Forelsket i min psykolog

Eller det er jeg jo ikke, for jeg kender ham jo slet ikke som menneske, men udelukkende fra den professionelle relation, der er mellem behandler og patient. Jeg kan også sagtens gennemskue, at følelser ikke er rationelle, men godt kan abstrahere fra, at det er noget professionelt og blot registrere "her er en, der lytter, anerkender mine følelser, opmuntrer og respekterer mig og hvor er det fantastisk". Jeg ved, at det er hans job at gøre. Jeg ved også, at jeg sandsynligvis får den slags følelser, fordi han udfylder en slags rolle som mine forældre hverken kunne eller ville. Det er virkelig den klassiske med dårlig barndom osv. Derudover har jeg en tendens til at være sex og kærlighed afhængig, så det er måske mærkeligt, at jeg er chokeret.

Det er jeg ikke desto mindre, for jeg har set psykologer on and off i næsten tyve år, men har aldrig haft det sådan her. Forhistorien er, at jeg startede i terapi hos ham i januar og gik indtil april, holdt et halvt års pause og begyndte så igen i september, planen er, at jeg skal gå der frem til januar 2018.

Jeg har ind i mellem mærket seksuelle følelser i foråret, men i weekenden blev det så så slemt, at jeg efter en fest (jeg var meget fuld) skrev en mail til ham om det, at jeg ind i mellem er forvirret over den seksuelle tiltrækning, når jeg er i terapi. Bagefter var jeg virkelig pinligt berørt, men har alligevel været til samtale igen. Han greb det meget professionelt og høfligt an, som han sikkert skal og forklarede hvorfor den slags opstår, hvilket jeg jo egentlig godt ved, psykoanalyse og overføring osv er mig ikke ukendt, men han understregede naturligvis også, at så længe, han er min psykolog ville det være ulovligt. Ingen grund til at fortælle mig det. Jeg er så flov. Og kan bare ikke fortælle det til nogen i mit netværk. Hvad skal jeg gøre? 

Anonym skriver:

Eller det er jeg jo ikke, for jeg kender ham jo slet ikke som menneske, men udelukkende fra den professionelle relation, der er mellem behandler og patient. Jeg kan også sagtens gennemskue, at følelser ikke er rationelle, men godt kan abstrahere fra, at det er noget professionelt og blot registrere "her er en, der lytter, anerkender mine følelser, opmuntrer og respekterer mig og hvor er det fantastisk". Jeg ved, at det er hans job at gøre. Jeg ved også, at jeg sandsynligvis får den slags følelser, fordi han udfylder en slags rolle som mine forældre hverken kunne eller ville. Det er virkelig den klassiske med dårlig barndom osv. Derudover har jeg en tendens til at være sex og kærlighed afhængig, så det er måske mærkeligt, at jeg er chokeret.

Det er jeg ikke desto mindre, for jeg har set psykologer on and off i næsten tyve år, men har aldrig haft det sådan her. Forhistorien er, at jeg startede i terapi hos ham i januar og gik indtil april, holdt et halvt års pause og begyndte så igen i september, planen er, at jeg skal gå der frem til januar 2018.

Jeg har ind i mellem mærket seksuelle følelser i foråret, men i weekenden blev det så så slemt, at jeg efter en fest (jeg var meget fuld) skrev en mail til ham om det, at jeg ind i mellem er forvirret over den seksuelle tiltrækning, når jeg er i terapi. Bagefter var jeg virkelig pinligt berørt, men har alligevel været til samtale igen. Han greb det meget professionelt og høfligt an, som han sikkert skal og forklarede hvorfor den slags opstår, hvilket jeg jo egentlig godt ved, psykoanalyse og overføring osv er mig ikke ukendt, men han understregede naturligvis også, at så længe, han er min psykolog ville det være ulovligt. Ingen grund til at fortælle mig det. Jeg er så flov. Og kan bare ikke fortælle det til nogen i mit netværk. Hvad skal jeg gøre? 

