Deprimeret

Jeg tror ikke jeg vil så meget med dette indlæg.. bare komme ud med nogle tanker og følelser. 

Jeg har et stykke tid i denne graviditet følt mig deprimeret og stresset og ensom. Jeg er 8 uger fra termin og kan slet ikke se hvordan jeg skal klare de 8 uger.. min mand forstår overhovedet ikke hvor hårdt det er at være gravid, han giver ingen omsorg overhovedet og forstår ikke hvor mine humørsvingninger kommer fra. Jeg føler mig helt alene med graviditeten og føler han forventer at jeg kan det samme som før på trods at mange plukkeveer, rygsmerter og andre dårligdomme. Han virker komplet ligeglad med mit helbred. Jeg forsøger ofte at fortælle ham at det altså er hårdt at være gravid og at jeg har brug for ekstra omsorg og støtte, men lige lidt hjælper det. Oplever oftest at han bliver fornærmet over at jeg ikke mener han gør tingene godt nok. 

Vi har haft et temmeligt skidt forhold i et stykke tid nu med snappen af hinanden og skænderier. Her til morgen havde vi endnu et da jeg blev vred over at han ikke hjalp til med vores søn (som sover alt for lidt for tiden og stod alt for tidligt op) da jeg forsøgte at få ham til at sove mere. Jeg sover helt elendigt for tiden og er vågen minimum en gang i timen.. jeg vågner hver gang jeg skal vende mig. Og det er efterhånden der hvor jeg er i voldsomt søvnunderskud. Alligevel tager han ikke vores søn mere og det er altid mig der kæmper om morgenen. Jeg har måske 5 gange spurgt til om jeg kunne få en smule massage her det sidste halve år og ikke en eneste gang har han givet mig den omsorg. Han er enten for træt eller skal lige spille computer.. 

Tilbage i oktober var jeg ved lægen med symptomer på stress der gik lidt i sig selv igen efterfølgende. Jeg blev overhovedet ikke afstresset i hjemmet på trods af at jeg havde lægens ord på at jeg var overbelastet.. jeg stod stadig med det meste selv og alene med vores søn 4-5 dage i ugen (pga sene arbejdsdage, weekendvagter eller fordi han lige skulle til fest).

Jeg føler mig ekstremt alene og kan slet ikke få min mand til at være der for mig eller forstå at jeg har brug for støtte. Jeg har hele dagen i dag været på grådens rand og startede dagen med at græde i en halv time og har haft kvalme og hovedpine hele dagen. Min søn kan tydeligt mærke at noget er galt og jeg tror ærligt at jeg havde forladt min mand hvis ikke vi stod overfor en familieforøgelse, købte hus for et år siden og er gift. Jeg er studerende og har ikke den økonomiske mulighed at stå selv, slet ikke ovenpå en skilsmisse og et hus der skal enten sælges ellers købes nogen ud af.. jeg føler mig helt fortabt og har virkelig forsøgt at konfrontere min mand men hver gang får jeg nærmest smidt det tilbage i hovedet som om jeg er et forfærdeligt menneske der forlanger for meget.. han bliver ekstremt fornærmet og stemningen er dårlig hele dagen efterfølgende. Når jeg har fortalt om dårlig ryg eller en anden graviditetsgene afbryder han mig eller sig “nå” og han har før sagt at han synes jeg brokker mig hele tiden og han ikke gider høre på det så derfor svarer han ikke længere men ignorerer det - hvilket resulterede i at jeg i lang tid holdt mine gener for mig selv og bare byggede ensomheden op.. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre længere når min man er den der støtter mig mindst af alle.. 

Igen.. jeg vil ikke noget med dette.. bare have det ud.. 

Hej, du kan tro det lyder hårdt det du går igennem  når man har alle mulige forestillinger om hvordan ting bør og skal være i et forhold og når man er gravid, og det hele ser ud til at krakelere for øjnene af en, så er det lort med lort på.

jeg tænker at I begge er mega pressede og jeres følelser for hinanden bliver mindre og mindre kærlige fordi ingen af jer kan leve op til de krav i stiller til hinanden.  

Det vigtigste lige nu er at sætte farten ned, droppe alle forventninger og krav til din mand OG til dig selv. Han orker ikke flere skænderier og krav, og det gør du heller ikke. Du har magten til at vende tingene, men det kræver at du begynder at gøre noget godt for ham, selvom det er det sidste du har lyst til, og selvom det så absolut ikke er fair. I var engang forelskede og i har valgt hinanden og de kærlige følelser kan sagtens blomstre op igen, hvis der kommer plads og frihed til at være magtesløs og fyldt med fejl. du skal simpelthen acceptere ham ligesom han er lige nu.

