Hvis man er ked af det

uha ha ja, sagen er den at det for det første er EB lang historie som faktisk er gået stødt bed ad i en rums tid. 

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Jeg har haft nogle skænderier med nære familiemedlemmer, hvilket har elimineret julen mere eller mindre med dem. 

Har børn som heldigvis er for små til at forstå, så det betyder at min mand og jeg nok rejser med børnene i ferien.

men jeg er nyuddannet og kan simpelthen ikke “få en chance” på arbejdsmarkedet, har de sidste 2,5 måneder søgt 30 stillinger, hvor af jeg har været til 2 samtaler - begge valgte mere erfarende jobansøgere og hver gang der tikker et afslag ind i mailboksen, jo mere føler jeg at jeg går i stykker inden i - min mand er frustreret over jeg ikke har fået noget job og giver mig skylden for ikke have fået noget, hvilket får mig til at føle mig en total fiasko overfor min familie. Jeg er glad og udadvendt til daglig og griner og snakker meget med alle mulige, men inderst inde har jeg det virkelig dårligt med mig selv og den situation jeg er endt i.

jeg føler at det er begyndt at gå ud over mine børn og min mand og derfor har jeg taget kontakt til min læge som anbefalet gå ture og vejrtrækningsøvelser - det virker absolut ikke 

desuden er jeg stresset over jobsituationen i så stor en grad at jeg får bumser over alt - og jeg har normalt INGEN - desuden har jeg ædt mine følelser siden sommers i sådan en grad at jeg har taget 20 kg på  så nu er jeg også fed oveni - tillykke med det 

hva kan jeg jeg dog gøre selv her

Anonym skriver:

uha ha ja, sagen er den at det for det første er EB lang historie som faktisk er gået stødt bed ad i en rums tid. 

Jeg ved ikke rigtigt hvad jeg skal gøre af mig selv. 

Jeg har haft nogle skænderier med nære familiemedlemmer, hvilket har elimineret julen mere eller mindre med dem. 

Har børn som heldigvis er for små til at forstå, så det betyder at min mand og jeg nok rejser med børnene i ferien.

men jeg er nyuddannet og kan simpelthen ikke “få en chance” på arbejdsmarkedet, har de sidste 2,5 måneder søgt 30 stillinger, hvor af jeg har været til 2 samtaler - begge valgte mere erfarende jobansøgere og hver gang der tikker et afslag ind i mailboksen, jo mere føler jeg at jeg går i stykker inden i - min mand er frustreret over jeg ikke har fået noget job og giver mig skylden for ikke have fået noget, hvilket får mig til at føle mig en total fiasko overfor min familie. Jeg er glad og udadvendt til daglig og griner og snakker meget med alle mulige, men inderst inde har jeg det virkelig dårligt med mig selv og den situation jeg er endt i.

jeg føler at det er begyndt at gå ud over mine børn og min mand og derfor har jeg taget kontakt til min læge som anbefalet gå ture og vejrtrækningsøvelser - det virker absolut ikke 

desuden er jeg stresset over jobsituationen i så stor en grad at jeg får bumser over alt - og jeg har normalt INGEN - desuden har jeg ædt mine følelser siden sommers i sådan en grad at jeg har taget 20 kg på  så nu er jeg også fed oveni - tillykke med det 

 

hva kan jeg jeg dog gøre selv her

Det lyder godt nok hårdt. Synes det er virkelig trist din mand ikke er mere støttende i stedet. Det er jo det du har brug for. Det er samtidig lidt vildt det er sådan efter ikke engang 3 mndr.. Der kan jo gå en del længere tid. Hvad så, vil du gå ned med stress og hjerteanfald efter endnu 6måneder, et år?  Det skal nok gå, det rette job skal nok dukke op og hapse dig. Det går altså ikke bedre eller hurtigere at stresse sig sådan. Bare bliv ved, stille og roligt, det tager altså også tid for de fleste andre. Er der noget personlig coaching eller lignende man kan få hos din Akasse? Det kunne være en god ting sideløbende med din søgen.

Vi kommer til at gå fra hus og hjem hvis jeg ikke får et job snart fordi min mand er kun deltids ansat pt desværre - så jeg panikken allerede med tanken om at skulle lede efter mindre bolig med to små børn jeg kan slet ikke overskue tanken om at der kan gå flere år før det rigtige job kommer - når alle omkring en får nye jobs konstant - men det vel det samme når man ønsker børn, så ser du også gravide over alt !! 

Jeg har SÅ meget at byde på og jeg føler ikke at der er nogen som er interesseret i det jeg kan har vil. Det gør ondt! 

Kære du.

Det er møg hårdt,  det du står i lige nu. At være jobsøgende er noget af den mest stressende at være i.

Mange nyuddannede får samme besked 'du mangler erfaring'. Prøv at være opsøgende på ptaktikker, der må du tage 8 uger af gangen. Når du har været ude i 2-3 praktikker kan du på dit cv skrive, at du har været i projeltansættelser, og vupti, så har du erfaring og ved hvordan man arbejder med faget i 'den virkelige verden' og ikke bare teoretisk viden fra skolen. 