Jeg har hørt flere fortælle det samme. Det skulle efter sigende gå over af sig selv efter noget tid. Min veninde erklærede også engang sin kærlighed til en psykolog, der reagerede nogenlunde som din. Da gik over lige da hun stoppede hos ham. Hun har også flere gange følt sig meget tiltrukket af sine lærere og undervisere. Det er også ret almindeligt. Jeg underviser selv på universitetet, og har et par gange fået Facebook-beskeder fra mandlige studerende (meget yngre end mig) sent om natten. Jeg ved godt, det ikke er forelskelse, men noget andet, der er på spil. Jeg lægger intet i det. Sådan kunne jeg godt forestille mig, psykologer også tænker. 

Åh, dér har jeg været flere gange, faktisk med 6 psykologer og psykiatere i alt, når jeg tæller efter   Hver gang har jeg tænkt, at det ikke bliver sådan med ham hér, for han er slet ikke dén type, men det “går galt” hver gang. I mit tilfælde er det nu ikke forelskelse, men “rene” far/datter-følelser, det sætter i gang - altså fra min side - men det er også på spil fra din side, kan jeg læse. Og ja, det føles pinligt og er svært at bringe op hos terapeuten, men det har du gjort nu, og det er sgu sejt af dig - og en vigtig del af processen. 

For mit vedkommende har det altid fundet et naturligt leje på et tidspunkt. Jeg er stadig meget hengiven over for dem - også dem, der hjalp mig for over 20 år siden, og som jeg kun er i kontakt med via en mail hvert år til jul eller lign. - men jeg har kunnet slippe dem igen, som terapien skred frem. På den positive side har de medvirket til at give mig et bedre syn på mænd og bevidstgjort mig om mine mønstre i forhold til faderskikkelser i “det virkelige liv”. 

En af dem omgås jeg også privat som en god bekendt, og det har givet mig lidt balance i relationen at opleve ham som en helt almindelig mand med fejl og mangler - men det er selvfølgelig en speciel situation, som er de færreste klienter forundt. 

Vær i det og stå ved det i terapien - jeg er sikker på, det vil falde på plads efterhånden. 

Mor og meget mere skriver:

Åh, dér har jeg været flere gange, faktisk med 6 psykologer og psykiatere i alt, når jeg tæller efter   Hver gang har jeg tænkt, at det ikke bliver sådan med ham hér, for han er slet ikke dén type, men det “går galt” hver gang. I mit tilfælde er det nu ikke forelskelse, men “rene” far/datter-følelser, det sætter i gang - altså fra min side - men det er også på spil fra din side, kan jeg læse. Og ja, det føles pinligt og er svært at bringe op hos terapeuten, men det har du gjort nu, og det er sgu sejt af dig - og en vigtig del af processen. 

For mit vedkommende har det altid fundet et naturligt leje på et tidspunkt. Jeg er stadig meget hengiven over for dem - også dem, der hjalp mig for over 20 år siden, og som jeg kun er i kontakt med via en mail hvert år til jul eller lign. - men jeg har kunnet slippe dem igen, som terapien skred frem. På den positive side har de medvirket til at give mig et bedre syn på mænd og bevidstgjort mig om mine mønstre i forhold til faderskikkelser i “det virkelige liv”. 

En af dem omgås jeg også privat som en god bekendt, og det har givet mig lidt balance i relationen at opleve ham som en helt almindelig mand med fejl og mangler - men det er selvfølgelig en speciel situation, som er de færreste klienter forundt. 

Vær i det og stå ved det i terapien - jeg er sikker på, det vil falde på plads efterhånden. 

Tak for dit svar det er virkelig rart at læse, at jeg ikke er alene om det. Inderst inde vidste jeg det jo godt, jeg vidste også godt, at "man" kan have det sådan med psykologer. Men alligevel er det et chok, at jeg kunne. Og jeg tror, at det er fordi jeg, som det lyder til, at du også er, er helt bevidst om, hvad det er der forårsager den illusion om følelser, og at jeg så kunne tænke, at jeg er, om ikke hævet over det, så i hvert fald uden for risiko. Det er jo aldrig sket før. 

Som du også er inde på, er det jo sådan, at man kun ser en professionel side af vedkommende og ikke et "helt" menneske. 

Hvor du er bevidst om, at dine følelser er en kompensation af far-datter forholdet. Kan jeg meget tydeligt mærke, at det er noget seksuelt, jeg har lyst til og det gør mig squ lidt pinlig. Altså ja man er menneske og bliver tiltrukket af folk fysisk, men af en eller anden grund, føles det patetisk at have lyst til at knalde med sin psykolog. Måske fordi man ved, at det der er mellem én ikke er ægte, men professionelt. 

