Jeg havde det ligesom dig. Jeg var sygemeldt allerede i uge 12 og ret hurtigt følte jeg mig isoleret med mine smerter. Det føltes lidt som om jeg stod op og brugte dagen på at vente på at min mand og datter kom hjem, blot for at kede mig i deres selskab og vente på jeg kunne gå i seng igen.
Det hjalp en smule da det blev sommerferie og de to andre var hjemme i hverdagene. Jeg bed smerten i mig for en stund og vi tog på endagsture for vores datters skyld, og jeg nød virkelig at komme ud. Vi tog endda en 5 dages ferie i Jylland hvor jeg godt nok var mere præget af plukkeveer og væske i kroppen, men der skete noget i mit liv.
Da sommerferien var slut havde jeg stadig 8 uger til termin. Fra uge 34 forlod jeg stort set ikke min seng. Jeg sov ikke om natten grundet smerter, jeg græd mere og mere og til sidst også foran min datter, for jeg kunne bare ikke stoppe det. I uge 37 snakkede jeg med jordemoderen omkring det, og hun forstod min bekymring da keg havde fødselsdepression med den første og har haft et enkelt tilbage fald siden. Jeg blev sendt til igangsættelsessamtale med fødselslægerne. Og jeg fik afslag. De ville ikke sætte mig igang når jeg godt kunne gå til termin uden det ville skade mig eller baby. Vi kunne dog tage det op igen når jeg nåede termin.
de næste tre uger græd jeg endnu mere. I uge 39 forsøgte jordemoderen med hindeløsning, men kunne ikke komme ordentligt til. Derefter begyndte jeg at arbejde med min psyke ud fra de værktøjer jeg før havde haft gavn af. Jeg fortalte mig selv at baby først ville komme ud 41+5 når jeg blev sat igang der (jeg nægtede st skulle forbi fødselslægerne igen). Jeg begyndte at ignorere smerterne igen (nok også i håb om at sætte gang i noget).
Jeg fødte 40+3, helt uden igangsættelse eller andet. Allerede dagen efter var smerterne minimeret og et par uger var de stort set væk. Psyken er som den skal være og jeg har ingen tegn på depression, selvom den var der inden fødslen. Jeg hr en sund og rask dreng med appetit på livet, og er nu taknemmelig for at fødselslægerne sagde nej til at lade ham komme tre uger før termin. Han var ikke klar der, og havde muligvis ikke været et lige så nemt barn.
Hvis du får lov at føde nu, vil du få et barn der skal hjælpes i gang. Der er stor risiko for et par ugers indlæggelse på neontal efterfølgende, og der kan komme senfølger. - overvej om du vil byde dit barn det, blot fordi du har ondt nu. Jeg vil råde dig til som minimum at holde ud til uge 37. Og så vær forberedt på at fødselslægerne kan afvise din anmodning. Det ramte mig ret hårdt at de gjorde det.
og så må du arbejde med din psyke. Smerterne kan du ikke gøre så meget ved nu, men din psyke kan man altid arbejde med. Tænk positive tanker og gem de negative væk. Ja, alt hænger på din kæreste, men det må han acceptere lidt tid endnu. Se positive ting i fjernsynet, læs en positiv bog osv. Skriv hver eneste positive tanke ned. Selv de små positive ting. Og stop med at fodre på de negative. Det er en lang process at lære at fodre de positive tanker, men det er til så meget hjælp når man først kan det.
