Jeg er så fortvivlet og forvirret og fyldt op i hovedet, og jeg vidste simpelthen ikke hvilken kategori dette skulle placeres i, og det bliver nok også lidt langt og rodet, men jeg prøver at formulere mig så kort og godt som jeg nu kan.
Sagen er den, at jeg har en vidunderlig kæreste som jeg elsker virkelig højt. Han er min første kæreste, det virker helt dumt, for jeg er 29 år gammel og har et barn på 3 år. Men mit barn er lavet med en (gudskelov og heldigvis) fantastisk mand jeg mødte en nat i byen og har derfor været dele-barn fra starten af, og vi har altid haft et vanvittigt godt samarbejde og der har aldrig været mere imellem os end den ene nat, hvilket måske også er grunden til at samarbejdet kører gnidningsfrit, og vi ses gerne sammen med barnet og hinandens kærester, så det er vel det “næstbedste” vi kunne få, nu vi ikke ønskede at leve sammen som familie, far, barn og jeg, synes jeg - barnet trives ihvertfald.
Min kæreste er næsten 10 år yngre end mig, og det vil der garanteret være nogle meninger omkring, men vi har det nu altså fantastisk sammen, har boet sammen (med mit barn også, jeg er bopæl og har 12/2 med far) i snart otte måneder. Vi skændes aldrig, er vanvittigt lykkelige og har et dejligt familieliv. Min kæreste elsker mit barn og omvendt og de to har en fantastisk relation og min kæreste deltager på lige fod med jeg herhjemme med alt fra dagligdagsting som indkøb, bad, hente/bringe, putning osv., til opdragelse og forældremøde og alt hvad der hører “et familie liv til”.
Problemet er, at min kæreste ikke er klar til at få børn endnu, primært grundet hans alder tror jeg - og det har jeg fuld forståelse for. Hvilket også var grunden til jeg fik en abort tilbage i maj da jeg blev gravid ved et uheld, efter skift fra p-piller til mini-piller efter en blodprop i hjertet. Jeg gjorde det fordi det var det rigtige og vi var også “nyere” som par. Men jeg er snart 30 år, og ingen af os er i tvivl om vi skal være sammen altid og fakta er at jeg har fortrudt den abort hver dag siden.
Min kæreste ved det godt og er dybt ulykkelig på mine vegne for han føler det er hans skyld fordi han ikke er klar til at blive far nu. Men det er det jo ikke, men jeg har svært ved at kontrollere efterhånden hvornår og hvor tit jeg bliver påvirket af det her. Bare jeg efterhånden hører ord som baby, gravid, forældre, barnevogn osv., føles det som om nogen slår mig hårdt i maven og min kæreste kan se det på mig og jeg får dårlig samvittighed, for han bliver ked af det og får skyldfølelse.
Jeg har PCO og det er derfor ret vildt at jeg er blevet gravid, to gange ved et uheld, når jeg aldrig har oplevet at have mere end maks to menstruationer på et år. Hvilket bare giver mig endnu mere dårlig samvittighed over at jeg fik den abort. Jeg ved der går nogle år før min kæreste er helt klar og jeg vil gerne have et barn på de “rigtige præmisser” hvis jeg skal have endnu et barn så kunne aldrig drømme om at presse ham - men føler lidt i stedet jeg måske må indstille mig på tanken om ikke at få børn med min kæreste. Jeg er 35 når han er færdiguddannet og tror det betyder meget for ham at være det. Min alder + PCO + dårlig karma for at have fået en abort af et garanteret helt perfekt og raskt barn gør mig meget i tvivl om det så kan lade sig gøre. Min kæreste ved dette og er naturligvis også ked af det, han siger han gerne vil have børn med mig, han synes jeg er en god mor, men han siger han godt “kan nøjes” med mig og mit barn, som han ser som en absolut kæmpe bonus, der fulgte med mig.
Det burde jo være drømmescenariet at se sin kæreste tage sit barn sådan til sig og også tage “lorte-tjanserne” som sygdom og natteroderi og “skæld-ud” osv., men jeg bliver nærmest såret. Hvis han synes jeg er så fantastisk en mor og han siger han synes det er så nemt det hele fordi han elsker mit barn så højt, hvorfor kan vi så ikke få vores eget? Men jeg er gået i ‘hårknude’ for rent logisk forstår jeg ham jo godt, hvilket var grunden til vi blev enige om en abort i sommers.
Jeg ved godt der er en sandsynlighed for det stadig kan ske og sådan, men jeg føler stadig et tomrum, som om jeg har mistet noget eller givet slip på noget. Hvordan kan jeg slutte fred med tanken om at vi “bare” bliver os tre? For jeg elsker jo vores lille familie i dagligdagen og det er frustrerende og følelsesmæssigt hårdt at det her skal fylde så meget i mig, når nu vores liv i bund og grund er super godt med dejlige venner og godt samarbejde med biofar og kæresten, og glad og sundt barn og solid økonomi og bolig og gode uddannelser og job, og så kan jeg kun fokusere på det “jeg ikke kan få”. Føler mig dum og til besvær rigtig meget. Oveni har jeg en frygt for at hvis han så er klar om fem år og vi prøver og det desværre som forventet ikke kan lade sig gøre, at han så har fået lysten til at få “sit eget barn” så meget at han ender med at forlade mig og finde en på hans egen alder som er i stand til at få børn.
Det skal lige siges at jeg elsker mit kæreste og jeg har absolut ingen lyst til et barn, bare for et barn, altså ment på den måde at et råd som “få et barn alene nu” eller “find en kæreste der er klar til det” ikke dur - han er min første og eneste og sidste kæreste og jeg vil have et barn med HAM og ikke bare et barn. Derfor er jeg i hovedet helt indstillet på at det er okay, men mit hjerte eller krop eller følelser følger bare ikke rigtig med.
Har i nogle gode råd? Beder jer ikke være for hård, selvom jeg sikkert lyder enormt tarvelig, men jeg er så skrøbelig lige nu, og har tusinde følelser i kroppen og ved ikke hvad jeg skal gøre, jeg har ingen forældre, ingen rigtige veninder, har gode venner, alle mænd, som også er venner med min kæreste - har virkelig ikke lyst til at tale med nogen af dem om netop dette.
Undskylder for den lange rodede smøre og håber virkelig en af jer har et godt råd, så jeg kan acceptere at jeg måske nok aldrig får et barn med min kæreste og at det også er helt okay.
På forhånd tak 