Ena skriver:

Jeg har hørt flere fortælle det samme. Det skulle efter sigende gå over af sig selv efter noget tid. Min veninde erklærede også engang sin kærlighed til en psykolog, der reagerede nogenlunde som din. Da gik over lige da hun stoppede hos ham. Hun har også flere gange følt sig meget tiltrukket af sine lærere og undervisere. Det er også ret almindeligt. Jeg underviser selv på universitetet, og har et par gange fået Facebook-beskeder fra mandlige studerende (meget yngre end mig) sent om natten. Jeg ved godt, det ikke er forelskelse, men noget andet, der er på spil. Jeg lægger intet i det. Sådan kunne jeg godt forestille mig, psykologer også tænker. 

Ja det hører man ofte om, at folk bilder  sig ind at være forelsket undervisere. Har nu svært ved at forestille mig at være forelsket i en jeg ikke kender rigtigt. Desværre behøver jeg ikke kende folk for at få lyst til at gå i seng med dem

Du får lige et svar af en psykolog, som også selv har været klient jeg har dog ikke oplevet nogen blive forelsket i mig, men det er heller ikke terapi jeg har specialiseret mig indenfor. Men jeg ville bare bekræfte, at det er ganske rigtigt, når din psykolog siger det er normalt. Du skal ikke skamme dig - vi bliver endda undervist i det på studiet, så alle psykologer er helt klar over, at det kan ske. Og jeg synes, det er sejt, at du har sagt det. For det er jo ofte en faktisk rigtig værdifuld information, som man kan bruge i terapien. 

Nu har jeg kun gået hos en kvindelig terapeut som egenterapi, og jeg fik mange varme følelser for hende. Ikke seksuelt eller forelskelse, jeg er ikke til kvinder. Men sådan.. At hun kom til at betyde meget for mig, jeg tænkte meget på hende og glædede mig til at se hende. For mig er der ingen tvivl om, at hun opfyldt et tomrum for mig, fordi hun SÅ mig, forstod og lyttede. Noget jeg manglede i mit liv i voldsom grad dengang. 

Så selv psykologer kan opleve det hun var så også et eksempel på hvor vigtigt det er at håndtere det med omsorg. Hun gik på barsel, og vi skulle fortsætte forløbet, når hun kom tilbage. Vi havde haft en deal med, at jeg kunne maile hende med mine tanker op til en session, fordi jeg havde svært ved at sige tingene ansigt til ansigt. 

Mailede hende omkring en ny tid, og fik et kort svar tilbage om, at hun havde valgt at stoppe på klinikken, men ønskede med alt det bedste fremover. 

Det var et kæmpe svigt for mig, at et 2-årigt forløb, hvor jeg havde gået en gang om ugen, blev lukket så hurtigt og kontant. Det er jeg stadig ked af i dag. Jeh forstår selvfølgelig godt, at jeg i hendes øjne var klient, og hun derfor ikke havde samme bånd til mig. Men jeg kunne ønske mig, at hun havde brugt lidt flere ord, lidt mere spalteplads og til mere omsorg på at lukke et så intensivt forløb ned.

Om ikke andet lærte det mig noget værdifuldt om min egen relation til klienter i egen karriere. Men ja. Det var bare en fortælling for at sige, at det er helt normalt, og jeg har selv været der  

Som andre skriver så er det normalt-

Jeg har ikke selv prøvet det,men vi har et hold venner hvor manden er børnelæge .

Og han har fortalt at da han var på neo- og der så var nogle lange forløb med indlagte børn.Ja så kunne nogle mødre blive sådan flirtende og int . 'Rødmede når de talte med ham osv. 

Han sagde det skete jævnligt,fordi lægen ( eller psykologen) bliver en fortrolig ,en som forstår ens tanker /bekymringer etc. 

Kan også huske min mor der nærmeste hele min barndom snakkede henført om Proffesor Ingerslev- Der var en læge der havde haft hende som patient da hun ventede mig som 37 årig. 
Det var enormt gammelt i 70 erne - så hun var sådan et tilfælde der skulle holdes skarpt øje med- men så kom ham Ingerslev og reddede det hele ,med kejsersnit og det hele. 