Så i gang med praktikker og evt løntilskud, så er du foran de andre nyuddannede. Plus det giver dig netværk og selvtillid igen.

Held og lykke, og kram til dig

Søg uopfordret og brug LinkedIn og netværk.

2 1/2 måned er da ingen ting. Find en plan b - tal med banken så I ikke stresser

Hej med dig, 

Sikke en klaphat din mand er. Han kan da selv gå op i timer. Han burde være forstående og ikke give dig endnu mere dårlig samvittighed. 

Jeg har to råd: 

1. Du kan prøve og tale med jobcentret og bede dem om en coach, som kigger din ansøgning og cv  igennem, samt taler med dig om hvordan du håndterer en jobsamtale. Evt. Laver rollespil. Så kan coachen vejlede dig i hvad du evt. kan gøre bedre og dermed forbedre dine chancer når du søger jobs. 

2. Tag et hvilket som helst job, hvis I er pressede ift. jeres hus. Men bliv ved med at søge noget indenfor dit fagområde. 

Og sidst men ikke mindst, slap af. Intet i verden er dit heldbred værd. Der er løsning til alt. Tag en dyb indånding og fortæl dig selv at det nok skal gå. Mandag morgen tager du det første skridt... hvad end du vælger at gøre.

held og lykke. 

2,5 måned og 30 ansøgninger er altså ikke så slemt i min verden. Du er kommet til 2 samtaler. Det er rigtig flot. Der skal altså nogle til før man ‘lærer’ det.

Jeg var heldig at komme på kursus i jobsøgning for nyuddannede, det tror jeg hjalp rigtig meget i forhold til mit CV og måden jeg skrev mine ansøgninger. Jeg var til mange samtaler og der gik knap 5 mdr før jeg fik job. Jeg kunne klart mærke en forbedring på mine samtaler, fordi jeg blev mere afslappet omkring det. Jeg kunne desuden se at der var flere der kiggede på min LinkedIn før de skrev tilbage 

Jeg har hørt noget med 100 ansøgninger = 10 samtaler =1 job

Hver ansøgning og hver samtale er et skridt på vejen til jobbet. 

Hvilke job er det du søger??  

Hvorfor er din mand kun deltid.  Hvis han brokker sig så kan han da bare komme igang med at skaffe ekstra timerne ind.  

Det er psykisk hårdt at gå ledig.  Det er bestemt ikke en dans på roser.  

Nu skriver jeg noget, som måske lyder lidt hårdt! Men tror, det er rigtig vigtigt at prøve at komme ud af offerrollen, og have fokus på det, du kan ændre.

I stedet for at fokusere på din mand er en nar, arbejdsmarked ikke giver dig en chance og familien er urimelige, så brug din energi rigtigt. Hvad kan du tilbyde en arbejdsplads? Hvilke personlige kompetencer(som tit tæller højere end erfaring) har du at tilbyde? Hvilke spørgsmål har du fået i dine samtaler, hvor du tænker, du måske kunne arbejde med at forbedre dine svar? I samtaler er det utrolig vigtigt at kunne identificere sine styrker og svagheder, og havde svar parate, som netop viser denne evne. 

Derudover, hvorfor tror du, at så mange af dine ansøgninger ikke bliver til samtaler? Får du dem målrettet nok? Er der måder hvorpå, du i højere grad kan få din passion for jobbet til at skinne igennem? Sørger du for at ikke kun målrette din ansøgning men også dit CV? 

Mangler du erfaring, jamen så vis, at du er klar til at kompensere med evner til hurtigt at tilegne dig viden, evnen til at netværke og ikke mindst dedikering til at få løst opgaverne til højst mulig kvalitet. De fleste virksomheder vil heller have en, der elsker jobbet og udviser ansvar og positivitet end en som har års erfaring men en " det her kan jeg gøre med venstre hånd " attitude. 

Gåpåmod, evnen til at tage ansvar for eget liv(ud af offerrollen), positivitet, passion for sit job og dygtighed er ofte i langt højere kurs på arbejdsmarked end specifikke kompentencer. Så det gælder om, at få det vist.

Anonym skriver:

Vi kommer til at gå fra hus og hjem hvis jeg ikke får et job snart fordi min mand er kun deltids ansat pt desværre - så jeg panikken allerede med tanken om at skulle lede efter mindre bolig med to små børn jeg kan slet ikke overskue tanken om at der kan gå flere år før det rigtige job kommer - når alle omkring en får nye jobs konstant - men det vel det samme når man ønsker børn, så ser du også gravide over alt !! 

Jeg har SÅ meget at byde på og jeg føler ikke at der er nogen som er interesseret i det jeg kan har vil. Det gør ondt! 

Hvis din mand kun er deltidsansat lige nu, er du ikke den eneste af jer to, som skal søge job. Det er de færreste familier med to børn, som kan overleve på sådan en lav indkomst.

Det er klart, du føler dig presset. Det er hårdt at være arbejdsløs. Og din mand burde være mere støttende. Og han burde også søge mere arbejde.

Uanset hvad er jeres økonomiske situation et fælles problem og ikke noget, du skal føle skyld over.