Et forhold uden intimitet

Sagen er den at min mand og jeg er sammen på 7. År. Vi har to fælles børn, og siden jeg blev gravid med den første for 4 år siden har vores sexliv været nærmest ikke eksisterende. 

Jeg føler mig ikke længere tiltrukket af ham, men jeg savner kærtegn, og sex. Jeg savner at være tiltrukket af en person og føle kærlighed. 

Jeg føler det eneste vi har til fælles er vores børn. Og sådan har det været de sidste år. 

Andre der har stået i en lignende situation? Det er vel begrænset hvor længe det kan holde uden sex? Jeg er bare typen der går langt for at Mine børn har begge deres forældre hjemme så derfor accepterer jeg bare situationen..

nogen vil måske sige vi skal søge en parterapeut eller lignede men det har jeg faktisk slet ikke lyst til.. 

Jeg har været i samme situation, eller er i det lige nu.

Vi ventede for længe med parterapi og har begge mistet gejsten til at arbejde for det. Så vi går fra hinanden. 

Hvis du ønsker at få det til at fungere. Så tag for Guds skyld i parterapi hurtigst muligt. 

Har Heldigvis aldrig stået i sådan trist situation,men jeg kan med sikkerhed sige,at skulle jeg komme der til,som du beskriver,er der i min optik kun en vej,og det er ud..

I min verden er det du beskriver,et samarbejde og måske venskab,men ikke kærlighed imellem to ægtefæller.

Spørg dig selv,om det er det du vil lære jeres guld.

At man bare skal nøjes,og undertrykke sine egne følelser og behov.

Hvordan føler og ser din mand tingene?

Anonym skriver:

Sagen er den at min mand og jeg er sammen på 7. År. Vi har to fælles børn, og siden jeg blev gravid med den første for 4 år siden har vores sexliv været nærmest ikke eksisterende. 

Jeg føler mig ikke længere tiltrukket af ham, men jeg savner kærtegn, og sex. Jeg savner at være tiltrukket af en person og føle kærlighed. 

Jeg føler det eneste vi har til fælles er vores børn. Og sådan har det været de sidste år. 

Andre der har stået i en lignende situation? Det er vel begrænset hvor længe det kan holde uden sex? Jeg er bare typen der går langt for at Mine børn har begge deres forældre hjemme så derfor accepterer jeg bare situationen..

nogen vil måske sige vi skal søge en parterapeut eller lignede men det har jeg faktisk slet ikke lyst til.. 

7 års krisen? 

Synes jeg har hørt det før. Og der er statestikker baseret på at par går fra hianden omkring 7 års forhold. 

Har du talt med din mand om det? Hvordan oplever han det?

Hvis du er typen der vil gå langt for at dine børn har begge forældre hjemme, undrer det mig at du ikke har taget hånd om det noget før, hvis det har stået på de sidste par år. 

Men det er selvfølgelig svært og måske håber man på at det med tiden ændrer sig og bliver bedre af sig selv. Men jeg tror simpelthen I er nødt til at arbejde for det. Et forhold kræver vedligeholdelse og det sker ikke af sig selv. 

Det er ikke sundt bare at acceptere situationen, det bliver du jo ikke glad af og det bliver din mand og børn heller ikke. Jeres børn kan også mærke hvis der er gnidninger i mellem jer.

Mit råd vil være, selvom du ikke har lyst, at søge professionel hjælp. For måske kan det blive bedre, måske kan kærligheden blomstre igen og I kan være intime sammen igen. Og måske virker det ikke, men så kan du med ro i sindet sige at du gjorde hvad du kunne og måske kan det også hjælpe jer, hvis det desværre ender med en skilsmisse.  

Vi har kendt hianden i 9 og har aldrig oplevet at være der hvor du er. Men vi har også begge to et stort behov for nærvær og intim kontakt, hvilket gør at vi næsten dagligt har sex. Kys og kram sker flere gange dagligt også selvom børnene er der. 

Held og lykke med din situation. 

Anonym skriver:

Jeg har været i samme situation, eller er i det lige nu.

Vi ventede for længe med parterapi og har begge mistet gejsten til at arbejde for det. Så vi går fra hinanden. 

 

Hvis du ønsker at få det til at fungere. Så tag for Guds skyld i parterapi hurtigst muligt. 

Var det en fælles beslutning eller var det en af jer som ikke kunne mere?

Anonym skriver:

Var det en fælles beslutning eller var det en af jer som ikke kunne mere?

Det er en fælles beslutning, men det vsr mig der bragte det på banen fordi jeg savnede kærligheden mellem os. Han var enig i at kærligheden ikke var der mere, men han havde nok godt kunne forsætte sådan,længere end mig i hvert fald. 

Vi synes det er bedre at skilles som venner end at nå og blive rigtig uvenner. 

Jep. Fuldstændig samme situation. Jeg havde heller ingen følelser der gav mig lyst til at tage i terapi for at arbejde på det.

Jeg fortalte min eks at jeg gerne ville i terapi for at få et så skånsomt brud som muligt. Men han ville kun hvis det var for at redde forholdet. Men det var allerede dødt for mit vedkommende. Desværre.. han var knust. Men jeg ville ikke nøjes med et forhold jeg ikke havde følelserne med i, og jeg ville ikke spilde min eks's liv på at han skulle Leve med en kvinde der ikke gengjaldt hans følelser. 

Anonym skriver:

Jep. Fuldstændig samme situation. Jeg havde heller ingen følelser der gav mig lyst til at tage i terapi for at arbejde på det.

Jeg fortalte min eks at jeg gerne ville i terapi for at få et så skånsomt brud som muligt. Men han ville kun hvis det var for at redde forholdet. Men det var allerede dødt for mit vedkommende. Desværre.. han var knust. Men jeg ville ikke nøjes med et forhold jeg ikke havde følelserne med i, og jeg ville ikke spilde min eks's liv på at han skulle Leve med en kvinde der ikke gengjaldt hans følelser. 

Det indlæg kunne være skrevet af mig!

Jeg står også i samme situation. Ventede for længe, og følelserne var væk. Jeg havde heller ikke lyst til parterapi, i så fald kun for at afslutte det godt.

Trådstarter, hvordan kan det være du ikke har lyst til parterapi? Fordi du ikke har det rigtige at give, eller er det mere praktisk/økonomisk du tænker?

Jeg valgte at vores barn ikke skulle leve i en hverdag uden kærlighed mellem mor og far, og hvor begge forældre tydeligvis drænede hinanden for energi.

Lige nu er huset til salg, men han vil stadig ikke acceptere det...

Kram til dig - du skal gøre det, der føles rigtigt!