Min mor var alene,så ingen tvivl om at den læge har givet det hele et lys som gjorde at min mor var betaget

Og det er jo bare det du er- betaget og glad for et menneske der lytter,forstår og er der for dig. 
Og det er der ikke noget forkert i . Det er kun dejligt du har et godt forhold til din psykolog. 

Anonymor: tak for et svar fra en, der lidt er i begge lejre. Det er rart at høre, at det ikke er særlig usædvanligt og at i bliver instrueret i at håndtere det. For det virker meget overvældende som patient at stå i. Det jeg er mest overrasket over, er faktisk hvor hårdt, jeg dømmer mig selv for at føle den fascination. I min verden, er det lidt i kategori med når mænd forelsker sig i en prostitueret.

Jeg er ked af at høre om den oplevelse, du har haft som klient. Det lyder ikke særlig professionelt at agere på den måde. Forstår virkelig godt, at du blev ked af det. Må indrømme, at det også lidt er den frygt, jeg går med, når forløbet skal stoppe igen. For jeg ved godt, at jeg jo bare er en patient. 

Anonym skriver:

Anonymor: tak for et svar fra en, der lidt er i begge lejre. Det er rart at høre, at det ikke er særlig usædvanligt og at i bliver instrueret i at håndtere det. For det virker meget overvældende som patient at stå i. Det jeg er mest overrasket over, er faktisk hvor hårdt, jeg dømmer mig selv for at føle den fascination. I min verden, er det lidt i kategori med når mænd forelsker sig i en prostitueret.

Jeg er ked af at høre om den oplevelse, du har haft som klient. Det lyder ikke særlig professionelt at agere på den måde. Forstår virkelig godt, at du blev ked af det. Må indrømme, at det også lidt er den frygt, jeg går med, når forløbet skal stoppe igen. For jeg ved godt, at jeg jo bare er en patient. 

 

Sådan har jeg også tænkt nogle gange - at jeg har købt mig til omsorg og opmærksomhed fra en professionel på linje med, at en mand køber nærhed og bekræftelse fra en prostitueret. Der er bare den store forskel, at vi hos terapeuter kan være sikre på, at giveren af ydelsen er professionel, uddannet til at tage hånd om den følelsesmæssige relation, der opstår, og at han/hun med sikkerhed ikke er i branchen af nød. Og at han eller hun vil gribe ind og beskytte os, hvis vi ender i en situation, hvor ydelsen gør mere skade end gavn, og hvor vores formål med at betale for den udelukkende er at kompensere for noget, vi bør og skal lære at søge andre steder, på “ægte” vilkår. 

Det er for mig en kolossal forskel fra prostitution. Men det kræver selvfølgelig, at vi spiller med åbne kort og indvier ham/hende i, hvad der er på færde. 

Mor og meget mere skriver:

Sådan har jeg også tænkt nogle gange - at jeg har købt mig til omsorg og opmærksomhed fra en professionel på linje med, at en mand køber nærhed og bekræftelse fra en prostitueret. Der er bare den store forskel, at vi hos terapeuter kan være sikre på, at giveren af ydelsen er professionel, uddannet til at tage hånd om den følelsesmæssige relation, der opstår, og at han/hun med sikkerhed ikke er i branchen af nød. Og at han eller hun vil gribe ind og beskytte os, hvis vi ender i en situation, hvor ydelsen gør mere skade end gavn, og hvor vores formål med at betale for den udelukkende er at kompensere for noget, vi bør og skal lære at søge andre steder, på “ægte” vilkår. 

Det er for mig en kolossal forskel fra prostitution. Men det kræver selvfølgelig, at vi spiller med åbne kort og indvier ham/hende i, hvad der er på færde. 

Tusind tak for at skrive lige præcis det. Det havde jeg faktisk meget brug for at læse i min situation. Jeg prøver også at tænke, at jeg trods alt er kommet for at arbejde med en psykisk problemstilling og ikke med henblik på seksuel bekræftelse eller er. 

Videre prøver jeg så at fortælle mig selv, at der må være arbejdsopgaver, der er værre for en psykolog at forholde sig til end at en ung og sød kvinde som mig, har lyst til én. Jeg ved godt, at det stadig er upassende og uønsket interesse, men et eller andet skal jeg jo fortælle mig selv før jeg dør af skam