på hun ville gå rundt og lege. Nu er det sådan, at jeg kan nøjes med at sidde på gulvet ved hende - enkelte gange kan jeg sidde i sofaen, men det er meget stort når det sker.

Den her morsyge har altid været der, og har op igennem hendes forskellige aldre vist sig på forskellige måder, men hele vejen igennem som, at ingen må holde hende. Tror jeg kan tælle på en hånd de gange mine forældre og svigerforældre har måtte holde hende. Desværre er det det samme med min datter far - min mand. De har et fantastisk godt forhold og hygger sig som ingen andre kan, og de har det så sjovt - når jeg ikke er der. Er jeg hjemme, så kan far SLET IKKE bruges. Prøver far at lege med os bliver han afvist, og vores datter er faktisk ret ligeglad med far når jeg er der. Ligeså snart jeg går er hun lige kort ked af det og så har hun glemt mig og så har de to bare en fest sammen. Det gør bare rigtig ondt min kæreste ikke kan bruges, når jeg er der, og jeg kan også se på ham, at han bliver rigtig ked af det, for han vil jo også rigtig gerne være sammen med vores datter - også når jeg er hjemme. Vi bruger nogle gange, at jeg tager væk nogle timer for de kan få noget tid sammen, men det er jo virkelig træls, vi ikke kan være sammen alle tre som en familie.

Derudover så er der mange ting jeg ikke kan. Jeg kan ikke sætte vores datter i højstolen, gå med hende i klapvognen uden hun vil op, tage ud at handle med hende medmindre hun kan være på armen, tage hende om natten (hvis jeg tager hende om natten, så vågner hun helt op og vil ikke sove igen. Hun kan desværre heller ikke finde ud af at sove i vores seng). Alt det her og meget andet er ting, som min kæreste eller andre ikke har nogle problemer med.

Jeg håber, det gav mening. Nu blev det hele lidt langt alligevel. Jeg er så desperat. Jeg er derude, hvor jeg føler, at jeg er en hæmsko for vores datter, fordi hun kan, vil og gør SÅ meget ligeså snart jeg ikke er der, og hun er så glad. På de værste dage kan jeg føle, at jeg ikke burde være hendes mor, fordi jeg ikke bidrager med noget godt i hendes tilværelse, og hun er meget gladere sammen med alle andre. Jeg føler, det påvirker hendes livskvalitet og jeg kan tit grue for hvordan det bliver for hende, når hun bliver ældre. Jeg vil bare så gerne det bedste i livet for hende!

Har I nogle råd? Vi har talt om det kunne hjælpe, hvis jeg tog væk en weekend/uge, men vi ved ikke om det kunne gøre en forskel. Jeg håber virkelig, nogen kan komme med noget opløftende. 

Åha, det er svært. Vi har haft det lidt ligesådan her. Vores pige var kolik barn og ørebarn og havde meget ondt de første 20 måneder af sit liv. 

Jeg kan trøste dig med, at det bliver bedre. Her løsrev hun sig lidt fra mig efter hun fyldte 2 år. Det var skønt ikke at have et barn, der klamrede sig til mit ben, hvis jeg prøvede at bevæge mig rundt uden hende. Dog var hun stadig temmelig afvisende overfor far, hvis jeg var til stede og udtrykte direkte "mig elsker ikke far, kun mor". I forbindelse med graviditeten og fødslen af lillesøster ville skæbnen, at jeg blev indlagt og var væk fra hverdagen i 3 uger (hun fyldte 4 år imens). Det har bragt far og datter meget tættere på hinanden, og nu tilkendegiver hun åbent at hun elsker alle i vores familie. Hun søger dog stadig mig meget, og udtrykker hun er bange for, jeg går fra hende igen, så jeg kan ikke nødvendigvis anbefale at gå fra barnet i en længere periode, for hun har tydeligvis følt sorg og svigt, på trods af, at hun har været gammel nok til at forstå, at jeg var syg og på hospitalet. 

Tusind tak for du gav dig tid til at svare. Det betyder rigtig meget, for jeg føler mig så alene i det her.

Jeg er glad for at høre, det er blevet bedre. Vi kan også på få områder se små forbedringer herhjemme, men det er stadig hårdt, når man er omgivet af andre børnefamilier, hvor børnene er så tillidsfulde på verden omkring dem. Samtidig bliver det heller ikke bedre, når mange der ikke præcis ved hvordan det er, bare mener jeg er pylret og det er mig der ikke vil give slip. Der er ikke noget jeg hellere vil end det. 

Oplevede i, at der var noget (ud over din indlæggelse) som gjorde en forskel? Gjorde i noget for det?

Jeg har ikke et svar men jeg kan fortælle min holdning og min søn. 

Lillebror har fra starten været et helt andet barn end sin storesøster. Meget afhængig af sin mor og en lille forsigtig en. Vi vurderede at han havde nogle behov vi måtte opfylde så vi har holdt ham ude af vuggestue og forsøgt at skåne ham lidt. 

Nu er han 2 og en noget anderledes og fræk dreng men stadig meget morsyg. Han taler utrolig godt og er i stand til at sætte ord på at han savner mig når far fx putter og at mor er bedst. 

Din pige er kun 16 mdr jeg ville give det tid og opfylde hendes behov. Jeg tror absolut ikke du skal rejse væk men far kan sagtens tage hende på ture hvor de får gode oplevelser sammen. Jeg ved godt det er hårdt men børn er forskellige og i skal ikke se hvordan andre børn er, det gavner ikke. Jeres pige er helt fantastisk på hendes måde. 

Jeg tænker at tid er en stor faktor her. Det skal nok komme, og du gør ikke noget forkert. Du er et behov hun har og hun er for ung til at lære at udsætte behov endnu. Jeg har dog endnu ikke mødt en teenager, der kun vil sidde på skødet af sin mor, så det skal nok gå.

Ligeledes skal far forstå at hendes konstante afvisning af ham, når du er der, ikke er personligt, selvom det føles sådan. Fortsæt med at tage afsted i nogle timer, vælg eventuelt nogle aktiviteter som kun far gør, fx bad og så hold fast i det. Det kan godt være at du i starten må tage et andet sted hen, men målet må være at du kan være et andet sted i huset, hvor hun ikke kan se dig.

Far kan også tage hende ud af huset selv, til noget hun gerne vil, fx Zoo mv. Jo flere oplevelser hun får sammen med ham, jo bedre for dem begge. Og hun skal som sagt nok vokse fra det.

Enig med de andres kommentarer. Vi har en dreng på knapt 3 som også alle dage har hængt meget på sin mor. Jeg har ikke rigtig fået lov til trøst og putte eller andet af den nære omsorg, når mor er i nærheden.

Det er dog blevet meget bedre i takt med at han er blevet ældre og så er det til gengæld mig, som helst skal lege og forskellige andre ting. Og så er det selvsagt en helt anden situation når mor ikke er hjemme.

Så bare bliv ved med det I gør, men evt giv far og barnet noget alenetid så de finder tættere sammen.