Måske føler du at du bare ikke kan mere, du har ikke mere overskud, du trænger til omsorg og kærlighed og støtte. og JA det gør du i hvert fald, men lige nu magter han det ikke, og det bliver kun værre hvis du bliver ved med at være sur på ham, og kræve at han skal være der for dig. 

Hvis det på nogen måde er muligt så få noget hjælp fra familie eller venner til at klare nogle opgaver i dagligdagen. få storebror passet, gør noget godt for dig selv. dyrk yoga, tag i spabad eller hvad der ellers gør dig glad.

Jeg er 100 % sikker på at I kan finde hinanden igen, men du kan kun bekæmpe krig med kærlighed så vis ham at du elsker ham selvom det er det sværeste lige nu. Hvis han mærker at du sætter pris på ham og er glad for ham, så vil han begynde at elske dig tilbage og give dig det du har brug for. please please slå koldt vand i blodet og se at tingene nok skal blive lettere og mere overskueligt når baby er født og du kommer af med dine smerter og din søvnløshed. 

At vågne en gang i timen er da til at blive bims i hovedet over! hold da op. du er nok ikke helt dig selv og så er det heller ikke fair at dømme alting så hårdt. 

måske kan du selv tage væk en weekend og på den måde tvinge din mand til at tage sig af jeres dreng, hvis det er det som får bægeret til at flyde over?

knus og krammer herfra. Håber håber at I kommer godt igennem de sidste måneder.

Anonym skriver:

Jeg tror ikke jeg vil så meget med dette indlæg.. bare komme ud med nogle tanker og følelser. 

Jeg har et stykke tid i denne graviditet følt mig deprimeret og stresset og ensom. Jeg er 8 uger fra termin og kan slet ikke se hvordan jeg skal klare de 8 uger.. min mand forstår overhovedet ikke hvor hårdt det er at være gravid, han giver ingen omsorg overhovedet og forstår ikke hvor mine humørsvingninger kommer fra. Jeg føler mig helt alene med graviditeten og føler han forventer at jeg kan det samme som før på trods at mange plukkeveer, rygsmerter og andre dårligdomme. Han virker komplet ligeglad med mit helbred. Jeg forsøger ofte at fortælle ham at det altså er hårdt at være gravid og at jeg har brug for ekstra omsorg og støtte, men lige lidt hjælper det. Oplever oftest at han bliver fornærmet over at jeg ikke mener han gør tingene godt nok. 

Vi har haft et temmeligt skidt forhold i et stykke tid nu med snappen af hinanden og skænderier. Her til morgen havde vi endnu et da jeg blev vred over at han ikke hjalp til med vores søn (som sover alt for lidt for tiden og stod alt for tidligt op) da jeg forsøgte at få ham til at sove mere. Jeg sover helt elendigt for tiden og er vågen minimum en gang i timen.. jeg vågner hver gang jeg skal vende mig. Og det er efterhånden der hvor jeg er i voldsomt søvnunderskud. Alligevel tager han ikke vores søn mere og det er altid mig der kæmper om morgenen. Jeg har måske 5 gange spurgt til om jeg kunne få en smule massage her det sidste halve år og ikke en eneste gang har han givet mig den omsorg. Han er enten for træt eller skal lige spille computer.. 

Tilbage i oktober var jeg ved lægen med symptomer på stress der gik lidt i sig selv igen efterfølgende. Jeg blev overhovedet ikke afstresset i hjemmet på trods af at jeg havde lægens ord på at jeg var overbelastet.. jeg stod stadig med det meste selv og alene med vores søn 4-5 dage i ugen (pga sene arbejdsdage, weekendvagter eller fordi han lige skulle til fest).

Jeg føler mig ekstremt alene og kan slet ikke få min mand til at være der for mig eller forstå at jeg har brug for støtte. Jeg har hele dagen i dag været på grådens rand og startede dagen med at græde i en halv time og har haft kvalme og hovedpine hele dagen. Min søn kan tydeligt mærke at noget er galt og jeg tror ærligt at jeg havde forladt min mand hvis ikke vi stod overfor en familieforøgelse, købte hus for et år siden og er gift. Jeg er studerende og har ikke den økonomiske mulighed at stå selv, slet ikke ovenpå en skilsmisse og et hus der skal enten sælges ellers købes nogen ud af.. jeg føler mig helt fortabt og har virkelig forsøgt at konfrontere min mand men hver gang får jeg nærmest smidt det tilbage i hovedet som om jeg er et forfærdeligt menneske der forlanger for meget.. han bliver ekstremt fornærmet og stemningen er dårlig hele dagen efterfølgende. Når jeg har fortalt om dårlig ryg eller en anden graviditetsgene afbryder han mig eller sig “nå” og han har før sagt at han synes jeg brokker mig hele tiden og han ikke gider høre på det så derfor svarer han ikke længere men ignorerer det - hvilket resulterede i at jeg i lang tid holdt mine gener for mig selv og bare byggede ensomheden op.. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre længere når min man er den der støtter mig mindst af alle.. 

Igen.. jeg vil ikke noget med dette.. bare have det ud.. 

Send det du har skrevet til ham. Forlang en snak og helst også terapi. Prøv at dæmpe følelserne, jeg ved det er svært. Forhold dig til konkrete ting, hvad er det der mangler, hvad skal gøres for at redde forholdet. Hvad kan du selv gøre. Hvad gør ham glad? Skriv det ned og giv ham punkterne. Lad ham læse det i ro. Lad ham skrive ned. Tal sammen!

Anonym skriver:

Jeg tror ikke jeg vil så meget med dette indlæg.. bare komme ud med nogle tanker og følelser. 

Jeg har et stykke tid i denne graviditet følt mig deprimeret og stresset og ensom. Jeg er 8 uger fra termin og kan slet ikke se hvordan jeg skal klare de 8 uger.. min mand forstår overhovedet ikke hvor hårdt det er at være gravid, han giver ingen omsorg overhovedet og forstår ikke hvor mine humørsvingninger kommer fra. Jeg føler mig helt alene med graviditeten og føler han forventer at jeg kan det samme som før på trods at mange plukkeveer, rygsmerter og andre dårligdomme. Han virker komplet ligeglad med mit helbred. Jeg forsøger ofte at fortælle ham at det altså er hårdt at være gravid og at jeg har brug for ekstra omsorg og støtte, men lige lidt hjælper det. Oplever oftest at han bliver fornærmet over at jeg ikke mener han gør tingene godt nok. 

Vi har haft et temmeligt skidt forhold i et stykke tid nu med snappen af hinanden og skænderier. Her til morgen havde vi endnu et da jeg blev vred over at han ikke hjalp til med vores søn (som sover alt for lidt for tiden og stod alt for tidligt op) da jeg forsøgte at få ham til at sove mere. Jeg sover helt elendigt for tiden og er vågen minimum en gang i timen.. jeg vågner hver gang jeg skal vende mig. Og det er efterhånden der hvor jeg er i voldsomt søvnunderskud. Alligevel tager han ikke vores søn mere og det er altid mig der kæmper om morgenen. Jeg har måske 5 gange spurgt til om jeg kunne få en smule massage her det sidste halve år og ikke en eneste gang har han givet mig den omsorg. Han er enten for træt eller skal lige spille computer.. 

Tilbage i oktober var jeg ved lægen med symptomer på stress der gik lidt i sig selv igen efterfølgende. Jeg blev overhovedet ikke afstresset i hjemmet på trods af at jeg havde lægens ord på at jeg var overbelastet.. jeg stod stadig med det meste selv og alene med vores søn 4-5 dage i ugen (pga sene arbejdsdage, weekendvagter eller fordi han lige skulle til fest).

Jeg føler mig ekstremt alene og kan slet ikke få min mand til at være der for mig eller forstå at jeg har brug for støtte. Jeg har hele dagen i dag været på grådens rand og startede dagen med at græde i en halv time og har haft kvalme og hovedpine hele dagen. Min søn kan tydeligt mærke at noget er galt og jeg tror ærligt at jeg havde forladt min mand hvis ikke vi stod overfor en familieforøgelse, købte hus for et år siden og er gift. Jeg er studerende og har ikke den økonomiske mulighed at stå selv, slet ikke ovenpå en skilsmisse og et hus der skal enten sælges ellers købes nogen ud af.. jeg føler mig helt fortabt og har virkelig forsøgt at konfrontere min mand men hver gang får jeg nærmest smidt det tilbage i hovedet som om jeg er et forfærdeligt menneske der forlanger for meget.. han bliver ekstremt fornærmet og stemningen er dårlig hele dagen efterfølgende. Når jeg har fortalt om dårlig ryg eller en anden graviditetsgene afbryder han mig eller sig “nå” og han har før sagt at han synes jeg brokker mig hele tiden og han ikke gider høre på det så derfor svarer han ikke længere men ignorerer det - hvilket resulterede i at jeg i lang tid holdt mine gener for mig selv og bare byggede ensomheden op.. jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre længere når min man er den der støtter mig mindst af alle.. 

Igen.. jeg vil ikke noget med dette.. bare have det ud.. 

Vil bare sende dig en kram  det lyder meget som en belastningsreaktion du har-du har samme symptomer/står i næsten samme situation som jeg (dog er jeg ikke gravid men har en mand der har PTSD).. håber det bliver bedre hos dig,ønsker dig al held og lykke og pas på dig selv